Lever man i et ægteskab, bliver hjerte-kar-sygdom uundgåeligt et familieanliggende – både på det psykiske og på det praktiske plan. Det kræver samarbejde.

Mange nye opgaver
Hjerte-kar-sygdom kommer med mange nye opgaver og udfordringer. Der skal laves aftaler og holdes møder med sundhedsprofessionelle. Der skal bestilles, hentes og huskes medicin. Der skal løbende holdes kontakt til familiemedlemmer og omgangskreds. Der er måske brug for kontakt til kommunen eller andre instanser. Der skal måske ændres i mad- og motionsvaner og mange andre ting. Og alt dette er jo udover de sædvanlige opgaver ude og hjemme: Indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask, havearbejde – og er en af jer eller jer begge i arbejde og er der oven i købet mindre børn i familien, kan det nok virke overvældende i perioder.
Der er nok at tage fat på! Men hvem skal gøre hvad hvornår?  

Prioritering
Træthed og mangel på energi følger meget ofte med en hjerte-kar-sygdom. Og det kan tage meget lang tid at komme på toppen igen.  Som ægtefælle er du også påvirket af situationen, og vil dermed være mere belastet end vanligt. Da der samtidig er nye opgaver, kan det være nødvendigt at prioritere benhårdt i familien for at få tingene til at gå op.

For at undgå, at belastningen bliver for stor, skal der arbejdes på ”at sætte tæring efter næring.
Det kan I gøre ved af skære ned på mængden af opgaver, og/eller ved at skære ned på ambitionsniveauet i forhold hvor godt opgaverne skal udføres. Det kan du læse mere om her

Et godt samarbejde
Et væsentligt element i samarbejde er selvfølgelig, at man kan tale med hinanden om tingene på en god måde. God kommunikation kan du læse mere om her 

Men godt samarbejde indebærer også, at der nogle fælles vedtagne aftaler, som I begge to kan gå ind for. Derudover er det vigtigt, at der er en gensidig respekt for den andens måde at løse opgaverne på. 
Det vil i praksis sige, at hvis I bliver enige om, at du skal overtage en opgave, som din ægtefælle plejer at have ansvaret for eller omvendt (det kan være konkrete opgaver som f.eks. støvsugning eller havearbejde eller det kan være mere flydende opgaver som at overtage telefonkontakten til omgangskredsen i en periode), så må I også være indstillede på, at det nok ikke bliver helt, som det plejer. Og det kan for nogen godt være lidt af en udfordring. For ikke alene gør vi ofte tingene på forskellig måde, men vi kan også nemt kan have forskellige ambitioner om, hvor godt og grundigt de skal udføres. Men også det kan man jo tale om og lave aftaler i forhold til. 

Opgavefordeling
Selv om det godt kan virke lidt kunstigt og formelt i starten, kan det være en vældig god idé, at I jævnligt holder små møder om tingenes tilstand. Møder, hvor I bl.a. kan taler om den kommende uges opgaver og fordelingen af ansvaret for disse opgaver:

  • Lav en liste over opgaver, som skal fordeles i den kommende uge. 
  • Er der nogle af opgaverne, der kan skæres væk – sættes på pause – reduceres i en periode?
  • Kan ambitionsniveauet sænkes i forhold til nogle af de resterende opgaver?
  • Sæt dato og tid på, hvornår de forskellige opgaver skal løses
  • Vær åbne om, hvad I hver især har lyst til, behov for og kræfter til.
  • At holde fri og lade op – sammen og hver for sig – er også en vigtig opgave, som der skal være plads til i kalenderen.

Hent hjælp ude fra
Er der mon nogen i familie og omgangskreds, der kan hjælpe jer med nogle praktiske opgaver? Det er svært for mange af os at spørge om hjælp til praktiske ting. Vi er bange for at være til besvær – og mange af dem, vi kender, har jo travlt med deres eget. Men de fleste vil alligevel have en eller flere i deres omgangskreds, som gerne hjælpe lidt til. Hvis de ikke allerede har meldt sig, kan det måske være fordi, de er usikre på, hvordan de skal gribe det an: De ved ikke, hvad der er brug for hjælp til, og de kan måske føle, at de trænger sig på ved at spørge.

For dem kan det derfor være en befrielse at blive bedt om at udføre en konkret opgave. Så ved de, at du har brug for dem, og de ved præcis, hvad der forventes af dem og hvordan de bedst kan hjælpe.
Forskellige mennesker er gode til forskellige ting. Nogen vil man gerne trække på til praktiske ting –  om det er at klippe hækken eller være chauffør til et lægebesøg – mens andre er gode til at lytte. Overvej, hvem du få hjælp af til hvad. 

At håndtere et nej
Spørger man en person direkte om hjælp i en konkret situation, er der jo den risiko, at vedkommende siger nej. Det kan så være, han eller hun gerne vil hjælpe på et andet tidspunkt, eller på andre måder, men det kan også være, at vedkommende ikke synes, at han eller hun har ressourcerne til at hjælpe jer lige nu. Et nej kan selvfølgelig indebære, at du bliver skuffet, ked af det og måske vred på dine opgivelser – især hvis det er mennesker, som du bestemt havde regnet med ville stille op for jer. Forsøg i første omgang at undgå, at det bliver et stort problem inden i dig selv og i forhold til de pågældende. For det første har du jo nok endda at tage dig af og bekymre dig om lige nu. For det andet kan jo være, at vedkommende selv har noget af slås med, og derfor først kan tilbyde noget på et senere tidspunkt.

Men der også en sandhed i det gamle mundheld, at det er i nøden, man skal kende sine sande venner. Nogen magter ikke at være der, når det virkelig gælder – og det kan i værste fald betyde, at forholdet til de pågældende bliver mindre tæt, end det var før sygdommen. Og det kan være en meget hård belastning oven i alt det andet. 

Men heldigvis sker der ofte også det modsatte: At man bliver overrasket over, at personer der normalt er mere i periferien af omgangskredsen pludselig og uventet viser sig at være der, når det brænder på. 
Sygdom og modgang i tilværelsen kan gøre os klogere på os selv, på andre og på livet – og det er ofte både på godt og ondt. Mange beskriver, hvordan de efter at have været igennem et sygdomsforløb er blevet bedre til at prioritere det, som giver mest mening og indhold.