Hvordan kommer man som hjerte-kar-patient i gang med at motionere, hvis man ganske enkelt er nervøs for, hvad der kan ske ved det? Det forklarer Hjerteforeningens motionsekspert Martin Walsøe her – og følger man hans to lette anbefalinger, kan man hurtigt komme i gang med at røre sig

Det kan være svært nok for sunde og raske mennesker at komme i gang med at motionere. Har du en hjerte-kar-sygdom, er det endnu sværere.
Hos nogle sidder blodproppen i hjertet stadig i tankerne, selv om lægerne har fjernet den med ballonudvidelse og stent. Hos andre er det risikoen for et stød fra ICD’en i brystkassen, når pulsen stiger, der skræmmer. 

Langt de fleste hjerte-kar-patienter kan dyrke motion uden risiko. Det forklarer Martin Walsøe, som er Hjerteforeningens motionsekspert. De kan endda mindske deres risiko for forværring af sygdommen gennem den livsvigtige motion.

De to vigtige skridt

Martin Walsøes erfaring er, at især to ting kan hjælpe patienterne godt på vej:

  • Få kyndig vejledning fra en fagperson, som kan bekræfte og afkræfte nogle af dine tanker du har i forbindlese med opstart af motion igen.
  • Få hurtigst muligt nogle gode oplevelser med motion – ved at starte blødt ud

– Det hjælper at få at vide, om du har grund til at være bange eller ej, af en du stoler på. Dernæst er det super vigtigt at få de gode oplevelser fra start af. Oplevelsen af, at 'det her, det kunne jeg faktisk godt, det var sjovt, og jeg vil gerne prøve igen', siger Martin Walsøe.

De pårørende begrænser patienterne
Ann-Dorthe Zwisler er hjertelæge på Rigshospitalet, hvor hun står for rehabilitering af hjertekarpatienter. Hun forklarer her, hvad en af udfordringerne er for patienterne:

– Vores patienter kan godt være bange for at træne, og ikke mindst de pårørende kan lægge begrænsninger på patienterne, fordi de er bange for, om de kan klare den fysiske træning. Så for at vise både patienterne og deres pårørende, at det ikke er farligt, anbefaler vi alle patienter at tage en såkaldt arbejdstest, hvor vi er der til at overvåge, at alt går fint. På den måde kan de selv opleve, at der ikke er noget, de skal være bekymrede for, siger Ann-Dorthe Zwisler.