Nicklas Anvig fra Valby har kronisk svær hjertesvigt og skal derfor passe ekstra godt på sig selv. Det glemmer han dog indimellem, for han er ikke vant til at tænke på sig selv som hverken syg eller særligt sårbar – og så elsker han at kramme.

Tekst af Stine Troense og foto af Linda Johansen

38-årige Nicklas Anvig er med på, at han er alvorligt hjertesyg – hans pumpefunktion er på 10 til 15 procent – og han har også indset, at sygdommen gør ham ekstra udsat i forhold til coronavirus. Men al snak om, hvor synd det er for ham, og hvor meget han må gå glip af, orker han ikke at høre på. Offer er det sidste, han vil være.

– Jeg er måske lidt atypisk. Rent medicinsk er jeg hamrende syg, men mit humør og min tilgang til livet er alt andet end dét, siger Nicklas Anvig, der fik sin diagnose for 12 år siden.
Dengang var han selvstændig, lige blevet far for første gang og ved at sætte lejlighed i stand sammen med sin hustru. ­

– Der var ikke tid til at finde offerrollen frem. Det gider jeg heller ikke nu. Jeg er et offer, fordi det er mig, der er syg og mig, der skal trække mig fra det sociale. Men jeg vender det til noget positivt: I stedet for at gå i byen og mødes med mine kammerater, laver vi noget ekstra hyggeligt herhjemme med børnene, siger Nicklas Anvig.

Han har ICD-pacemaker, men skænker den sjældent en tanke, og førtidspensionen blev ved tilbuddet i sin tid. Nicklas Anvig vil arbejde, fortæller han, og det er han heldigvis også i stand til. Faktisk er det kun i fitnesscentret, han bliver mindet om, at hjertet ikke er rask. Og når hans hustru lufter sin bekymring for ham.


Familiens svageste led

Nicklas Anvig har brugt mundbind, inden det blev almindeligt i busser og på barer. Han var ikke meget for det i begyndelsen, for han følte, at andre tænkte ”sikke en idiot.” Eller endnu være: ”Måske er han syg.”

– Det sværeste under corona har været at erkende, at jeg er sårbar. Jeg bruger stadig mundbind, når jeg færdes udenfor, for det gør mig jo også tryg. Min hustru er god til at huske mig på det. Hun er faktisk mere nervøs for mit helbred, end jeg selv er. Jeg er familiens svageste led, men det er mig, der glemmer det. Jeg vil ikke være Syge Nicklas, siger Nicklas Anvig.

For at afdramatisere, at far er syg, og få det bedste ud af en svær situation, har Nicklas Anvig designet mundbind sammen med sine døtre og fået dem syet. Otteårige Liva valgte et leopardmønster, og Vika på 11 år valgte regnbuefarver. Selv gik Nicklas Anvig med et mørkeblåt mundbind med geometriske mønstre.

 

Kærlig omsorg

De seneste fire år har Nicklas Anvig været digital art director i turismeorganisationen VisitDenmark, hvor han er med til at udtænke og udføre digitale kampagner for, hvordan flere turister får øje på Danmark som rejsemål.

– Min chef sendte mig på hjemmearbejde som den første, da landet lukkede ned i marts. Og jeg var først tilbage i august, som den allersidste. Det udstiller, at jeg er i en mere udsat position end de fleste andre, men hellere dét, end at min arbejdsgiver ikke har min ryg.

Nicklas Anvig er også glad for sine kollegaer. De er ”kærligt omsorgsfulde,” som han siger, og ikke spor ynkende eller medlidende. Det er faktisk kun Nicklas Anvig selv, der kan glemme at holde afstand.

– Jeg er en krammefyr, der også gerne berører andre, når jeg taler med dem. Og jeg har flere gange prøvet at stå for tæt på en kollega og så pludselig springe tilbage. Når det sker, udskammer jeg mig selv: “Lad nu være, Nicklas. Hvor svært kan det være?”

Nicklas Anvig følger i øjeblikket de stigende smittetal nøje, og det samme gør hans chef.  ­
– Han er nærmest mere bekymret på mine vegne, end jeg selv er. Det er betryggende, må jeg indrømme. Og bliver vi enige om, at jeg skal arbejde hjemmefra igen, gør jeg selvfølgelig dét.