Hvordan kan du spise hjertesundt i sommerferien uden at gå ned på nydelse? Det vil Hjerteforeningens diætist, Lotte Juul Madsen, her give dig et par gode råd om.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Har du også kæmpet med de berygtede ekstra coronakilo efter den seneste nedlukning?

Måske er tallet på vægten endelig begyndt at flytte sig i den rigtige retning. Men så bliver det ferietid, og vi skal hygge os og slappe af med alt, hvad dertil hører af lækre grillmiddage med venner, kolde is på stranden og læskende drikke i sommervarmen.

Hvordan kan du spise hjertesundt i sommerferien uden at gå ned på nydelse? Det vil Hjerteforeningens diætist, Lotte Juul Madsen, her give dig et par gode råd om.

Øl og sodavand bliver det nemme valg

I sommervarmen bliver vi nemt fristet til at drikke en kold øl eller en læskende sodavand eller nyde et koldt glas hvidvin i haven med vennerne. Når køleskabet bugner af kølige drikke, er det nemt at blive fristet.

– Den kolde øl eller sodavand bliver hurtigt det nemme valg, som vi skyller ned på automatpilot, siger Lotte Juul Madsen.

– Den helt simple måde at begrænse dit indtag af kalorieholdige eller alkoholiske drikkevarer på i hverdagen er ved kun at lægge det antal på køl, som du har brug for. Resten lader du blive i kælderen, på altanen eller et andet sted i huset fjernt fra køleskabet, er første råd fra diætisten.

Kvalitet over kvantitet

Indrømmet: Vi køber ofte for meget ind af kød og pølser til grillen. Og det ender tit med, at mindst én i selskabet spiser mere end nødvendigt. Og det er ikke hjertesundt.

– En måde at komme overspisning til livs på, er ved at købe ind efter princippet ”lidt men godt”. Gå efter kød af kvalitet frem for efter kvantitet. Nyd hver en bid, og spis mindre. Og fyld til gengæld op med en masse spændende salater og grønt på grillen, siger diætist Lotte Juul Madsen.

Spis let i ferien

Lette, enkle retter er herlige i varmen. Det føles rart i kroppen, og så er det skønt ikke at skulle stå og svede i timevis over komfuret, når temperaturen kravler opad.

– Du kan med fordel vælge at tilberede en frisk salat med sommerens bær og grønt fra drivhuset, haven eller skoven. Lad dig inspirere af madkulturen på dine rejsemål – det kunne fx være hummus, ratatouille, grillet grønt eller wok med sprøde grøntsager. Lad i det hele taget grønt og gerne bælgfrugter være omdrejningspunktet for den lette, friske mad her i sommervarmen, er et af de gode råd fra Hjerteforeningens diætist.

Godt med omega-3-fedtsyrer

Friskfanget fisk kan tilberedes som en velsmagende sommerret. Og så er fisk rig på noget af det sundeste, du kan byde dit hjerte: omega-3-fedtsyrer.

– Hvorfor ikke gå på opdagelse i ferielandet, hvor mange små havne sælger fx friske rødspætter, og boder i vejkanten sælger tilbehør til fisken i form af bælgærter, spidskål og gulerødder? Læg laks på grillen og gerne fiskepålæg på frokostbordet. Så får din krop alt, hvad den har brug for, af nærende omega-3-fedtsyrer, fortæller diætisten.

Om sommeren skal alle børn ha’ is

Sommeren er, især for de mindste, lig med is. Masser af is! Og så falder der ofte også en lækker, kold fristelse af til mor, far og bedsteforældre.

Det er svært at kombinere med hjertesundt kostindtag, men derfor skal du ikke nægte dig selv en is i sommervarmen.

– Vi hygger i sommerferien med flere is, mere mad og flere desserter. Det skal der selvfølgelig være plads til. Første bid er altid den bedste, så vælg godt, men spis en mindre portion. Hvis du hver gang spiser bare lidt mindre, end du plejer, kan det være vejen til balance mellem vægt og hyggemad – spis lidt, spis godt, men ikke for tit, er rådet fra Lotte Juul Madsen.

Husk du altid kan finde masser af inspiration til hjertesund kost her på siderne.

Og rigtig god sommerferie!