Efteråret er hygge og samvær med familie, børn og venner. Vejret er stadig lunt, så brug efterårsferien udendørs, lyder rådet bl.a. fra Hjerteforeningens livsstilsekspert

Det er hjertesundt at være aktiv, mens sjove oplevelser og godt selskab giver mental sundhed.

– Det behøver ikke at være svært at kombinere hjertesundheden med ferie og hygge. Der er masser af måder at hygge sig på, forklarer Lotte Juul Madsen, der er diætist og en af Hjerteforeningens eksperter om hjertesund livsstil.

Hun giver dig her en stor håndfuld gode idéer til, hvordan du og dine kan få en hjertesund erfterårsferie.

 

7 hjerteglade idéer til efterårsferien

  1. Skær en græskarlygte med børnene og lav en skøn græskarsuppe af græskarkødet.
  2. Slip netflix, mobil og computer og tag en tur med børnene i svømmehallen.
  3. Byt kaffebordet ud med familiehygge i skoven og nyd træernes flotte farver.
  4. Vælg den bedste slikpose fremfor vej-selv-slik og popcornsmenu med sodavand i biografen.
  5. Server’ hjemmebagte knækbrød, nødder, mandler og tørret frugt til brætspillet.
  6. Drop fastfood og tag i stedet madpakke med når I skal på museum og andre oplevelsesattraktioner som Aros, Eksperimentariet, zoologisk have mm.
  7. Slap af og nyd freden, mens du samler kastanjer, agern, mos og kogler til dekorationer eller andre krea-projekter.

 

3 hjertesunde gevinster

  • Kroppens niveau af stresshormoner bliver sænket
  • Hjernen får en pause og bliver frisk og klar til nye input
  • Overskuddet og humøret stiger, og du bliver bedre til at modstår hverdagspres

 

Mangler du inspiration til hjertesund efterårsmad? Så prøv vores opskrift til lækker græskarsuppe og hjemmebagt knækbrød.