På søndag den 30. maj samler vi ind til døgntilgængelige hjertestartere i hele landet. Du kan stadig nå at være med.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Døgntilgængelige hjertestartere øger sammen med livreddende førstehjælp inden for 3-5 minutter chancen for at overleve et hjertestop til helt op til 50-70 procent. Derfor samler Hjerteforeningen over hele landet på søndag ind til at sætte hjertestartere op i hele landet – fordi det redder liv.

Du kan stadig nå at være med til Landsuddelingen ved at samle ind digitalt hjemmefra.

 

Digital indsamling
En digital rute er et alternativ eller supplement til at gå en traditionel, fysisk indsamlingsrute. Du kan ”gå” en digital rute ved at oprette en online indsamling, som du opfordrer dit netværk til at donere til via MobilePay eller betalingskort, og indsamlingen kan foregå i tiden op til den 30. maj.

I disse tider med coronavirus er digitale indsamlingsruter samtidig en god måde at deltage på, hvis du fx er i risikogruppe eller er utryg ved at gå fra dør til dør. Digitale ruter gør det også muligt for dårligt gående at deltage eller er en mulighed, hvis du ikke kan deltage på selve indsamlingsdagen den 30. maj og alligevel gerne vil være med til at samle ind til en hjertestarter.

 

Digital indsamling er allerede i mål
I Solrød har en gruppe beboere allerede nået målet om at samle ind digitalt på 15 ruter ved årets Landsuddeling. Bag den digitale indsamling står Andreas Eibye fra Karlstrup Strand Grundejerforening i Solrød.

– Jeg fandt ud af, at vi kunne samle ind digitalt gennem Hjerteforeningen. Da jeg oprettede de digitale ruter, gik det hurtigt, og vi har allerede samlet over 20.000 kr. ind på den måde, siger Andreas Eibye.

For grundejerforeningen i Karlstrup Strand har det været en kærkommen måde at kunne samle ind til en hjertestarter.

– På grund af coronasituationen er der mange, der ikke bryder sig om at gå rundt og stemme dørklokker. Desuden er vi glade for muligheden for at kunne samle ind digitalt, fordi det giver dem, der gerne vil bidrage, lidt mere tid til at tænke over, om de vil bidrage, og hvor meget de vil bidrage med. Så bliver der tid til at sidde derhjemme i sofaen eller bag ved skrivebordet og donere, siger Andreas Eibye og tilføjer:

– Vi har fået god opbakning fra indbyggerne i lokalområdet til indsamlingen, og det har givet både en god fællesskabsfølelse og et ejerskab til hjertestarteren her i lokalområdet.

 

Tak
Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, er glad for, at der allerede er grupper, der er i mål og dermed får en hjertestarter sat op.

– Hver dag falder 14 mennesker om med hjertestop uden for hospital, og dem skal vi hjælpe bedst muligt. Her er hurtig hjælp afgørende for chancen for at overleve, og hjertestartere er sammen med livreddende førstehjælp fra omkringstående meget vigtige for chancen for at overleve. Tal viser, at kun 6 procent overlever et hjertestop uden for hospital, hvis ingen træder til, før ambulancen kommer, siger Anne Kaltoft og fortsætter:

– Men får du hjælp med en hjertestarter og livreddende førstehjælp inden for 3-5 minutter, stiger chancen for at overleve til 50-70 procent. Vi kan altså ved en fælles indsats hjælpe dem, der bliver ramt af hjertestop, og derfor håber jeg, at mange vil støtte op om Landsuddelingen. For vi glæder os til at dele hjertestartere ud – sammen med danskerne, slutter Anne Kaltoft.

 

Opret en digital rute