I Hjerteforeningen er man enig med Danmarks Idrætsforbund, der håber på en genåbning af de danske idrætsfaciliteter snarest og helst en komplet en af slagsen. Når det er fagligt forsvarligt, håber vi, at danskerne igen kan komme i gang med al idræt, for det gavner hjertesundheden, siger chefkonsulent.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Al udendørs idræt er blevet genåbnet efter coronakrisen som led i regeringens genåbningsplan. En række større sportsgrene må dog ikke åbne endnu, da de er indendørs.

Administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) Morten Mølholm siger til DR, at han gerne havde set, at mere idræt havde været åbnet nu, så folk kunne komme i gang med også at dyrke eksempelvis svømning, fitness, håndbold og badminton.

– Det er vores håb og forventning, at vi får en samlet plan for al resterende idræt, der ikke er åbnet endnu, og at vi får det forhandlet på plads i løbet af de næste to uger, siger Morten Mølholm til DR.

DIF håber på en komplet genåbning af idrætten for folkesundhedens skyld. Netop danskernes sundhed er et emne, der ligger Hjerteforeningen meget på sinde.

Chefkonsulent Mads Lind fra Hjerteforeningen bemærker ligesom DIF de bekymrende tal fra en undersøgelse foretaget af Epinion for Idrættens Analyseinstitut. Undersøgelsen blev lavet fem uger efter landets nedlukning og viser, at 38 procent af danskerne, der var aktive før coronakrisen, nu er stoppet med at dyrke motion – især fordi deres normale sportsaktiviteter har været lukket ned.

– Der er al mulig grund til, at vi skal kigge meget nøje og grundigt på, hvordan vi får al vores aktivitet på idrætsområdet i gang igen. Fysisk aktivitet er livsvigtigt. Især for hjertet, siger Mads Lind.

– Når kroppens muskler i og kredsløb ikke bliver brugt stiger risikoen for mere end 35 sygdomme. Derfor er også foreningsidræt meget vigtigt for danskernes sundhedstilstand, og det er glædeligt for danskernes hjertesundhed, at også den indendørs foreningsidræt nu ser ud til at kunne komme i gang igen, når først politikerne er blevet enige om, hvornår det konkret sker. Genåbningen kommer alle til gavn, herunder også alle de danskere, som har en kronisk sygdom og har brug for at træne og vedligeholde deres krop og kredsløb.

Mads Lind peger dog på, at den faglige vurdering af en genåbnings forsvarlighed skal tages meget seriøst.

– Vi håber på en forsvarlig genåbning af idrætten for hjertesundhedens skyld. For selvom vi glæder os over, at vores myndigheder har givet lov til at åbne en række idrætsgrene, og at vi som forening i høj grad kæmper for motionens mange gavnlige virkninger på krop og hjerte, så skal vi også huske på, at genåbningen af idrætten aldrig må ske på bekostning af sundheden. Der bør først åbnes, når det er fagligt forsvarligt, siger Mads Lind.

Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona