– Jeg føler mig heldig, for jeg er i live og har det godt

Af Stine Troense

Hvad er det sværeste for dig i øjeblikket?
Det er svært at være afhængig af andre. Nu tager jeg i højere grad selv ud at handle, men indtil for en måned siden var jeg afhængig af min datter på 20 år, som boede hos mig dengang. Indimellem fik jeg dårlig samvittighed over, at ansvaret skulle hænge på hende, samtidig med at hun skulle passe sit arbejde. Men hun valgte selv at stå for indkøb og det har været en kæmpe hjælp for mig. Min datter har simpelthen været så sej, og jeg er vildt stolt af hende.

Jeg har ikke sagt til min datter, at hun ikke måtte se sine veninder. Det fravalgte hun selv for at passe på mig, men da hendes veninder begyndte at se hinanden igen, var det lidt hårdt for hende. Og det påvirkede selvfølgelig også mig, for det var jo for min skyld. Det er også først for nylig, vi er begyndt at give hinanden knus, min datter og jeg.

Hvordan har du oplevet at være isoleret?

Indtil for to måneder siden var jeg ikke uden for mit hjem eller min have. Det har været svært, selvom jeg normalvis også er meget alene. Jeg tror, det var tanken om, at jeg ikke bare kunne gøre noget, hvis jeg fik lyst.

Der gik seks uger, før jeg lige sagde hej til min far, der vovede sig ind i min have. Min forældre bor kun en kilometer fra mig, men jeg ser dem slet ikke lige så ofte som før corona.

Og det er kun to måneder siden, jeg første gang kørte til min bandagist i Vejle. (Malene fik i 2012 amputeret sine underben i forbindelse med en hjerteoperation, red.). Jeg så mine veninder for første gang for 14 dage siden. Det var skønt. Og bare det at komme lidt hjemmefra. Så dejligt!

Mine veninder var meget forstående, da jeg tidligere sagde, at det var for utrygt for mig at mødes. Og vi holder os stadig fra hinanden, selvom det er frygteligt svært ikke at give hinanden knus.

Hvordan forholder du dig til andre i dag?

Jeg løsner mere og mere op, men jeg tænker stadig over, hvem jeg mødes med. Hvis jeg ved, at det er personer, der farer afsted til fødselsdag, sølvbryllup og alt muligt, passer jeg lidt ekstra på mig selv og siger ofte nej til at ses. Der kan jeg godt mærke, at andre måske synes, jeg er hysterisk: ”Slap dog af.”

Så kan jeg godt tænke om, de har lidt ret. Men omvendt. Jeg kan ikke lave om på andre. Jeg må bare gøre det, jeg tror, er bedst for mig selv. Og tage den derfra.

Hvilke fordele oplever du?
Jeg har været meget mere sammen med min datter, end jeg har været i mange år, fordi hun er så gammel, som hun er. Det har været dejligt med mere kvalitetstid.

Hvordan var din første tur ud af huset?
Den var vild! Bare køreturen til Vejle, hvor min bandagist ligger … jeg følte, jeg var på udflugt, og sad bare og kiggede ud, som om det var første gang, jeg så det hele. Og da jeg kom hjem igen – og jo havde mødt andre for første gang i lang tid ­– var det bare ”hold da op, jeg har været ude i dag!”.

Hvordan har du det med at handle?
Det er kun nogle få uger siden, jeg begyndte at handle selv. Og jeg gør det stadig kun i de små, lokale butikker, hvor der ikke er så mange kunder. Jeg bruger ikke maske, men tidligere brugte jeg handsker. Nu spritter jeg bare hænder.

Jeg har erkendt, at jeg ikke kan lave om på andre, og det nytter ikke at hidse sig op over andre, der ikke viser hensyn. Jeg passer på mig selv så godt, jeg kan.

Hvorfor passer du på dig selv?

Jeg har en mekanisk hjerteklap og nedsat lungekapacitet. Jeg ved godt, at jeg ikke vil slippe nemt igennem corona. Jeg synes, jeg har været god til at tage isolationen stille og roligt. Især i starten af coronakrisen hørte jeg mange sige, at det var ih og åh så forfærdeligt ingenting at kunne, men herregud, det nytter da ikke at brokke sig. Tingene er, som tingene er, og så må jeg få det bedste ud af det. Jeg får det i hvert fald ikke bedre af at sidde i et hjørne og græde over min situation. Tværtimod. Jeg har heller aldrig grædt over, at jeg har mistet mine ben. Jeg føler mig heldig, for jeg er i live og har det godt.

Hvordan har du det i dit eget selskab?

Jeg plejer at have det ganske udmærket i mit eget selskab, men under coronakrisen er det gået op for mig, at jeg måske er mere alene og ensom, end jeg lige gik og troede. Hvis jeg vil snakke med nogen, skal jeg ofte selv tage telefonen eller skrive en sms. Kontakten kommer ikke af sig selv. Mine veninder, venner og familier er i deres eget. Mange af dem er gift og arbejder og tænker måske ikke på, at jeg ikke har kollegaer at være social med. Måske skal jeg være lidt klarere i spyttet og sige, at det kunne være rart med et opkald bare en gang imellem. For når vi taler sammen, er det jo fantastisk.

Hvordan ser dine dage ud nu?

De ligner meget sig selv. Jeg tager til fysioterapeut to gange og ugen og besøger også min bandagist tit i øjeblikket, fordi jeg skal have nye proteser. Jeg tager måske et smut hen til mine forældre, handler, får besøg af min datter, der bor hos sin far i øjeblikket, hører lydbøger, nyder haven og strikker.

Her i sommer får jeg måske besøg af min søn og svigersøn, der bor i København, jeg skal på et par småture og hygge med venner og mine forældre. Det bliver ikke ferie-ferie for mig i år, men sådan har de fleste af mine somre været i mange år.

Hvad betyder strikning for dig?

Vildt meget. Jeg har ikke strikket i 30 år, men for nogle år siden, begyndte min søster på det, og så ville jeg også se, om jeg stadig kunne. Da jeg mistede mine ben, mistede jeg også halvdelen af min højre pegefinger, men jeg kunne sagtens strikke alligevel. Det gik derudad. Jeg har aldrig strikket så meget, som jeg har gjort på det seneste. Når jeg for eksempel strikker trøjer til min datter, oplever jeg en ro og hygger mig, og tiden flyver afsted.