Lige nu har Vibeke og Jens Peter Skovmose det godt. Men da de er hhv. 80 og 82 år gamle, tænker de over fremtiden. Hvis de bliver syge eller andet, ønsker de ikke genoplivning. Der bør dog ifølge ægteparret være en obligatorisk samtale, før en så afgørende beslutning bliver truffet.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Ifølge et notat fra Sundhedsministeriet vil alle borgere, der er fyldt 60 år, ved hjælp af få klik kunne sige NEJ TAK til genoplivning ved hjertestop.

Det mener ægteparret Vibeke Skovmose og Jens Peter Skovmose dog, at der er en vis fare forbundet med.

Det synes jeg ikke om. Man kan jo stå i en situation, hvor man har det psykisk dårligt, fordi man fx har mistet. Og så tænker man ikke klart, siger Vibeke Skovmose.

For stor en beslutning at stå alene med

Vibeke Skovmose er især bekymret for det store antal danskere, som lider under dårlig mental trivsel og ensomhed.

– Som frivillig i Kirkens Korshær møder min mand og jeg mange mennesker uden socialt netværk. Ensomme, som savner fællesskab. Skulle de mennesker selv have mulighed for at vælge til og fra og stå og tage stilling til sådan noget? Det ville da være fuldstændig uoverskueligt, siger Vibeke Skovmose.

Man skal have nogle gode mennesker at snakke med, som kan vejlede og hjælpe i forhold til den slags komplekse beslutninger. Det skal folk ikke stå alene med, lyder det fra Vibeke Skovmose.

Der bør ifølge Vibeke Skovmose være et sted, hvor man skal henvende sig – en form for obligatorisk rådgivning eller psykologsamtale, inden man tager stilling.

Ligesom med så meget andet, hvor man får en screeningsamtale, bør der også være det i denne sammenhæng, siger Vibeke Skovmose.

Vores ven skulle have haft fred

Vi mistede for nylig en god ven. Han var så livsglad, men også meget syg. Han lå 14 dage på hospitalet med dårlige lunger, fik hjertestop og blev genoplivet, på trods af at han egentlig var klar til at få fred. Han døde kort tid efter, fortæller Vibeke Skovmose.

Det var efter vennens død, at Vibeke og hendes mand begyndte at tænke på selv at sige NEJ TAK til genoplivning i tilfælde af sygdom.

Vi ved jo, at vi skal herfra på et tidspunkt. Vi bliver også ældre, og befinder os nu et sted i livet, hvor vi tænker på, at vi ikke har nær så mange år tilbage. Hvis vi falder om nu, vil vi gerne genoplives. Men ikke, hvis vi bliver uhelbredeligt syge, siger Vibeke Skovmose.

Vil være åndsfrisk til det sidste

Ægteparret Vibeke og Jens Peter Skovmose ligger ikke på den lade side, selvom de er hhv. 80 og 82 år og begge har hjertesygdom tæt inde på livet.

Vibeke Skovmose er selv diagnosticeret med kronisk hjertesvigt, og Jens Peter Skovmose har en utæt mitralklap.

Men det holder dem ikke tilbage for at leve et aktivt liv og holde hus og have.

Jeg dyrker stavgang, og så går vi til seniordans sammen, fortæller Vibeke Skovmose.

Vi vil leve livet, lige så længe vi har et godt helbred og kan alle de her ting. Men bliver vi syge, så vil vi ikke genoplives. Eller hvis jeg gik hen og blev meget dement, så vil jeg heller ikke genoplives. Jeg vil også være åndsfrisk, pointerer Vibeke Skovmose.

Reglerne i Danmark er på nuværende tidspunkt, at man kan få skrevet det ind i sin journal, hvis man ikke ønsker genoplivning, såfremt man bliver syg.

Jeg vil gerne have skrevet det ind i min journal, og det skal jeg have talt med min læge om, slutter Vibeke Skovmose. 

Læs også artiklen ”NEJ TAK til genoplivning? Her er, hvad du skal vide