Førende videnskabeligt tidsskrift peger på, at hunde er gode for hjertet. At eje en hund er associeret med lavere blodtryk og lavere niveau af stress. I Hjerteforeningen er forskningschef selv hundeejer og oplever at have stor gavn af det firbenede selskab. Læs også om fem fordele ved kæledyr under coronakrisen. 

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Hundeejerskab er forbundet med mindre risiko for hjerte-kar-sygdom. Det skriver Circulation, der er en af de førende videnskabelige tidsskrifter på hjerteområdet.  

Circulation beskriver, at nylige rapporter fastslår, at selskab af hunde er forbundet med lavere blodtryk, lavere kolesterol og lavere respons på stressfaktorer. Forskerne bag studiet har undersøgt litteraturen, der beskriver en sammenhæng mellem hundeejerskab og hjertesundhed. 

Først kiggede forskerne på alle videnskabelige studier mellem 1950 og 2019 for at se, hvad andre forskere havde fundet ud af. 

Generelt fandt forskerne data, der pegede på, at hundeejerskab var forbundet med en reduktion på 24 procent, når det kommer til dødeligheden af hjerte-kar-sygdom. Og har du først fået diagnosticeret hjerte-kar-sygdom, er denne reduktion endnu større, viser forskningen i Circulation. 

– Forskerne konkluderer, at din risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom på den lange bane bliver betydeligt reduceret, hvis du har en hund, forklarer forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason, der selv er hundeejer. 

– Personligt kan jeg godt genkende de gavnlige resultater, som hundene har i hverdagen. Jeg får selskab og nogle positive oplevelser med mine hunde. Ikke mindst når vi går tur og møder andre hundeejere, som vi falder i snak med over noget så jordnært som vores hunde, siger Gunnar Gislason.  

 

5 gode måder, et kæledyr hjælper på under coronakrisen  også hvis du arbejder 

 I den amerikanske hjerteforening, American Heart Association (AHA), har man forskning, som peger på de fem følgende gode fordele ved at have hund under coronakrisen. 

1. Kæledyr kan reducere arbejdsrelateret stress.

Studier viser ifølge AHA, at kæledyr sågar på arbejdspladsen hjælper med at reducere stressniveauet, øge produktionen og forbedre medarbejdertilfredsheden. 

 

2. Uanset arbejdssted kan kæledyr forbedre effektiviteten. 

AHA peger på forskning, der viser, at kæledyr har en gavnlig effekt på arbejdsfællesskaber. Forskning viser, at hvis et kæledyr er en del af arbejdsfællesskabet, vurderer medarbejderne niveauet af tillid til, kammeratskab med og samhørighed med kollegerne højere. 

 

3. Ledsagende kæledyr dæmper angst. 

I disse tider lever mange mennesker med angst. Kæledyr mindsker angst og stress hos mennesker, viser forskning ifølge AHA. 

 

4. Forældre bliver mere aktive med kæledyr. 

Mennesker, der ejer en hund, følger i højere grad anbefalingerne om fysisk aktivitet. Selvom du derfor måske er hjemme på grund af coronakrisen, giver kæledyr dig en anledning til at gå udenfor, få frisk luft og være aktiv. 

 

5. Fællesskabsfølelsen bliver forbedret. 

Det følelsesmæssige bånd til et kæledyr gør, at ejeren ikke føler sig alene. Forskning viser, at når ejere af kæledyr ser, rører og taler med deres kæledyr, giver det ejerne en følelse glæde, omsorg og lykke. På samme tid mindskes niveauet af stresshormoner ifølge AHA. 

 

HJERTESTIER: Du kan finde en af Hjerteforeningens hjertestier landet over på kortet via linket her og gå en tur med din hund 

 

Hundeejere lever længere