I et nyt forskningsprojekt i Nordjylland skal indbyggerne uddannes i livreddende førstehjælp, og 280 nye hjertestartere sættes op. I landsbyen Tolne blev der brug for begge dele, da Susanne faldt om med hjertestop. Hendes familie gjorde alt det, som hjertelæger landet over håber på, når et hjertestop indtræffer. Hendes søn ringede 1-1-2, mens hendes mand trådte til med genoplivning, indtil landsbyens eneste hjertestarter nåede frem.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)
Den hyggelige landsby Tolne putter sig i landskabet midt i Region Nordjylland. Godt 200 indbyggere har valgt at slå rødder her. Nærmeste større by er Frederikshavn, og vil man sydpå til Aalborg, skal man indstille sig på 71 km bag rattet.
I dette fredelige hjørne af Danmark har Susanne Andersen boet i 18 år. Hun er født og opvokset ikke langt fra Tolne og har boet på egnen hele sit liv.
– Jeg tænker ikke over, at jeg bor i et yderområde. Jeg tror først, det er, når man bliver ramt, at man bliver rigtigt bevidst om det, siger hun.
Og ramt, det har Susanne prøvet. En søndag i 2019 slog lynet nemlig ned i det lille hjem, hvor hun bor med sin mand Brian og sønnerne Anton og Marius.
– Jeg kan huske, at Brian går ud i køkkenet, og at jeg rejser mig op fra bordet og med det samme bliver svimmel. Jeg får vist råbt til Brian, at han skal komme og hjælpe mig. Men så husker jeg ikke mere.
Donerede selv til hjertestarter
Susanne har fået hjertestop. Hun kan takke Brian, hendes sønner og Tolnes eneste hjertestarter for, at hun stadig er i live i dag. Brian har fået undervisning i livreddende førstehjælp på sin arbejdsplads i Frederikshavn Forsyning, og holder utroligt nok hovedet koldt i stedet for at gå i panik.
Han går med det samme i gang med genoplivning, mens deres søn Anton ringer 1-1-2. Herefter guider en stemme fra alarmcentralen Brian videre over telefonen, mens han kæmper for Susannes liv.
5-10 lange minutter senere ankommer en hjerteløber med en hjertestarter i hånden. Kort efter kommer en akutlæge i ambulancen. Hjertestarteren støder Susanne i alt fire gange.
Det virker. Langsomt kommer hun tilbage til livet igen.
I dag, tre år efter, er hun eftertænksom, når hun tænker tilbage på den farefulde søndag. Hvis omstændighederne havde været anderledes, havde hun formentlig ikke været her i dag.
– Jeg synes egentlig, det gik overraskende hurtigt for ambulancen at nå frem, men det er lidt uhyggeligt at tænke på, hvad der var sket, hvis Brian ikke havde vidst, hvad han skulle gøre, og den hjertestarter ikke havde været her, siger Susanne.
Lokale ildsjæle samlede ind til hjertestarteren i 2013
Susanne og Brian donerede dengang 100 kroner.
– Ja, det er lidt utroligt, egentlig. Vi var med til at sponsorere den hjertestarter, der sammen med Brian og Anton reddede mit liv. Det er vi ret glade for i dag, siger Susanne med nordjysk underdrivelse i stemmen.
Flere hjertestartere bedre placeret
Hjertestarteren, der var med til at redde Susanne, er den eneste i Tolne. Men måske får den selskab inden for de kommende år. Det skal en avanceret, matematisk algoritme udregne, når canadiske og danske forskere gennem algoritmen får svar på, hvor i Region Nordjylland det bedst kan svare
sig at opsætte 280 nye hjertestartere for at redde flest mulige liv.
Opsætningen af de mange hjertestartere er et led i et nyt, stort forskningsprojekt, som Hjerteforeningen står bag, og som er muliggjort med økonomisk støtte fra Melsen Fonden.
I Susanne og Brians hjem glæder man sig over projektet.
– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ at få flere hjertestartere. Dem kan vi kun få for lidt af, siger Susanne.
Hvis algoritmen vælger en anden hjertestarterlokation, fx i nabobyen Sindal i stedet for i Tolne, vil det ikke genere hende.
– Den, vi har her i Tolne, står centralt placeret, og viser det sig, at de mangler en i Sindal for at være bedre dækket, så er det nok der, man skal sætte den op.
Projektets anden store indsats, uddannelse af Nordjyllands
indbyggere i livreddende førstehjælp gennem gratis kurser i
genoplivning, vækker også begejstring.
– Det vil helt sikkert give noget mere tryghed på egnen. Jo flere af de mennesker omkring os, der ved, hvad de skal gøre, jo bedre, siger Susanne.
Afklaret i dag
Og tryghed i nærmiljøet, det er der behov for, mener Susanne. Både for hende selv, men også for naboerne og ikke mindst hendes egen familie, der udover Brian, Anton og Marius også tæller tre voksne sønner, en svigerdatter og to børnebørn.
– Man vil jo gerne være tryg, der hvor man bor. Det er klart, at det har tæret på min familie. Jeg var jo bevidstløs under det hele, så egentlig er det dem, der var igennem den værste oplevelse. Og selv om det er ved at være nogle år siden nu, kan jeg godt mærke, at de stadig pylrer lidt om mig, siger Susanne.
Den første tid efter hjertestoppet beskriver hun som at være i “overlevelses-mode” – at have følelsen af at være i live på lånt tid.
Efter omstændighederne har Susanne det dog godt i dag. En indopereret ICD sørger for, at hun og familien ikke længere skal frygte for hjertestop. Hun bokser dog med atrieflimren, der giver træthed og åndenød. Og det er fortsat nemmere sagt end gjort helt at slippe bekymringerne og angsten, når man har været igennem en så voldsom oplevelse.
– Jeg føler mig rimeligt afklaret i dag, men jeg var ret påvirket det første år til halvandet efter. På en eller anden mærkelig måde har det dog også gjort noget godt for mig. Jeg gider ikke længere gå gennem livet for at please folk. Det er livet blevet for kort til. Man må tage mig, som jeg er, slutter hun.
