Nancy overlevede. Hun er blandt de heldige 8 procent, som overlever et hjertestop, og i dag lever hun et godt liv. Det er i høj grad takket være den ICD, der blev indopereret efter hjertestoppet.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

– Vi har været gift i 41 år. Det var faktisk det, vi fejrede med den middag i maj hjemme i stuen. Og så døde hun. Vi sad og spiste, og så pludselig falder hun om, fortæller Torben Staur.

Hele familien er til stede, da Torbens kone, Nancy, kollapser under et middagsselskab sidste år. Det er Torben selv, samt hans søn og svigersøn, som på skift giver Nancy hjertemassage. Hans anden søn løber efter en hjertestarter.

– Vores fire børn, som alle var til stede, reagerede meget forskelligt. Nogle brød sammen, mens andre var i chok. Jeg selv ”frøs” i situationen, hvor vi skulle have hjertestarteren sluttet til Nancy. Hjertestarteren begyndte med det samme at guide med en meget høj stemme, men jeg forstod ikke et ord, siger han.

Ventetiden var frygtelig
Efter at ambulancen er ankommet, bliver Nancy stødt med hjertestarter og herefter kørt til Rigshospitalet. Her bliver hun lagt i kunstig koma. I 17 timer svæver hun mellem liv og død.

I de efterfølgende 32 timer ved Torben og hans familie ikke, hvordan Nancys tilstand er. Beskeden fra lægen er, at de er nødt til at vente og se.

– Ventetiden var frygtelig! På grund af coronaen på det tidspunkt havde vi ikke rigtig adgang inde på hospitalet. Så vi tog hjem og ventede, og der blev jeg mødt af alle remedierne på gulvet og blodet fra min kone, som havde flækket sit ene øjenbryn i styrtet. Jeg gik rundt i huset, og der ramte det mig virkelig – tænk, hvis jeg mister hende, fortæller Torben.

Lever med ICD i dag
Men Nancy overlevede. Hun er blandt de heldige 8 procent, som overlever et hjertestop, og i dag lever hun et godt liv. Det er i høj grad takket være den ICD, der blev indopereret efter hjertestoppet.

En ICD-enhed er en avanceret pacemaker, der kan give et elektrisk stød for at stoppe livstruende anfald af hurtig hjerterytme fra hjertekamrene.

Den træder med andre ord til, når hjertet siger fra. Ca. 2.000 danskere får hvert år indopereret en ICD, og i nogle tilfælde skyldes det, at man ganske enkelt ikke finder årsagen til patientens hjertestop.

Det var også tilfældet med Nancy, der fik indopereret ICD’en efter otte dage med undersøgelser, hvor lægerne ikke blev klogere på årsagen til hendes hjertestop.

Stadig plaget af angst
Selvom Nancy overlevede og i dag har det godt, så mærker Torben og hans familie stadig efterveerne fra den dramatiske aften. Det er især angsten, der en gang imellem trænger sig på.

– Jeg fik lidt hjælp bagefter, og mine børn også. Men ikke nok, tror jeg. Erkendelsen af, hvor hurtigt, det hele kan være væk: Du kan sidde der sammen med mennesket, og pludselig er hun væk. Det kan du ikke forberede dig på. På den måde er akut hjerte-kar-sygdom en virkelig barsk sygdom, siger Torben.

Torben så ikke med, da fodboldspiller Christian Eriksen for nylig faldt om med hjertestop midt under en fodboldkamp i Parken. Men det gjorde hans datter, som ringede grædende til sin far.

– Det ripper jo op i det hele, når sådan noget sker. Det var jo helt det samme, som skete for Nancy. Hendes hjerte stod også og flimrede. Der var ikke en flad linje. Og det øger jo heldigvis sandsynligheden for overlevelse, fortæller han.

Det er en utrolig barsk oplevelse at være vidne til et hjertestop, og som oftest vil vidnerne – uanset om de kender personen, der er faldet om, eller ej – have brug for psykologisk støtte eller terapi for at komme sig oven på chokket.

Torbens kone, Nancy, har efterfølgende gået i en støttegruppe sammen med andre hjertestopoverlevere. Men hun er stadig plaget af angst, fortæller Torben.

– En ting, vi begge tænker meget over, er, hvor tilfældigt det hele er. For lægerne har ikke kunnet finde den konkrete årsag til hendes hjertestop.

God fysisk form
Selvom lægerne aldrig fandt årsagen til hjertestoppet, er de dog enige om, at en af grundene til, at Nancy overlevede og er kommet sig så hurtigt, er, at hun er i så god fysisk form.

– Jeg kan jo se på hende, at det, at hun altid har svømmet, cyklet og dyrket meget sport, har gjort, at hun er kommet hurtigt tilbage efter operationen. Hun har altid kørt i et meget højt gear og gør det stadig. Meget mere end mig. Også i forbindelse med sit arbejde som skolelærer, siger Torben.

Han fortæller dog også, at hans kone er nødt til at tage nogle pauser i løbet af dagen, da hun bliver træt. Dette er dog helt normalt for overlevere af hjertestop.

Vi kan gøre mere
Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være helt op til 50-70 procent, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter inden for tre-fem minutter.

Derfor er en hurtig reaktion altafgørende.

– Det er jo ret simpelt, egentlig, hvad man skal gøre med hjertestarteren. Men jeg tror på en eller anden måde, at man skal være forholdsvis fortrolig med den for at kunne holde hovedet koldt i situationen, siger Torben.

Han mener derfor også, at vi i Danmark kan gøre en større indsats for at forbedre vores kendskab til hjerteredning.

– Det er et mirakel, at hun overlevede, men det er også et mirakel, man kan bedre betingelserne for. Der burde være et krav om kurser i genoplivning i folkeskolen, ligesom der er det i Norge.

Har du fået mod på at deltage i et hjerteredderkursus, kan du læse mere her, hvor du også kan tilmelde dig et af Hjerteforeningens gratis introduktionskurser i genoplivning

Og har du lyst til at blive klogere på, hvad en ICD er, og hvordan den fungerer, kan du klikke her