Faktas kunder er flinke til at donere deres pant til Hjerteforeningens velgørende arbejde. Siden kæden indledte sit samarbejde med Hjerteforeningen i marts 2019 har kunderne doneret pant for i alt 1.613.272 kr., som går ubeskåret til foreningens arbejde for hjertepatienter og deres pårørende.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Beløbet skulle formelt have været overrakt i forbindelse med Hjertegalla den 21. marts. Men dette TV-show blev aflyst på grund af corona. I stedet har kædedirektør John Hornbech Christensen fået udarbejdet en to meter lang check, så han på vegne af faktas kunder kunne overrække beløbet til foreningens administrerende direktør, Anne Kaltoft, på sikker afstand.

– Vi er glade for at kunne hjælpe Hjerteforeningen, der også er ramt af manglende indtægtsmuligheder i øjeblikket. Og det er dejligt, at vores kunder i stigende omfang benytter muligheden for at støtte hjertesagen med deres pant, helt eller delvist, siger John Hornbech Christensen.

I Hjerteforeningen siger adm. direktør Anne Kaltoft:

– Det er en flot donation fra faktas kunder, og vi er dybt taknemmelige over hver eneste gang, der bliver trykket på den knap, som støtter Hjerteforeningens arbejde for hjertepatienter og deres pårørende. Hver en krone tæller – også i denne tid, hvor frygten for coronasmitte fylder meget. Vi oplever i høj grad, at hjertepatienter søger støtte og svar på coronaspørgsmål hos vores rådgivere på Hjertelinjen. Den støtte og rådgivning er faktas kunder med til at sikre, og det vil vi gerne sige stor tak for, siger Anne Kaltoft.

Udover pantknappen yder fakta også støtte til Hjerteforeningen ved at være hovedsponsor i forbindelse med Hjerteforeningens Landsuddeling, som finder sted søndag den 30. august. Læs mere på gådigtilenhjertestarter.dk.