Forskere på flere danske hospitaler peger på, at det blodfortyndende lægemiddel Dabigatran kan reducere forekomsten af død og alvorlige komplikationer efter større operationer markant. Hjerteforeningens forskningschef bifalder studiet, bl.a. på grund af de mange patienter det er relevant for, hvor vi også har meget lidt viden om, hvordan vi skal behandle bedst muligt

Forskere har undersøgt, om det blodfortyndende lægemiddel Dabigatran kan nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme blandt folk med tegn på skade af hjertet efter en operation, som ikke var relateret til hjertet.

 

Studiet viste, at 110 milligram Dabigatran et par gange om dagen nedsætter risikoen for hjerte-kar-relaterede dødsfald, blodprop i hjertet og i hjernen, åreforkalkning i benene, amputering og blodprop i ben og lunger. Og det endda uden at øge risikoen for kritiske blødninger.

 

– Forskningsresultatet er bestemt interessant, fordi det er den første af sin art på et område, som er meget ringe belyst på trods af den store patientgruppe, som studiet er relevant for, siger forskningschef Gunnar Gislason fra Hjerteforeningen, der gerne ser, at studiets resultater udforskes yderligere for at øge validiteten og den kliniske anvendelighed.

 

Stor patientgruppe

Mere end 8 millioner patienter udvikler årligt på verdensplan en tilstand kaldet myokardieskade efter ikke-kardiel kirurgi (MINS), hvilket er en skade på hjertet forårsaget af blodprop eller kirurgisk stress. Det beskriver Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i en pressemeddelelse.

 

Tilstanden kan opstå efter større operationer som tarmoperationer, karkirurgi eller indsættelse af nyt knæ eller hofte. MINS kan lede til alvorlige komplikationer som blodprop i hjertet, apopleksi, andre alvorlige blodpropper, amputationer og død.

 

Kroppens blod størkner hos nyopererede kraftigere end normalt, og det er godt for operationsarret, der skal hele. Omvendt giver det også større risiko for blodpropper i hjertet. I årtier har man været tilbageholdende med at give blodfortyndende medicin til nyopererede patienter netop på grund af risikoen for blødning i det opererede område, men nu viser studiet, at den blodfortyndende medicin har en gavnlig effekt.

 

– Patienter med selv mindre skader på hjertet efter operationer har høj risiko for efterfølgende komplikationer og død. Det er glædeligt, at denne risiko nu kan nedsættes med blodfortyndende medicin uden betydende bivirkninger, siger overlæge Christian S. Meyhoff fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

 

MANAGE-forsøget, som er den overordnede titel på studiet, er iværksat af den offentlige forskningsinstitution Population Health Research Institute (PHRI) i Canada, og i Danmark blev forsøget koordineret fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor overlæge Christian S. Meyhoff har et formaliseret samarbejde med PHRI om perioperative forsøg. Sammen med Bispebjerg deltog også hospitalerne i Køge-Roskilde, Rigshospitalet, Herlev, Vejle og Hillerød.

 

Hvordan vil du beskrive artiklen?

  • Tryk send herunder, når du er færdig