Sent søndag aften blev det i Hjertegalla på TV 2 CHARLIE afsløret, at Malan og Magnus Kenne Jensen blev ”Årets Hjerteredder 2018”. Malan på 13 år og Magnus på 20 år fandt deres mor livløs på sofaen hjemme i lejligheden i Randers

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Ud over Malan og Magnus Kenne Jensen var Alice Friis Hansen samt Oskar og Viktor Lyngaas Schnedler og Torben Høgh nomineret til Årets hjerteredder. Indtil fredag den 16. april kl. 12 var det muligt på Hjerteforeningens hjemmeside at tilkendegive, hvilken hjerteredder der i særlig grad havde ydet en ekstraordinær indsats.

 

Der blev afgivet 3870 stemmer. Og med næsten 46 procent af stemmerne blev Malan og Magnus Kenne Jensen kåret på fornem vis.

 

Det var Hjertegallas populære værter, Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo, der begrundede prisen og overrakte blomster, en check fra Østifterne på 10.000 kr. og en hjertestarter fra Hjerteforeningen.

 

– Prisen hylder ikke bare de nominerede her i salen, men også jer ude i landet, der tog affære, da et menneske faldt om, og livet hang i en tynd tråd. I er alle sammen lysende eksempler på, at det nytter at gøre noget. Det handler om viljestyrke og frygtløshed. Og i aftenens nominerede har alle vi andre et forbillede, sagde Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo i deres hyldesttale til Malan og Magnus Kenne Jensen.

 

Spørger man Malan og Magnus’ mor, Ulla Bjørg Møller Jensen, er der ingen tvivl om, at de søskendeparret fortjener al den opmærksomhed og hyldest, showet kan bære.

–  Jeg er heldig, at jeg har nogle modige børn, som ikke bare reddede mit liv og bevarede roen, men som også har været en stor hjælp i tiden efter, fortæller Ulla Bjørg Møller Jensen.

 

De to unge modtagere af hjerteredderprisen var glade og stolte over prisen. Og de har allerede besluttet, hvordan de vil bruge den konkrete del af hyldesten.

– Vi vil donere hjertestarteren til det helt rigtige sted. Og så har jeg taget forskud på glæden ved at købe et par nye sko for pengene, siger Malan Kenne Jensen.

– Og jeg bliver nok nødt til at give mine soldaterkammerater i Holstebro en omgang øl, når jeg vender tilbage efter en fridag, siger Magnus Kenne Jensen.

 

Alle er vindere
Hjerteforeningen havde i alt modtaget 51 indstillinger til ”Årets hjerteredder 2018”.

– Alle hjertereddere fortjener anerkendelse og tak. Også de mennesker, der handlekraftigt og ufortrødent træder til, men hvor det desværre ikke lykkes at redde livet på den person, der har fået hjertestop. De mennesker og de skæbner har vi i tankerne, når vi med smil og glædestårer hylder årets hjertereddere – og de liv og familier, de har reddet. Malan og Magnus Kenne Jensen reddede deres mor. Ingen ord kan tilnærmelsesvis beskrive deres gerning, siger Hjerteforeningens formand Anne Kaltoft.

 

BAGGRUND:
Se video-rekonstruktioner af de tre nominerede redninger samt se alle historierne bag de mange indstillinger til Årets hjerteredder her:

https://hjerteforeningen.dk/2018/03/stem-paa-aarets-hjerteredder-2018/

 

“Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning”:
Hvert år bliver ca. 4.000 danskere ramt af hjertestop uden for hospitalet. I hjemmet, på gaden, på boldbanen, i en forretning …

Gennem de seneste 15 år er der sket en imponerende stigning i de tilfælde, hvor der er givet livreddende hjertelunge-redning til et menneske med hjertestop. I dag sker det i to ud af tre tilfælde. Nu overlever hver ottende dansker med hjertestop uden for hospitalet. For 15 år siden var det ikke engang hver 25., der overlevede.

Men endnu flere kan reddes fra døden ved hjertestop. I de kommende år satser Hjerteforeningen stort med ny-udviklede gratis “Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning”. Målet er lære landet borgere, hvordan 30 tryk og 2 pust giver liv.