Heller ikke i frikvarterne skal det fremover være muligt for elever at forlade skolen for at ryge, mener Konservative. Det giver mening, siger forebyggelseschef, og peger på at rygning er noget, unge påvirkes til gennem de miljøer og sammenhænge, de færdes i. 

– Forslaget fra Konservative er godt, og at vi har brug for strukturer, der understøtter en sund adfærd, der er fri for cigaretter, siger forebyggelseschef i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen.  

– Som ung vælger man jo ikke aktivt at ryge. Det er noget, man påvirkes til gennem de miljøer og sammenhænge, man færdes i. Og derfor er røgfri skoletid et helt logisk og vigtigt initiativ, hvis vi ønsker at reducere antallet af rygere og personer, der dør som konsekvens af rygning. Og det ønsker vi. 

Han peger på, at Hjerteforeningen igangsat en større indsats på landets erhvervsskoler, hvor målet er at understøtte skolerne i udrulningen af røgfri skoletid. 

De Konservative vil da også have indført såkaldt røgfri skoletid på alle landets folkeskoler og privatskoler. 

Røgfri skoletid betyder, at det er forbudt for elever at ryge på i løbet af skoledagen. Ej heller i frikvartererne eller udenfor skolens område, skriver dr.dk 

Den nuværende rygelovgivning forbyder blot rygning på skolens matrikel, hvilket på mange skoler betyder, at elever bare stiller sig ud på fortovet og ryger. 

Et regelbrud vil i første omgang betyde inddragelse af forældrene. 

Forslaget kommer, efter Den Nationale Sundhedsprofil for nylig viste, at flere unge er begyndt at ryge. 

 

Debat om rygning i fuld gang 

Folketingets største parti, Socialdemokratiet, ser er optimiske i forhold til forslaget. 

– Det er et interessant forslag, og det er meget interessant, at der nu også er borgerlige partier, som kaster sig ind i kampen for, at færre børn og unge skal begynde at ryge. For det er en reel bombe under børn og unges helbred, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til dr.dk. 

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) siger: 

– Jeg synes personligt, at det er et fint forslag. Vi har jo allerede indført røgfri skoler, og det er der en god grund til, for børn og unge skal ikke ryge. Vi ønsker en røgfri generation i 2030, og det betyder, at initiativer som røgfri skoletid og andet, som kan være med til at sikre, at børn og unge ikke ryger i deres dagligdag, dem kigger jeg som sundhedsminister positivt på. 

Dansk Folkeparti, afviser forslaget fra De Konservative. 

– Vi er imod røgfri skoletid, som Konservative kommer med, for vi kan ikke se, hvilke konsekvenser det giver, siger sundhedsordfører Liselott Blixt. 

DF mener, at man skal gå længere for at uddanne og oplyse de unge om farerne ved at begynde at ryge. 

– Vi skal have undervisning i skolerne, vi skal sikre, at de unge lærer at tage ansvar, at de lærer at stå imod gruppepres, og at de ved, hvad det betyder at begynde at ryge, siger Liselott Blixt til dr.dk. 

– Jeg tror, at jo flere barrierer vi sætter op, desto mere provokerer vi de unge til at begynde at ryge, og vi vil se en stigning. Jeg tror, at den stigning, vi ser nu, netop skyldes vores fokus på hele tiden at fortælle de unge, hvad de ikke må. 

I næste måned vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby diskutere rygning med alle Folketingets partier med henblik på at skærpe lovgivningen.