Duggede ruder, kolde radiatorer og røde snuder. Energikrisen er over os, og det kræver, at vi skruer ned for varmen indendørs. Heldigvis er gode råd gratis hos Hjerteforeningen: Sådan holder du hjertet varmt til vinter!

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Uldne sokker, store tæpper og skiundertøj. Det er nogle af de simple løsninger på den historiske energikrise, der er over os.

Men hvad kan du ellers gøre for at holde varmen til vinter?

Hjerteforeningens diætist og motionsekspert giver dig en håndfuld gode råd til, hvordan du både kan undgå, at elmåleren løber løbsk, og samtidig kan gøre noget godt for dig selv og dit hjerte.

Sådan holder du varmen med god og lækker mad

De køligere temperaturer og stigende elpriser får os til at samles om varm mad med hyggelige stearinlys og bløde tæpper.

– Det er tid til at finde din allerstørste gryde frem fra gemmerne. Og når maden så er sat over, skal gryden bare stå og passe sig selv på komfuret (selvfølgelig på lavt blus), mens duften og varmen spreder sig fra køkkenet, siger diætist i Hjerteforeningen Lotte Juul.

Sammen holder vi varmen, både indvendig og udvendig.

  1. Lav brandvarme supper
    Suppe er både hjertesundt og hjertevarmt på kolde dage. Den er nem at lave, da den står og passer sig selv. Lav en stor portion, og frys ned til aftensmad en anden dag – pak eventuelt fryseren med små portioner til et varmt eftermiddagsmåltid efter en lang gåtur.
    Lav suppe med masser af grøntsagsrester fra køleskabet, og undgå hermed madspild. Lad et hav af forskellige grøntsager indgå i suppen – alt fra broccoli, pastinak, tomat og kartofler til græskar.

https://hjerteforeningen.dk/opskrifter/spicy-rodfrugtsuppe-med-kaaltopping/

  1. Spis fyldige simreretter
    Simreretter kogt på bouillon, flåede tomater eller fond, hvor alt skal i samme gryde. Frem med den helt store gryde, og lav en kæmpe portion nu, hvor komfuret alligevel er i gang. De tunge simreretter er fyldt med mættende og smagfulde rodfrugter, porrer og kartofler og tilsat østens krydderier eller toppet med purløg eller persille. Kødet i retten er helt eller delvist erstattet med planterigets proteiner fra kikærter, linser eller bønner.

https://hjerteforeningen.dk/opskrifter/orientalsk-one-pot-med-kikaerter-og-krydderier/

  1. Spice it up
    Krydret mad giver kulør i kinderne. Hold varmen ved at bruge masser af krydderier som chili, peberrod, paprika, stærk karry, hvidløg, ingefær og peber. Tilsæt krydderi til både suppe og simreret, men prøv også krydrede snacks såsom kikærter med chili eller mandler ristet i kanel.

https://hjerteforeningen.dk/opskrifter/ristede-kikaerter-med-chipotle/

  1. Billig mæthed
    Mæthed og varme gør dig glad i en kold tid. Det handler om fylde og fiber: Tilføj mættende bønner, kikærter eller linser til din gryderet eller suppe. Brug de tunge vintergrøntsager og kartoffelmos til dine retter, og spis en lun skive nybagt fuldkornsbrød til. Det er godt for både hjertet, klimaet og pengepungen.

https://hjerteforeningen.dk/opskrifter/kyllingegullasch-med-mos/

  1. Den varme kop
    Et stort udvalg af spændende te kan gøre underværker på en kold aften. Eller hvad med en kop kaffe med noter af hasselnød, chokolade eller vanilje, en varm æbletoddy – eller en kop rygende varm suppe, hvis der skal lidt mere fylde til? På hjerteforeningen.dk finder du masser af opskrifter på skønne drikke, der luner i en kold tid.
    Prøv fx denne herlige aromatiske æbletoddy med ingefær:

https://hjerteforeningen.dk/opskrifter/aebletoddy-med-ingefaer/

 

Bevægelse er med til at holde dit hjerte sundt og varmt!

Ligesom kosten er gode motionsvaner med til at holde dit hjerte sundt og varmt, når vi skruer ned for temperaturen.

Hjerteforeningens sygeplejerske og motionsfaglige rådgiver Anne Kristine van der Zaag giver dig tips til, hvordan du får bevægelse ind i hverdagen – uden de helt store krumspring.

  1. Gå en tur. Der er intet som en rask travetur, der kan give dig varmen tilbage i kroppen. Når du går, nedsætter du samtidig din risiko for 35 forskellige sygdomme – herunder hjertesygdom, kræft og demens. Du behøver ikke at tilbagelægge mange kilometer for at få sundhedsfordelene ved gang. Prøv fx med effektive intervaller:
    – Når du er ude at gå tur, så prøv at sætte tempo på, så du skiftevis går, så hurtigt du kan, i 1-2 minutter, og derefter går i et normalt tempo i tre minutter, forklarer Anne Kristine van der Zaag.
  2. Op og squat! Du behøver ikke at trække i lycra og kondisko for at få træning ind i din hverdag. Mindre kan også gøre det.
    Når kulden begynder at sprede sig i kroppen, vil en omgang squats med garanti give dig varmen tilbage i løbet af få minutter. Og så er det supergodt for baller og lår – og ikke mindst dit hjerte.
    Er du lidt i tvivl om, hvordan du gør, så prøv engang at se hvordan i denne lille træningsvideo.
    PS. Øvelsen bliver lavet ca. 4 minutter inde i videoen.
    Men nu, hvor du alligevel er i gang, hvorfor så ikke tage resten af øvelserne med. Træningsprogrammet tager kun 15 minutter. Og der er varme-garanti!
  3. Dans, dans, dans. Når kuldegysninger får hårene til at rejse sig, så tænd for musikken, og gi’ den gas! Dans har den fantastiske egenskab, at det gør dig glad og giver dig fornyet energi. Hjernen frigiver simpelthen en masse endorfiner, som giver den helt naturlige følelse af lykke og overskud. Hvad end du sidder derhjemme alene eller er sammen med andre, så vil en lille dans på stuegulvet give dig både et smil på læben og varme i kinderne. Rigtig god fornøjelse!