Med et nyt badge bliver det fremover muligt at vise, at man gerne vil have, at andre folk holder afstand, så man bedre kan forebygge smitte med coronavirus. Vi bakker op om badget, da vi generelt skal passe bedst muligt på hinanden og selvfølgelig også på hjertepatienter i øget risiko, siger Hjerteforeningens direktør.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Coronavirus spreder sig stadig i samfundet, og det er vigtigt, at vi allesammen bliver ved med at passe på os selv og hinanden og følger anbefalingerne for at forebygge smitte. Sådan beskriver Sundhedsstyrelsen situationen i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af et nyt badge.

En af anbefalingerne er nemlig, at vi skal holde afstand til hinanden. Og for at minde os om den anbefaling, har Sundhedsstyrelsen lavet badges, som man kan bære for at signalere, at andre skal holde afstand.

– Det er afgørende, at vi fortsat holder afstand, hvis vi skal holde corona i skak. Derfor bakker vi op om Sundhedsstyrelsens nye badges, som giver en venlig påmindelse om, at afstand stadig er afgørende – både for dem i risikogruppen, for deres pårørende og for alle os andre. Initiativet har været efterspurgt blandt vores medlemmer, så vi er glade for, at det nu bliver til en realitet, siger Anne Kaltoft, der er adm. direktør i Hjerteforeningen.

Fra Sundhedsstyrelsens enhedschef, Niels Sandø, lyder det:

– Vi ved, at der er et ønske fra både borgere og flere patientorganisationer om, at man skal kunne signalere, at andre skal tage hensyn. Alle, som gerne vil huske andre på at holde afstand til dem, kan bruge vores badges. Man kan fx bære et badge, når man står i køen i supermarkedet eller venter på bussen. På den måde behøver man ikke at henvende sig direkte til andre og gøre dem opmærksom på at holde afstand.

Særligt nu, hvor vi flere steder har set en stigning i smitten, er det – skriver Sundhedsstyrelsen i sin pressemeddelelse – væsentligt, at vi alle holder fast i de generelle smitteforebyggende råd.

– Vi skal være opmærksomme på at holde smitten nede i Danmark og passe godt på hinanden. Det gør vi ved at holde fast i de gode råd om bl.a. at blive hjemme, hvis man er syg, holde afstand og god håndhygiejne, ses med færre venner og bruge mundbind. Vores badges kan være en hjælp til at huske andre på rådet om at holde afstand,” siger enhedschef Niels Sandø.

Du kan bestille badges gennem Hjerteforeningen via Bestil badges. Badges kan også hentes på landets apoteker fra mandag den 12. oktober.