Hjerteforeningen om tobaksgigants prisdumping: Det er så frækt
– Vi må bare indse, at branchen snor sig lige meget hvad, siger Anne Kaltoft. Foto: iStock.
Anne Kaltoft, der er adm. direktør i Hjerteforeningen, lægger over for DR ikke fingrene imellem om Phillip Morris’ sænkninger af priserne på cigaretter trods afgiftsstigninger. Branchen snor sig, siger hun.
Cigaretter skal koste mere, så børn og unge ikke begynder at ryge.
Det var formålet med afgiftsstigningerne fra politisk side i april 2020. Men selvom afgifterne stiger, så sælges cigaretter stadig til priser, der passer godt til børn og unges pengepunge. Lidt for godt, hvis det står til Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.
Over for DR udtrykker hun sin frustration over, at tobaksgiganten Phillip Morris har sænket prisen på mærkerne Marlboro og Skjold med 14,50 kroner pr. pakke. Det svarer til et prisfald på næsten 30 procent og betyder i praksis, at de to cigaretmærker nu koster nøjagtig det samme, som de gjorde inden afgiftsstigningen.
Samme tilgang har British American Tobacco, der har skåret noget af prisen på bestemte produkter. En pakke Kings Blue kostede før 59,50 kroner, men koster nu 55 kroner.
– Det er så frækt. Og det er frustrerende, fordi vi må erkende, at vi simpelthen er et skridt bagefter industrien konstant, siger Anne Kaltoft til DR.
Christopher Arzrouni er kommunikationschef i Phillip Morris og siger til DR, at der er en god grund til, at firmaet igen sælger billige smøger.
– Der er en producent, som har valgt at betale den gamle afgift og holde priserne nede på den måde. Og så er der os andre, som har været nødt til at følge med priserne ned, men vi betaler den høje, nye afgift. Så vi overholder den lov, politikerne har vedtaget, siger han i P1 Morgen.
Anna Kaltoft siger til DR:
– Vi må bare indse, at branchen snor sig lige meget hvad. Vi ved, unge er de mest prisfølsomme kunder, og det her udhuler fuldstændigt den forebyggelsesindsats, som skal sikre de kommende generationer flere sunde leveår.
Hvad mener Hjerteforeningen om tobak?
Læs vores holdninger til tobak og forebyggelse lige her i vores holdningspapir om emnet.
Hjerteforeningen mener, at langt færre danskere i fremtiden skal benytte tobaks- og nikotinprodukter, og at Danmark skal have en røgfri generation i 2030
Mange tilfælde af hjerte-kar-sygdom kan forebygges, og tobaksrøg er den største risikofaktor for udviklingen af hjertesygdom. I de seneste år har vi oplevet en stagnering af antallet af rygere i Danmark. Samtidig har undersøgelser vist, at der er en tendens til, at flere unge ryger. Bl.a. ved vi, at omkring 40 unge hver dag begynder at ryge, hvilket viser, at der fortsat er et stykke vej mod en røgfri fremtid.
Hjerteforeningen anbefaler:
At tobaksaftalen fra 2019 implementeres på en gennemtænkt og ordentlig måde, så den optimale effekt sikres.
At en pakke cigaretter koster mindst 90 kroner. Prisstigningerne skal implementeres med markante prisstigninger over en kort periode, da det vil give den største effekt.
At der indføres røgfri arbejdstid på alle offentlige arbejdspladser, og at offentlige myndigheder arbejder målrettet for, at alle offentlige arealer og arrangementer gøres røgfri.
At private virksomheder indfører røgfri arbejdstid.
At e-cigaretter og opvarmede tobaksprodukter sidestilles med almindelige cigaretter i forhold til, hvor der må ryges.
At kommunerne skal tilbyde minimum 5 procent af alle daglige rygere et evidensbaseret rygestopkursus, herunder give mulighed for at få tilskud til rygestopmedicin.
At børn og unge beskyttes mod nikotinholdige produkttyper, og at der lovgives med dette formål.
At brugen af alle nikotinholdige produkter på markedet monitoreres effektivt årligt.
Fakta:
000 dødsfald årligt skyldes rygning (knap 25 procent af alle dødsfald). 2.100 af de 12.000 dødsfald skyldes hjerte-kar-sygdom (svarende til 18 procent af alle rygerelaterede dødsfald) (1).
440 nye tilfælde af hjerteklapsygdom, 1.400 nye tilfælde af hjertesvigt, 3.000 nye tilfælde af iskæmisk hjertesygdom, 1.700 nye tilfælde af forkammerflimren og 2.700 nye tilfælde af karsygdomme i hjernen skyldes rygning (1).
17 procent blandt voksne og 16 procent blandt de 16-24-årige ryger dagligt (2).
25 procent af voksne med kun grundskoleuddannelse ryger dagligt, mens 7 procent af voksne med en lang videregående uddannelse ryger dagligt (2).
43 kommuner har indført røgfri arbejdstid (3).
1,3 procent af rygerne i Danmark (10.621 rygere) fik i 2018 hjælp til rygestop efter den danske guldstandard (4).
Kilder:
Juel, K. ”Hjertekarsygdomme – en vurdering af rygningens betydning for dødeligheden og nye tilfælde”. 2019.