Røgfri skoletid og skjulte cigaretter skal holde unge fra tobakken, efter at ny rygelov blev vedtaget i Folketinget tirsdag. Mange tilfælde af hjertesygdom kan forebygges med den nye lovgivning, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Det skal ikke være nemt at få fat i cigaretter for børn og unge. Derfor har Folketinget netop vedtaget en ny rygelov. Loven er blevet forsinket på grund af coronaepidemien, men er altså nu landet.

Det skriver også DR.

Lovændringen udløser, at forretningerne skal gemme tobakken væk under disken, ligesom cigaretpakker skal være neutrale. Herudover vil man indføre røgfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser.

Anne Kaltoft, der er adm. direktør i Hjerteforeningen, er begejstret for udsigten.

– Vi er meget tilfredse med, at der nu er bedre muligheder for, at børn og unges fremtid kan blive uden røg og tobak. Også i Hjerteforeningen har vi kæmpet for at skabe denne forandring, fordi vi netop ved, hvor skadelig rygning og nikotin er for hjertet, siger Anne Kaltoft og hæfter sig ved:

– Det er positivt, at lovgivningen nu også giver øget beskyttelse af børn og unge for alle nikotinprodukter, så også markedsføring af snus og e-cigaretter begrænses over for børn og unge.

Derfor er det også vigtigt fortsat at have fokus på yderligere prisstigninger, da især unge reagerer på dyrere cigaretter.

– Hjerteforeningen mener, at en pakke cigaretter skal koste mindst 90 kroner, og at prisstigningerne skal ske over en kort periode, da det vil give den største effekt, siger Anne Kaltoft.

Hun peger på, at 12.000 dødsfald årligt skyldes rygning, hvilket svarer til knap 25 procent af alle dødsfald. 2.100 af de 12.000 dødsfald skyldes hjerte-kar-sygdom, hvilket svarer til 18 procent af alle rygerelaterede dødsfald.

Hjerteforeningen er især tilfreds med, at der nu indføres røgfri skoletid for elever på alle grundskoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser, der har optag af børn og unge under 18 år.

– Elever skal ikke ryge, og det er vigtigt, at vi viser et ansvar for at beskytte uddannelsesmiljøerne mod røgens skadelige virkninger. Vi er derfor tilfredse med, at man skærper straffen for overtrædelse af lov om røgfri miljøer, samtidig med at man giver lettere adgang for kommuner til at udlevere gratis rygestoplægemidler.

Læs mere om Hjerteforeningens arbejde med tobaksplanen her

Det mener Hjerteforeningen om tobak og rygning

 

Det har Folketinget vedtaget

Formålet med lovforslaget er at sikre, at færre børn og unge begynder at ryge.

Med lovforslaget foreslås det bl.a., at tobaksvarer, tobakssurrogater (andre nikotinprodukter end tobaksvarer og elektroniske cigaretter), urtebaserede rygeprodukter og elektroniske cigaretter ikke må være synlige for forbrugerne på salgssteder, herunder på internettet, før en kunde efterspørger dem.

Undtaget herfra er salg af piber på internettet samt fysiske specialbutikker, der har specialiseret sig i salg af cigarer, piber, pibetobak eller elektroniske cigaretter.

Læs mere på ft.dk

Så skadelig er rygning for hjertet

  • 440 nye tilfælde af hjerteklapsygdom, 1.400 nye tilfælde af hjertesvigt, 3.000 nye tilfælde af iskæmisk hjertesygdom, 1.700 nye tilfælde af forkammerflimren og 2.700 nye tilfælde af karsygdomme i hjernen skyldes rygning (1).
  • 17 procent blandt voksne og 16 procent blandt de 16-24-årige ryger dagligt (2).
  • 25 procent af voksne med kun grundskoleuddannelse ryger dagligt, mens 7 procent af voksne med en lang videregående uddannelse ryger dagligt (2).
  • 1,3 procent af rygerne i Danmark (10.621 rygere) fik i 2018 hjælp til rygestop efter den danske guldstandard (4).