Hjerteforeningen modtager forståeligt nok spørgsmål om, hvordan man skal forholde sig, hvis man er hjertetransplanteret eller har en medfødt hjertefejl – også som voksen. Få mere viden ved at holde dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Situationen omkring coronavirus (COVID-19) ændrer sig hurtigt og løbende. Rådene herunder skal derfor læses som et udtryk for situationen lige nu (mandag den 16.3.2020 kl. 11).
Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona
Man må ud fra et forsigtighedsprincip sige, at hjertetransplanterede, børn med medfødt hjertefejl eller GUCH’ere (voksne med medfødt hjertefejl), uanset type af hjertefejl, er i særlig risiko ved infektion med COVID-19.
Det er dog vigtigt at fremhæve, at fagfolk på nuværende tidspunkt ikke har meget viden om, hvordan COVID-19 rammer denne gruppe af patienter.
Medfødt hjertesygdom dækker over mange forskellige grader af hjertesygdom, alt fra et lille hul i hjertet, hvor der ikke er nogen symptomer, til svært komplicerede hjertefejl med betydelig grad af symptomer og påvirkning af dagligdagen.
Derudover skal alle, der opfylder nedenstående være ekstra opmærksomme og reagere tidligt ved at kontakte egen læge eller akuttelefonen i regionen, hvis de får kombinationen feber, hoste og især forværring af åndenød.
Særlige risikogrupper med medfødt hjertefejl:
- Personer, der afventer en hjerte-kar-relateret operation.
- Personer, der er hæmmede i hverdagen. Det kan dreje sig om åndenød eller brystsmerter ved fysisk aktivitet.
- Hjertetransplanterede, der får immundæmpende behandling.
- Nyligt opererede eller personer, der er blevet kateterbehandlet (rør/wirer indført i blodkarrene, fx ballonudvidelse) i løbet af den seneste måned med nytilkomne symptomer som fx hjerterytmeforstyrrelser, tegn på infektion (som fx kulderystelser, høj feber og generel utilpashed), eller som har fået konstateret væske i hjertesækken.
- Personer med medfødt hjertefejl, som udelukkende har fået en aflastende hjælpeoperation (palliativ operation) uden at få korrigeret hjertefejlen, eller som kun har fået korrigeret dele af hjertefejlen.
- Personer, som har hjertesvigt (nedsat pumpefunktion) eller hjerteklapsygdomme (utætte eller forsnævrede klapper).
- Personer med fremmedlegemer, herunder kunstige hjerteklapper, residual-shunts (resterende huller efter operationer) og indopererede apparater (såsom pacemaker) vil generelt være i øget risiko for at udvikle en alvorlig infektion i hjertet. Det vides ikke, om COVID-19 øger risikoen for infektion i hjertet, men da COVID-19 øger risikoen for bakterielle infektioner, anses denne gruppe også for at være i særlig risiko.
Ring til Hjertelinjen på 70 25 00 00.
Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona