Samtale er vejen frem, hvis angsten for at blive ramt af coronavirus kommer til at fylde alt for meget. Hjerteforeningens psykolog, Sidsel Grove, giver tips til hjertepatienter og pårørende om balancen mellem at kunne leve godt og samtidig være opmærksom på at undgå smitte.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Coronakrisen har påvirket samfundet markant, Danmark har i flere måneder været lukket ned, og afstand, hyppig håndvask og host i ærmet har præget vores liv. Indtoget af coronavirus påvirker også følelser og tanker. Og for hjertepatienter og deres pårørende er betydningen af coronavirus ekstra stor, fordi nogle grupper af hjertepatienter risikerer at blive hårdt ramt af COVID-19, hvis de bliver smittet.

Sidsel Grove er psykolog i Hjerteforeningen. Hun fortæller her om, hvordan pårørende til hjertesyge kan hjælpe både den hjertesyge og sig selv med at håndtere coronasituationen rent følelsesmæssigt, og hun giver input til at sætte ord på den angst, der for nogle er fulgt med coronavirussen.

Sæt ord på tankerne
Det allervigtigste er ifølge Sidsel Grove, at den hjertesyge og den eller de nærmeste pårørende får talt sammen. Derved kan begge parter sætte ord på tanker og følelser – det er første skridt til at anerkende det, som en eller begge parter kan være nervøse for.

– Når vi hører om corona i medierne, bliver der formidlet generelle retningslinjer for større grupper af patienter, fx hjertepatienter. Det er vigtigt at skelne mellem de generelle retningslinjer og den enkeltes risiko for at få et alvorligt forløb, hvis vedkommende bliver ramt af coronavirus. Derfor kan det være en idé at få individuelle råd hos en læge om den konkrete risiko for en selv. En afklaring af din risiko kan hjælpe dig til at beslutte, hvad der er vigtigt for dig i din hverdag, og dernæst kan du lægge en plan for, hvilke aktiviteter og former for samvær med andre du har lyst til og tør deltage i, siger Sidsel Grove.

Hun minder desuden om, at coronavirussen er her i lang tid fremover, og at social isolation også kan have konsekvenser for sundheden. Det gælder den mentale sundhed, men også hvis du fx ikke tør bevæge dig udenfor for at dyrke motion, for motion er vigtigt for at bevare en sund krop.

– Er det svært at komme i gang med at tale om en eventuel angst, er en mulighed at ringe til Hjertelinjen. Her giver professionelle rådgivere tips til, hvordan du fx som pårørende får sat skub i en samtale om de svære følelser. Fylder angsten for meget, vil jeg opfordre til at kontakte egen læge og eventuelt få en henvisning til en psykolog, siger Sidsel Grove.

Hvis angsten tager overhånd
Opkald fra pårørende og hjertesyge til Hjerteforeningens telefoniske rådgivningslinje Hjertelinjen afspejler, at angsten for coronavirussen og COVID-19 kan tage overhånd og blive så alvorlig, at det næsten forhindrer den enkelte i at ”leve livet”.

– Det er vigtigt at finde en balance mellem at være opmærksom på hygiejne og afstand for ikke at blive smittet, og hvornår angsten for coronavirus kommer til at fylde alt for meget. Mit bedste råd er her, at pårørende sammen med den hjertesyge ud fra Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer om hygiejne, afstand mv. tager en helt konkret vurdering af, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt. Derved kan tankerne og følelserne forbundet med at leve i en tid med coronavirus blive konkrete og konstruktive, siger Sidsel Grove.

Skridt for skridt
Et råd fra Sidsel Grove til dem, der fx har svært at få hul på at være aktiv ude i samfundet igen, er at tage det i etaper – skridt for skridt. Det kan være, du første gang, du vil ud at gå en tur, skal starte med blot at gå ud på vejen og eventuelt tage en ægtefælle med som støtte. På næste tur kan du gå en lille tur rundt i kvarteret, og senere kan du udvide turen til en længere tur. Og venner kan du fx starte med at se en time i en have.

– En eventuel angst skal ikke have lov at fylde alt for meget. Hvis det sker, er det vigtigt at tale med nogen og få tankerne sorteret, siger Sidsel Grove.

Nogle pårørende er bange for at tage smitte fra deres arbejde med hjem til den hjertesyge. I de tilfælde anbefaler Sidsel Grove, at den enkelte holder sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde afstand og have god fokus på hygiejne. I nogle job kan en pårørende tale med arbejdsgiveren om, hvorvidt det er muligt midlertidigt at blive flyttet til andre opgaver, hvor der er mindre risiko for at tage coronasmitte med hjem.

Tænk langsigtet
Endelig råder Sidsel Grove hjertesyge og pårørende til at tænke langsigtet og stille sig selv spørgsmål som ”kan jeg lade være at besøge min far i et år, indtil der forhåbentligt kommer en vaccine?”, ”kan jeg finde en anden form for fysisk samvær med dem, jeg holder af?” ,mv.

– Vi mennesker er sociale væsener, der har brug for hinanden, og det har konsekvenser for livskvaliteten, hvis vi fx holder os helt væk fra andre mennesker. Mit råd er derfor, at den enkelte finder en balance mellem måder at leve med coronavirussen på og samtidig være opmærksom på, hvad der for den enkelte kan være en risiko, siger Sidsel Grove, psykolog i Hjerteforeningen.

Du kan også få råd om din situation på Hjertelinjen. Ring til Hjertelinjen på 70 25 00 00 alle hverdage mellem kl. 9 og 16.

Læs mere om hjerte-kar-patienter og corona