En robot er hurtigere end os mennesker til at genkende ord, talemåder og åndedræt. På den måde kan robotter bruges til hurtigt at sikre hjælp til patienter med hjertestop

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

– Vores foreløbige resultater er gode, og hvis næste måling viser samme tendens, udbredes robotterne til alarmcentraler i hele landet. Sådan lyder det fra Danske Regioners Sophie Hæstorp Andersen, der også er formand for Region Hovedstaden.

Udbredelsen af robotterne er en del af et større udspil på hjerteområdet, som Danske Regioner og Hjerteforeningen nu lancerer.

– Hjertestop er meget alvorligt, og det er helt afgørende for overlevelsen, at der er nogen, der træder til med hjælp, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft.

– Derfor er vi glade for, at denne teknologi kan være med til at opspore hjertestop endnu hurtigere og ikke mindst udsigten til, at teknologien udbredes til hele landet, siger Anne Kaltoft.

 

Hurtig hjælp er alfa og omega

Indtil videre har robotterne været tilsluttet telefonerne på alarmcentralen i Region Hovedstaden, og hvis de gode erfaringer holder stik, kan de få stor betydning, når de udbredes til resten af landet:

– Hurtig hjælp er afgørende, for chancen for genoplivning falder med ti procent pr. minut uden hjælp, siger Sophie Hæstorp Andersen. Og netop hurtig hjælp i kraft af førstehjælp og hjertestartere er vigtig.

Ved en tredjedel af alle opkald, hvor der er tale om hjertestop, er borgerne, der ringer, ikke selv klar over, hvad der er galt med personen ved siden af dem. Uden robotterne diagnosticerer personalet 75 procent af hjertestoppene, mens det sker i 84 procent af tilfældene med hjælp fra robotternes talegenkendelse. Og med 4.000 årlige hjertestop på landsplan svarer det til næsten 400 ekstra diagnoser årligt.

– Det overrasker mig positivt, at så mange flere tilfælde af hjertestop kan opspores på denne måde, og det siger noget om, hvor vigtigt det er, at vi gør brug af den mulighed. Tiden arbejder imod hjertestoppatienter. Jo hurtigere hjertestoppet identificeres, desto hurtigere kan personalet på alarmcentralen guide den, der har ringet, til at give hjertemassage og evt. behandling med hjertestarter, inden ambulancen når frem. Det kan betyde, at patienter med hjertestop kan få hurtigere hjælp og dermed færre men af deres hjertestop. Det kan være forskellen på liv og død, siger Anne Kaltoft.

 

100.000 opkald er analyseret

Robotterne er på sin vis både nye og erfarne. De har nemlig allerede gennemlyttet ikke færre end 100.000 gamle opkald. Og ved alle opkald om hjertestop har de registreret særlige karakteristika som ord, åndedræt og talehastighed. Robotterne er udviklet af det private firma, Corti i samarbejde med bl.a. alarmcentralen i Region Hovedstaden, og de har gode chancer for at blive både en landsdækkende succes og en ny eksportvare.

 Håbet er, at robotterne kan bidrage til at forbedre overlevelsen yderligere. Andelen af personer, der overlever efter et hjertestop, er næsten tredoblet fra 4% i 2001 til 10% i 2016.

 – Udviklingen er glædelig, og vi fortsætter nu ad samme vej for at endnu flere kan overleve, siger Sophie Hæstorp Andersen.