Danskerne bliver højere og højere, og den tendens udløser, at flere får forkammerflimren. Ny forskning støttet af Hjerteforeningen peger på, at kropshøjde og risiko for forkammerflimren er tæt forbundet

Høje mennesker har større risiko for at udvikle såkaldt atrieflimren – også kaldet forkammerflimmer.

Sådan er resultatet fra en stor undersøgelse blandt 18.852 københavnere, som netop er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ’European Heart Journal’. Forskningen er støttet af Hjerteforeningen.

SE INDSLAG: TV 2 beskriver nyheden, og du kan se indslag her

– Høje mennesker har en større risiko for at udvikle atrieflimmer end lavere mennesker. Og det er uanset, om det er mænd eller kvinder, fortæller en af hovedmændene bag undersøgelsen, professor Gorm Boje Jensen fra Frederiksberg Hospital til TV 2.

Jo større krop, jo større er hjertet nemlig også.

– Der er også en vis belastning på hjertet, og derfor har man nemmere ved at udvikle belastningssygdomme som atrieflimmer.

Ved atrieflimren opstår et elektrisk kaos, hvor muskelcellerne i hjertet ikke trækker sig sammen på samme tid. Dermed vibrerer forkamrene i stedet for at trække sig sammen.

LÆS: Vi beskriver her, hvad atrieflimren er

Vi bliver højere og højere

Gorm Boje Jensen og hans medforskere tog udgangspunkt i en basishøjde på 170 centimeter og fandt frem til, at din risiko cirka stiger med 40% for hver 10 centimeter, som du er højere end 170 centimeter.

Samtidig ved vi, at den danske befolkning i gennemsnit bliver højere og højere for hvert år. Ved cirka år 1900 var den gennemsnitlige danske rekrut i militæret omkring 158 centimeter  høj. 100 år senere var gennemsnitshøjden oppe på 182 centimeter.

Ifølge beregningerne vil atrieflimmer blive omkring 20-25% hyppigere i løbet af de næste 20-30 år.

Hjerteforeningen støtter forskningen

Gunnar Gislason, der er kardiolog og forskningschef i Hjerteforeningen og på Gentofte Hospital, siger:

– Forskningen her giver os vigtig viden om, hvorfor flere ældre også får atrieflimren. Der er simpelthen en demografisk faktor, vi skal tage højde for, og som giver klare indikationer på, at højden spiller en central rolle. Dette hjælper os, når vi skal screene for atrieflimmer til at finde dem, som kan være i fare for at få komplikationer såsom blodprop og skal i forebyggende behandling med blodfortyndende medicin.