Ifølge Statens Serum Institut er der stadig doser af influenza- og pneumokokvaccine til dem, som endnu ikke er blevet vaccineret.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Blot en måned inde i influenzasæsonen melder Statens Serum Institut og landets læger om lavvande i lagrene af vaccine mod influenza og lungebetændelse (pneumokok). Og det på trods af at der i år er sendt særligt mange doser ud til landets praktiserende læger og vaccinationsklinikker.

Det kan skyldes, at doserne er blevet ujævnt fordelt i landet, for ifølge Statens Serum Institut (SSI) er kun 1,1 mio. doser af de 1,6 mio. doser af influenzavaccine, der er sendt ud, blevet brugt. Det skriver DR Nyheder.

 

Uheldig situation

Adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft opfordrer myndighederne til hurtigst muligt at se på, hvordan de resterende doser når ud til særligt de borgere, der er i risikogruppen for et alvorligt sygdomsforløb:

– Det vigtigste er, at vi finder en løsning, så de, der er særligt udsatte, kan være sikre på, at de kan blive vaccineret. Det skal ikke være op til dem selv at finde de klinikker, hvor der er ledige doser, siger Anne Kaltoft.

Forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason siger, at det er uheldigt, at borgere flere steder i landet går forgæves.

– Det er selvfølgelig ikke godt, at der mangler vaccine, og vi håber, at der snarest bliver fundet en løsning, så borgere i risikogruppen bliver sikret influenza- og pneumokokvaccination.

 

Følg retningslinjerne

Rådet fra Gunnar Gislason er, at alle fortsat følger de retningslinjer for corona, som myndighederne har udstukket, for:

– Corona og influenza smitter på samme måde, og derfor er der ekstra god grund til at fortsætte med at holde afstand, spritte hænder, gå med maske og generelt passe på. Vi opfordrer derfor til, at man er særligt påpasselig med at overholde de forholdsregler, der gælder vedrørende corona, for så undgår man også at blive smittet med influenza, siger Gunnar Gislason, som understreger, at det gælder uanset om man er vaccineret eller ej.

I et skriftligt svar til DR Nyheder oplyser Statens Serum Institut, at man forventer at bringe nødlageret af vacciner i spil til borgerne i risikogruppen:

“Statens Serum Institut regner med at komme med en udmelding […] på, hvordan vi vil åbne for bestilling i de cirka 100.000 doser vaccine vi p.t. har på spærret lager,” skriver instituttet til DR Nyheder.