For at minimere risikoen for coronasmitte lever mange hjertepatienter i isolation i større eller mindre grad. For især de ældre hjertepatienter, der ikke har en omgangskreds i hverdagen, kan prisen være ensomhed. Her deler Hjerteforeningens psykolog, Sidsel Grove, ud af sine erfaringer. 

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Af Stine Troense 

 

En rundspørge blandt 256 hjertepatienter tilbage i juni viste, at 15 procent oplevede svær ensomhed. Siden er problemet med ensomhed vokset. Det er i hvert fald det billede, der tegner sig hos Hjerteforeningens rådgivere, hvis vi kigger på de emner, hjertepatienterne har brug for at drøfte på Hjertelinjen. 

– Ensomhed lader til at fylde rigtig meget i øjeblikket. Det kan hænge sammen med, at coronavirus efterhånden har varet så længe. Og blussede op på et tidspunkt, hvor mange måske troede, de endelig kunne begynde at leve lidt mere, som de plejede, siger psykolog og rådgiver på Hjertelinjen Sidsel Grove. 

Hver uge taler hun med hjertepatienter om, hvordan de har det – og hvordan de kan få det bedre, selv om de lever mere eller mindre isolerede af frygt for at blive smittet med coronavirus. 

De fleste, jeg snakker med på Hjertelinjen, er vant til at have et rimeligt aktivt liv, men coronavirus har tvunget mange af dem til at begrænse deres sociale omgangskreds betydeligt. Den efterhånden langvarige isolation betyder desværre, at mange af de hjertepatienter, som vi er i kontakt med, føler sig meget alene eller er ensomme, siger Sidsel Grove.

Hun fortæller, at ensomhed ikke er en ensartet størrelse, og at mange af hjertepatienterne egentlig ikke ringer til Hjertelinjen for at drøfte netop ensomhed. Dog lander snakken ofte på emnet alligevel, fordi ensomheden kan gemme sig i de begrænsninger, hjertepatienterne oplever på grund af isolationen. Mange føler sig med andre ord fanget i eget hjem. 

På Hjertelinjen hører jeg ofte, at hjertepatienterne har det svært, fordi de ikke længere kan få øje på de ting, der før gav dem livskvalitet: hygge med veninder, gå ud at spise, være aktive til gymnastik eller i læsegruppen. De savner det, de forbinder med det gode liv. Og når det er væk, oplever de et tomrum, hvor det negative og mørke får plads, siger Sidsel Grove.
 

Særligt de ældre hjertepatienter er ensomme

Ifølge Sidsel Grove er ældre hjertepatienter, som ikke har en omgangskreds i hverdagen, der automatisk byder på samvær og samtaler, særligt udsatte:

Især ældre, der ikke går på arbejde, og hvor en stor del af omgangskredsen måske er knyttet til foreningslivet, bliver ramt af ensomhed i denne tid. Hvis de ældre ikke bruger de digitale værktøjer som FaceTime til at komme i kontakt med eksempelvis børn og børnebørn, kan følelsen af at være alene blive forstærket.

Sidsel Grove fortæller, at mange ældre hjertepatienter oplever, at deres familie ikke besøger dem i så stort et omfang som tidligere, fordi de er bange for at tage smitte med hjem til dem. Det hensyn kan hjertepatienterne opleve som en afvisning, og det kan bidrage til følelsen af at være overladt til sig selv. 

 

Mulighederne for kontakt findes stadig – brug dem!

Ensomhed kan på længere sigt øge risikoen for depression og angst. Og da coronavirus desværre ikke forsvinder lige foreløbig, er det vigtigt, at hjertepatienter tænker lige så meget på at leve som at overleve, understreger Sidsel Grove. 

På Hjertelinjen taler hun derfor med hjertepatienterne om, hvordan de kan nuancere deres syn på isolation og dermed få øje på de muligheder, der trods alt ofte er, for at have bare lidt (mere) kontakt med deres sociale netværk.  

Fysisk distance behøver med andre ord ikke at være social distance, ifølge psykologen. 

Måske er en gåtur med afstand en mulighed, eller hjertepatienterne kan gøre det til en god vane at ringe til en ven hver dag. For sikkert er det, at ingen af os har nok i os selv, siger Sidsel Grove:

Vi har ikke kun brug for hinanden til at overleve som art. Vores hjerne er programmeret til at have andre mennesker omkring os. Vi søger anerkendelse, hjælp og støtte hos andre. Og vi har brug for at være en del af et fællesskab og for at dele hverdagen med nogen.