Hjerteforeningens diætist Lotte Juul Madsen giver dig her råd om sund livsstil under coronakrisen. Du kan altid besøge hjerteforeningen.dk/corona og holde dig opdateret.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona

 

Når familien arbejder hjemme, og alting er vendt på hovedet, kan de sunde vaner nemt ryge af sporet.

Sådan siger diætist Lotte Juul Madsen, der dagligt taler med danske hjertepatienter som rådgiver på Hjertelinjen. Hun fortæller, at coronakrisen også giver mere tid til hygge, slik, film og kager.

– Nudging kan være løsningen, så man kan holde fast. Altså at motivere sig selv og familien med små greb og justeringer i hverdagen. Det handler om at gøre den sunde løsning til den nemme løsning. Nudging handler nemlig ikke om forbud, men i stedet om, hvor i huset du sætter de sunde og de usunde madvarer, forklarer Lotte Juul Madsen.

Hun peger på, at du ofte vil snacke de madvarer, som står synligt på køkkenbordet, spisebordet, stuebordet og arbejdsbordet. Uden at du tænker nærmere over det, spiser du pr. automatik.

– Oprydning er derfor en vigtig del af at begrænse snacking, når I er meget hjemme. Skåle med småkager, poser med slik og chips samt fadet med hjemmebagt kage frister over evne. Tag det frem, når det skal spises, og sæt det væk bagefter. Ellers fristes husets svage sjæle, siger Lotte Juul Madsen.

 

Husk stadig de fem F’er

De fem F’er er vejen til et hjertesundt liv. De er:

  1. Frugt og grønt,
  2. Fedt fra planteriget
  3. Fisk
  4. Fuldkorn
  5. Fysisk aktivitet.

– Fyld derfor frugtskålen med lækker, farvestrålende frugt, og sæt skålen lige der, hvor I oftest går forbi. Stil et stort fad med udskåret grønt det sted, hvor I arbejder og laver lektier samt en lille skål med nødder og mandler. Det, vi ser, bliver det, vi spiser, siger Lotte Juul Madsen.

Hun peger på, at en tur i køleskabet er den klassiske overspringshandling.

– Prøv at bytte rundt i køleskabet, og lad de sunde valg, som rugbrød, sild, laks, snackgulerødder og peberfrugt stå synligt og ligefor i øjenhøjde. Gør de usunde valg mere besværlige, læg resten af kagen på frost, og sæt smør, leverpostej og spegepølse bagerst på den nederste hylde. Ude af syne, ude af sind.

Lotte Juul Madsen peger på, at mængden af tømte sodavand hænger uløseligt sammen med antallet af kolde sodavand i dit køleskab.

– Det bliver for let lige at nappe en dåse. Du nudger dig selv i den gale retning og fristes til at drikke flere, når køleskabet er fuldt. Undgå derfor at have et lager, og hav kun den mængde på køl, som du har brug for, siger hun.

Lotte Juul Madsens råd er at flytte familien væk fra sofaen og ud på trampolinen eller ud i skoven.

– Spis lækre, hjemmebagte fuldkornsboller i solskinnet i haven frem for slik, kage og chips bag gardiner foran tv eller computer. Brug hjemmetiden godt, eksperimenter med nye smage, og prøv vores hjertesunde madretter.

Prøv Hjerteforeningens sunde opskrifter

 

Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona