Marianne Lund har prøvet at være syg med hjertet, og nu har hun skrevet en tekst, der lyrisk fortæller om, hvordan hverdagen har set ud fra hendes øjne, og hvordan hverdagen er hendes ven. Læs hendes personlige tekst her

Bemærk: Den følgende tekst er udtryk for Mariannes Lunds egne personlige holdninger og oplevelser. Vi takker Marianne for at vise modet til at dele sine oplevelse. Har du selv en historie så skriv den til webredaktør Mads Louis Orry og medsendt et vellignende foto (mindst 2 megabyte).

“Dan Turèll sagde: “Jeg holder af hverdagen”. Det gør jeg også.

Hverdagen er der. Mon vi husker at sætte pris på den?

Hvad er hverdagen egentlig for en?

Den er der “bare”. Eller sagt på en anden måde: Er den der “bare”?

Vi tænker ikke over den og sætter måske endda ikke engang pris på den.

Men lige så snart den forsvinder, altså hvis man er på ferie eller på anden vis er ude og opleve eller gøre noget andet, end man plejer, så nyder vi den, altså hverdagen, at den ikke er der.

Men, hvis man så bliver syg og ikke kan gøre så meget andet end at vente – vente på at blive rask, vente på svar fra lægen eller hospitalet – men uden man ved det, venter man jo på, at den der hverdag dukker op igen i sin rigtige forklædning. Men nogen gange tager det bare alt for lang tid og mod forventning med lidt optimisme, mens man venter, så – så dukker den gode “gamle” hverdag op igen og heldigvis, kære hverdag, for du er jo min tro følgesvend.

Jeg ved af erfaring, at hverdagen dukker op igen. Jeg kan selv have indflydelse på det. Men denne gang vil jeg have den hurtigere tilbage end de to foregående gange. For jeg sætter faktisk pris på hverdagen og ved at reflektere over den, “tale” med den, lade den få lov til at komme i første række, så kom den faktisk “springende” til mig som en gave.

Og hvordan mærkes det så?! Hvad gjorde udfaldet? Jo, jeg gav slip på alle de tanker, der gennem de sidste måneder havde påvirket mine følelser, hvor jeg har været meget sårbar.

Jeg besluttede, at være på forkant med min krop og mit sind. Havde fokus på åndedrættet flere gange dagligt, wellness-bad, modtage akupunktur, massage og zoneterapi, at være mindfull når jeg børster tænder, sidder på toilettet eller nyder min kaffelatte.

At være langsom, at sove, at give slip, at få frisk luft og komme hurtigere i form, men på den langsomme måde.

Det føltes på min krop mandag d. 30. oktober, præcist 19 dage efter blodproppen i hjertet d. 12. oktober 2017 – hm – den 3. af slagsen. Det var ligesom noget i min krop forsvandt, noget gav slip. At jeg stod der i min rigtige egen krop, der lige ved siden af den krop der ikke havde været på toppen, bye – bye!

Nu er min hverdag i gang igen på den gode måde, jeg “taler” til den og nyder den gennem hele dagen og takker den for dens eksistens.

Min frihed til at gøre lige hvad jeg vil, være alene og ikke begrænse mig, så jeg ikke kan være alene i naturen – det har jeg bestemt mig for, at jeg vil, selv om det denne gang gir’ stof til eftertanke, at mit hjerte kan finde på at gøre noget, jeg ikke selv er herre over.

Hverdag hvad er du egentligt for en? Vi har alle en.

Du er forskellig alt efter, hvem du er sammen med.

I mit liv er du hos mig for at give mit liv indhold, hvilket jeg sætter stor pris på. Vi samarbejder, du er hos mig hver dag. Du følger mig og jeg dig. I min dagligdag hvor jeg faktisk ikke før har givet dig betydning som nu, du er ikke bare en selvfølge, men min ven.

På en god hverdag har jeg overskud, går på arbejde, får lavet det jeg har sat mig for, sammen med dig, vi er i balance sammen. Du gør mig tryg. Du vil aldrig mere være en selvfølge.

Jeg ser tilbage på de gode tider med dig i mit liv og vil se fremad og glæder mig over hvad dagene fremadrettet vil byde på i dit selskab.

Nogle gange er der noget der hedder tid, tid til at lalle, være struktureret, systematisk og spontan.

Hver morgen når jeg vågner, er jeg glad, kalder det mit medfødte “glad gen”. Jeg går dig i møde, vi følges ad hele dagen, og jeg har valgt “at komme op på hesten igen”.

Sammen suser vi – du og jeg hverdag – der ud ad.”