80 procent af alle babyer fødes med et hul i hjertets skillevæg: Hvordan opdager vi, hvilke babyer der skal følges og behandles senere i livet? Bør du tage din blodtryksmedicin og blodfortyndende medicin om morgenen eller om aftenen? Er det muligt at opdage, om du er i høj risiko for akut hjertesygdom, hvis du har brystsmerter eller åndenød? Det er nogle af de spørgsmål, danske hjerteforskere vil forsøge at besvare med hjælp fra DCAcademy og Hjerteforeningen, der nu deler 24 millioner kroner ud til dansk hjerteforskning.
Artiklen er udgivet for over 30 dage siden. Har du spørgsmål til indholdet, kontakt kkjensen@hjerteforeningen.dk.
Hvert år dør cirka 56 millioner mennesker på verdensplan.
Omkring 18 millioner af disse dødsfald skyldes en eller anden type hjertesygdom.
Det gør hjertesygdom til den absolut største dræber på verdensplan. Alene i Danmark lider omkring 524.000 danskere af hjertesygdom.
Af samme grund investeres der årligt millioner af kroner i hjerteforskning herhjemme.
Hjerteforeningen har hvert år for vane at uddele cirka 30 millioner kroner til forskellige projekter inden for hjerteforskningen.
Et nyt samarbejde har dog sikret, at der fremover vil strømme endnu flere millioner ud til dansk hjerteforskning.
Får glædelig meddelelse
Et samarbejde mellem Hjerteforeningen og Novo Nordisk Fonden resulterede i 2021 i etableringen af DCAcademy (Danish Cardiovascular Academy) – en talentfabrik for fremtidens forskerstjerner, der fremover også uddeler et stort årligt millionbeløb til dansk hjerteforskning.
Det sker for anden gang i starten af juni.
Her får en lang række danske hjerteforskere en glædelig meddelelse fra DCAcademy med beskeden om, at deres projekt er blevet udvalgt og godkendt til at modtage støttekroner.
– Vi har modtaget næsten 140 ansøgninger af meget høj kvalitet, så vores uddelingskomité har haft en udfordrende opgave med at udvælge de 21 mest lovende forskningsprojekter.
– Projekterne bevæger sig fra emner fra molekylære mekanismer over kliniske projekter til befolkningsundersøgelser, og jeg ser frem til at følge deres bidrag til vores forståelse og behandling af hjerte-kar-sygdom, siger Christian Aalkjær, executive managing director, DCAcademy.
Danmark er i verdensklasse
Af de 24 millioner kroner, som DCAcademy deler ud i år, bidrager Hjerteforeningen med 6 millioner kroner.
– Vi er meget glade for igen at være med til at kunne præge hjerteforskningen herhjemme så markant, fortæller adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft.
– Danmark befinder sig faktisk i den absolutte verdensklasse, når vi taler hjerteforskning. Hvert år præsenterer danske hjerteforskere banebrydende resultater, der i mange tilfælde får global betydning for, hvordan vi behandler hjertesygdom.
– Det er Hjerteforeningen utroligt stolte af at være en del af gennem vores årlige støtte til dansk hjerteforskning. Og vi skylder også danskerne en kæmpe tak. Uden deres bidrag ville det aldrig kunne lade sig gøre at løfte, siger Anne Kaltoft.
Store perspektiver i projekterne
Der ligger store perspektiver i mange af de forskningsprojekter, der nu modtager støttekroner fra DCAcademy og Hjerteforeningen.
Ét projekt vil eksempelvis undersøge, hvordan et risikoscoresystem kan være med til at forudsige, hvilke af de patienter, der kontakter alarmcentralen med åndenød eller brystsmerter, som er i høj risiko for akut hjertesygdom, og hvilke der ikke er.
Det kan få stor betydning for, hvordan de værdifulde og knappe resurser på akutområdet bliver brugt fremover.
Projektet ”Copenhagen Baby Heart Study” modtager også støtte i år.
Her vil forskerne undersøge, hvordan man ved fødslen kan finde ud af, hvilke af de babyer, der er født med hul i forkamrenes skillevæg, der skal følges og behandles.
”Copenhagen Baby Heart Study” er verdens største studie af babyhjerter.
Hjerteforeningen har også tidligere støttet projektet, der blev indledt i 2016. 25.000 nyfødte børn indgår i studiet, der i flere omgange har leveret opsigtsvækkende resultater.
Herudover vil støtten også gå til så forskellige områder som forskning i blodtryksmedicin, behandling af akut hjertesvigt og brug af 3-d til opdagelse af arvævsdannelse.
Ønsker du mere information eller kontakt til en forsker? Kontakt kkjensen@hjerteforeningen.dk.