På Sygehus Sønderjylland i Tønder har man netop åbnet dørene for et nyt lokalt hjerteambulatorium. Nu kan udvalgte hjertepatienter blive udredt eller kontrolleret for fx hjertesvigt, hjerteflimmer eller forhøjet kolesterol.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

– Vi er glade for, at vi nu kan møde vores patienter i deres nærområde.

Sådan siger cheflæge Lene Svendstrup og chefsygeplejerske Bente Holm Ravn fra Sygehus Sønderjylland samstemmende, efter at dørene til det nye hjerteambulatorium i Tønder åbnede fredag morgen.

Fra i dag kan udvalgte hjertepatienter fra det vestlige Sønderjylland blive udredt eller kontrolleret for fx hjertesvigt, hjerteflimmer eller forhøjet kolesterol på deres nærhospital.

Tidligere har patienter vestpå skullet tage turen til Aabenraa, men fremover vil der nu hver 14. dag være sygeplejersker og/eller læger til stede i det nye hjerteambulatorium i Tønder.

Hjerteplan var udgangspunkt

At der nu findes et hjerteambulatorium på Sygehus Sønderjylland i Tønder, skyldes Region Syddanmarks hjerteplan, som blev vedtaget for lidt over et år siden.

Planen tog udgangspunkt i Danske Regioner og Hjerteforeningens fælles udspil ”20 slag for hjerterne”.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), som har været med til at vedtage hjerteplanen i Region Syddanmark, siger:

– Jeg glæder mig meget over, at vi nu kan åbne vores nye lokale hjerteambulatorium i Tønder og dermed skabe mere nærhed i behandlingen.

– Jeg er sikker på, at det vil gøre en forskel i hjertepatienternes hverdag, at de kan komme til en kontrol uden at skulle en længere tur på landevejen for at komme til hjerteafdelingen i Aabenraa.

– Det er dejligt at se resultatet af regionsrådets beslutninger om indsatser i hjerteplanen, og jeg håber, at både patienter og medarbejdere bliver glade for tilbuddet i Tønder.

Glæde hos Hjerteforeningen

Hjerteplanen skal styrke behandlingen af de mere end 100.000 hjertepatienter, som findes i det syddanske.

Hjerteambulatoriet er bare ét af flere tiltag, og det glæder adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft, at Region Syddanmark har valgt at tage et stort skridt i retningen mod den optimale behandling for hjertepatienter:

– Det er virkelig positivt, at Region Syddanmark har arbejdet så intensivt og fokuseret med ”20 slag for hjerterne”.

– Det er nemlig et godt eksempel på, at når patienterne og sundhedsvæsenet samarbejder, så kan vi nå helt nye højder til glæde for patienterne.

– Så jeg er enormt glad på de syddanske hjertepatienters vegne – nu kan de få sundhedsvæsenet lidt tættere på, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

Til glæde for det vestlige Sønderjylland

To gange om måneden vil der fremover være sygeplejersker eller læger til stede i det nye hjerteambulatorium i Tønder.

Ambulatoriet vil være bemandet af personale fra hjerteafdelingen i Aabenraa.

– Der vil dog være et begrænset tilbud af undersøgelser og kontroller i Tønder. Visse undersøgelser er så specielle, at de stadig vil kræve, at kontrollen foregår i hjerteambulatoriet i Aabenraa, fortæller Lene Svendstrup.

Men med åbningen af ambulatoriet i Tønder vil mange kontroller og udredninger blive nemmere for de fleste hjertepatienter, som bor i det vestlige Sønderjylland.

– Her på Sygehus Sønderjylland håber vi, med det nye tiltag, at få tættere kontakt med borgere i den vestlige del af Sønderjylland og dermed at øge patienttilfredsheden.

– Nogle gange er det bare de mindste ting, der fylder i hjertet, slutter Lene Svendstrup og Bente Holm Ravn.