Hjerteforeningens forskningsafdeling har i samarbejde med en række danske hjertelæger undersøgt, om patienter, som behandles med udbredt blodtryksmedicin. har større risiko for at blive smittet med coronavirus og få værre sygdomsforløb, hvis man smittes. Nej, er konklusionen – blodtryksmedicinen er ikke forbundet med nogle af delene.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Danske forskere kan nu sammen med Hjerteforeningen berolige de mange hjertepatienter, der tager blodtryksmedicinen i grupperne ARB og ACE-hæmmere. Præparaterne ser nemlig ikke ud til at være forbundet med flere eller værre sygdomsforløb med coronavirus (COVID-19). 

 

Det viser nyt studie, som forskerne netop har fået udgivet i det internationalt anerkendte tidsskrift ”Journal of the American Medical Association”.

 

Siden coronavirus-pandemiens start har sundhedsprofessionelle observeret, at mennesker med forhøjet blodtryk havde en tendens til at få værre forløb med coronavirus. En del af mistanken faldt på, om blodtryksmedicinen øgede risikoen for de forværrede sygdomsforløb og gjorde udfaldene af forløbene værre.

 

Mistanken blev rejst, da coronavirus bruger en særlig del af cellers væg til at trænge ind i cellerne. Denne del er et særligt enzym kaldet ACE2 og dette enzym påvirkes af de mistænkte lægemidler. Forskere udførte forsøg med blodtryksmedicin på dyr, og de forsøg styrkede mistanken.

Mistanken førte til forvirring om, hvorvidt patienter skulle stoppe med deres blodtryksmedicin. 

 

Nu har danske forskere fremlagt overbevisende dokumentation for, at behandling med ACE-hæmmere ikke er forbundet med en øget risiko for infektion med coronavirus eller forværring af sygdomsforløb med coronavirus.

 

Forskerne har grundigt nærstuderet tal fra de store danske registre med sundhedsdata og specifikt kigget på informationerne fra 4.480 danskere smittet med coronavirus. De tog højde for patientens alder og øvrig historik og fandt ud af, at dødeligheden inden for en 30-dagesperiode i så fald ikke adskilte sig statistisk betydeligt for dem, der tog blodtryksmedicinen, i forhold til de danskere, der ikke tog blodtryksmedicinen.

 

Herudover så forskerne på sundhedsdata fra næsten en halv million patienter, der tog blodtryksmedicinen, og kunne ud fra tallene konkludere, at der for patienterne med forhøjet blodtryk og igangsat behandling med ACE-medicinen ikke var en forhøjet forekomst af coronavirus i forhold til patienter, der tog anden blodtryksmedicin.

 

Ledende forsker bag studiet er hjerteoverlæge og ph.d. Emil Fosbøl fra Rigshospitalets Hjertemedicinsk Klinik. Han siger: 

– Resultaterne understreger vigtigheden af at tilvejebringe viden på et område inden man laver afgørende ændringer. Mange patienter var bekymrede, men vi kan ånde lettet op hvad angår de her lægemidler og corona.

 

Hos Hjerteforeningen vækker studiet begejstring.

 

– Vi håber, at vi med Hjerteforeningens forskningssamarbejde her dæmper de bekymringer, som vi ved, at mange hjertepatienter har haft om deres blodtryksmedicin. For det giver os god og solid grund til at anbefale, at man ikke stopper med at tage sin blodtryksmedicin, siger Gunnar Gislason, der er forskningschef i Hjerteforeningen,

 

Du kan læse hele forskningsstudiet her.