Ny dansk forskning giver for første gang en formodning om, hvor mange der dør en pludselig og uventet hjertedød om året i Danmark. Resultatet giver forskerne håb om at identificere de grupper, der er i størst risiko, og sætte tidligt ind med en forebyggende, livreddende indsats.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

En undersøgelse af samtlige 54.028 dødsfald i Danmark i 2010 ligger til grund for et nyt, opsigtsvækkende forskningsresultat, der på sigt kan være med til at redde liv.

Det mener forskergruppen bag projektet, der netop har offentliggjort resultatet i det anerkendte amerikanske tidsskrift Heart Rhytm.

Gruppen har gennem flere år gennemgået dødsattester, sundhedsattester og obduktioner fra 2010 for at danne sig et billede af, hvor mange om året der dør en pludselig og uventet hjertedød i Danmark.

De fandt, at omkring 13 procent af alle dødsfald i 2010 kunne relateres til pludselig og uventet hjertedød.

Af den gruppe var kun godt halvdelen diagnosticeret med hjertesygdom forud for deres død.

Det er ikke ensbetydende med, at den anden halvdel nødvendigvis døde af hjertesygdom, da man i mange tilfælde ikke kan fastslå den nøjagtige dødsårsag.

Men det kan betyde, at en mindre gruppe af danskere går rundt med en uopdaget hjertesygdom.

Derfor ser forskergruppen et stort potentiale i udviklingen af en screeningsproces, der kan identificere denne gruppe.

Store perspektiver i forebyggelse

Det er første gang nogensinde, at man kan estimere omfanget så præcist på nationalt plan.

Det fortæller en af forskerne bag projektet.

– Vores største udfordring er, at det er uhyre vanskeligt at identificere, hvem der er i øget risiko for pludselig hjertedød. Særligt vanskelig er den gruppe, der ikke er diagnosticeret med en hjertesygdom forud for deres død. Perspektiverne er derfor store, når det forhåbentlig lykkes at udvikle en model, der kan identificere personer i høj risiko for pludselig hjertedød, idet vi så kan sætte ind med målrettet forebyggelse, siger læge og ph.d. ved Afdeling for Hjertesygdomme på Rigshospitalet Thomas Hadberg Lynge i en pressemeddelelse om projektet.

Han formoder desuden, at andelen af årlige pludselige dødsfald er mindre i dag, end den var i 2010.

Det er især initiativer som hjertestartere og hjerteløbere, der har været medvirkende til at nedbringe antallet af pludseligt hjertedøde i Danmark. Man er også blevet bedre til at udføre livreddende hjertestopbehandling udenfor hospital.

Man bør ikke være bekymret

I Hjerteforeningen glæder man sig over forskningsresultatet.

Her er forebyggelse af hjerte-kar-sygdom et kerneområde, og ifølge forskningschef Gunnar Gislason kan en tidlig forebyggelsesindsats medvirke til at redde liv.

– Tidligere undersøgelser har vist, at mange af patienterne har haft kontakt til sundhedssystemet inden hjertestoppet, og det er væsentligt at få større viden om, hvordan vi bedre kan forebygge pludselige dødsfald på grund af hjertestop.

Han mener desuden, at man ikke bør være bekymret for, om man selv går rundt med en uopdaget hjertesygdom.

– Undersøgelsen giver ikke grund til bekymring, men bidrager med vigtig viden om, hvordan vi potentielt kan forebygge flere hjertestop hos patienter, som er i risiko.

Få et regelmæssigt sundhedstjek

Det bakkes op af konsulent og sygeplejerske Anne Marie Kurtzhals.

Hun er tilknyttet Hjerteforeningens rådgivning Hjertelinjen.

– Det er vigtigt at understrege, at størstedelen af de hjertesyge bliver identificeret og får hjælp. Det, man selv kan gøre, er at sørge for at få regelmæssige sundhedstjek hos egen læge. Så får man identificeret mulige risikofaktorer og kan få iværksat relevant behandling, forklarer hun.

Hun gør også opmærksom på, at hvis der opstår symptomer som smerter/trykken i brystet, åndenød og hjertebanken, er det vigtigt at få undersøgt dette.

Man er altid velkommen til at ringe til Hjertelinjen, hvis der opstår spørgsmål i forbindelse med dette, siger Anne Marie Kurtzhals.

Ønsker du gode råd og vejledning til forebyggelse af hjerte-kar-sygdom? Så har vi i Hjerteforeningen et væld af lækre opskrifter og hjertesunde motionstilbud, du kan benytte dig af.