Det lykkes for rigtig mange at tabe sig, men succesraten for at holde vægttabet er lille. 90% af vægttaberne tager det hele på igen – og ofte mere til. Diætist Lotte Juul Madsen giver dig her viden om slankekure

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

For hjertepatienten kan store udsving i vægten være skadeligt. Det er langt bedre at være sund og stærk og holde vægten stabil end at kaste sig ud i et vægttabsforsøg. Generelt set er vægtsvingninger ledsaget af øget sygelighed og død selv hos overvægtige uden anden sygdom. Studier viser at den svingende vægt øger risikoen for død, blodprop i hjertet eller i hjernen.

Sådan lyder beskeden fra Hjerteforeningens diætist Lotte Juul Madsen.

 

Den magiske kur mod overvægt findes ikke, og virkningerne af yo-yo vægt er skadelige.

Hjerteforeningens diætist anbefaler, at vi flytter fokus fra tallet på badevægten til et fokus på sundheden. Det er langt vigtigere at have en sund og stærk krop end hvad du vejer. Diverse kurer med forbud, fastedage eller særlig madvalg lover mirakler, men har sjældent lang holdbarhed. Vægttabet bliver til vægtøgning og vægten ender endnu højere oppe end udgangsvægten.

– I stedet bør vi gå efter en hjertesund livsstil. Når maden er sund og varieret får kroppen en god kombination af næringsstoffer. Suppleres sund mad med motion, styrkes kroppens muskler, heriblandt hjertemusklen. En sund og stærk krop er bedre rustet mod hjertesygdom, siger Lotte Juul Madsen.