En ny informationsindsats om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg rettet mod sundhedspersoner sætter fokus på, at læge og patient får taget samtalen om livets sidste fase i tide, lyder det i pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).

Styrelsen for Patientsikkerhed lancerer i dag, 1. november, en ny informationsindsats om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg. Indsatsen, der består af bl.a. to film og en pjece til sundhedspersoner, finder sted, i forbindelse med at en ny vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg træder i kraft.

“Indsatsen skal støtte sundhedspersoner i, at der bliver taget stilling til genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg, så snart det vurderes sundhedsfagligt relevant, eller når patienten ønsker det,” lyder det i pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

– Vi vil gerne undgå, at patienter og sundhedspersoner ender i uhensigtsmæssige situationer i forbindelse med genoplivningsforsøg, siger Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed. – Derfor lancerer vi en informationsindsats, der skal understøtte, at sundhedspersoner og patienter får taget stilling til genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg.

Administrerende direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft peger på, at det er vigtigt, at der kommer fokus på og vejledning om emnet genoplivning og fravalg af genoplivning:

– Vi skal aftabuisere emnet, for afslutningen på livet er unægteligt noget, vi må forholde os til i forbindelse med alvorlig sygdom, og jo bedre rammer, der sættes for samtalen mellem patient, pårørende og sundhedspersonale, desto bedre er det for alle parter, siger Anne Kaltoft.

 

Tal med patienten, og dokumentér i journalen

I pressemeddelelsen skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at sundhedspersonale som hovedregel altid skal tilkalde hjælp og forsøge genoplivning, hvis de finder en livløs person. Men der er fem undtagelser, hvor det ikke er tilfældet. I de to film fortæller lægefaglig konsulent og overlæge Ove Gaardboe om situationer, hvor sundhedspersoner kan undlade genoplivningsforsøg.

– Et godt samarbejde mellem behandlingsansvarlig læge, øvrige sundhedspersoner og patient er afgørende for, at vi undgår uværdige og uhensigtsmæssige situationer i forbindelse med genoplivningsforsøg, siger Ove Gaardboe.

Læs mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.

Se vejledningerne og filmene om fravalg af genoplivning