Når sygdommen rammer, er man ikke længere bare mand eller kone, men også patient og pårørende. I den første tid vil disse nye roller sikkert fylde en hel del i jeres hverdag.

På grund af sygdom, behandling og genoptræning vil din syge ægtefælle typisk være mere træt i en periode, have mindre energi og magte færre opgaver, og måske også orke mindre kontakt til venner og bekendte.  Det vil derfor ofte være sådan, at du som pårørende i en periode påtager dig flere opgaver, end du plejer at have. Både i forhold til det praktiske ude og hjemme, men måske også nye opgaver, der følger med sygdommen.

Nye opgaver
Det kan f.eks. være, at du tager medansvar for at få behandlingen og genoptræningen til at fungere bedst muligt – både for så vidt angår at få lavet aftaler med og få informationer fra sundhedssystemet, og i forhold til at støtte og opmuntre den syge. Ofte vil den raske ægtefælle også spille en vigtig rolle i forhold til at få ført de livsstilsændringer, der kan være nødvendige for at forebygge ny sygdom, ud i dagligdagen.

At vi hjælper og støtter hinanden i tilfælde af sygdom, falder ofte helt naturligt i et ægteskab. Men der er også udfordringer og faldgruber, som det er godt at være opmærksom på.

Udfordringer for dig som pårørende
At du har mere ansvar og flere opgaver, end du plejer at have – og det lige i en periode, hvor du sandsynligvis selv er ude af balance – kan indebære, at du glemmer at passe godt nok på dig selv og efterhånden bliver udmattet af de mange opgaver og det store ansvar, du har påtaget dig.

Læs mere om, hvordan du passer godt på dig selv her

En del pårørende synes, at det kan være svært at finde balancen mellem at hjælpe og vise omsorg på den ene side, og på den anden side undgå at blive for overbeskyttende over for den syge.
Og det kan måske nogen gange føre til, at der opstår konflikter imellem jer, fordi jeres forhold er blevet mere ”patient og pårørende” end det er mand og kone.

Kunsten er at undgå, at de nye roller kommer til at fylde for meget  
Som illustreret i figuren herunder, er det at leve med sygdom noget, I har til fælles, selvom der selvfølgelig er forskel på, om man er patient eller pårørende: I har forskellige roller.

 

grafik1_nye_roller

 

Men sygdommen jo kun ét enkelt aspekt af de ting, som I ellers deler og har til fælles.
Og jeres roller som patient og pårørende er også kun en del af, hvem I ellers er. I har mange andre egenskaber og roller hver især.

Fælles børn kan være et eksempel på noget andet, som I har til tilfælles, og hvor I har forskellige roller:

 

grafik2_nye_roller

I deler derudover fælles erfaringer og oplevelser i et måske langt ægteskab, og sikkert også hjem, vennekreds, måske fritidsinteresser og meget mere.

Endelig kan man se det sådan, at det, I deler er ægteskabet – mens at I hver især som personer har mange andre egenskaber og roller, end netop det at være gift:

 

grafik3_nye_roller

 

Giv sygdommen plads – men ikke al pladsen
Pointen er, at sygdommen skal have sin plads, men at der skal arbejdes på, at den ikke kommer til at fylde det hele. Der skal også være fokus på de mere positive ting, I har til fælles. På samme måde skal rollerne som patient og pårørende helst ikke fylde det hele, og dermed overtage pladsen fra de andre roller, som I har hver især.

Gode spørgsmål at stille sig selv og hinanden:

  • Hvad har gennem tiden bundet os sammen som ægtepar?
  • Hvad binder os sammen nu?
  • Hvad var vigtigt for os at gøre sammen før sygdommen?
  • Hvad kan vi stadig gøre sammen nu (måske på nedsat blus)?
  • Hvad vil vi gerne gøre sammen fremover?
  • Hvad var vigtigt for os at gøre alene hver for sig før sygdommen?
  • Hvad kan vi stadig gøre alene hver for sig nu (måske på nedsat blus)?

Læs mere om kommunikation her

Læs mere om samarbejde mellem patient og pårørende