Årets hjertereddere

Hjerteforeningen har modtaget 51 indstillinger til Årets hjerteredder 2018. Læs alle 51 anonymiserede redninger

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).

Alle hjerteredderne og de mennesker, de har reddet, er inviteret til et stort hyldest-arrangement fredag den 23. marts.

Du kan allerede nu se, hvilke tre af hjerteredningerne, der er blevet nomineret til at modtage prisen som ”Årets hjerteredder”. Den redning, der efterfølgende får flest stemmer modtager den ultimative hyldest ved Hjertegalla, der sendes live på TV 2 CHARLIE søndag den 22. april kl. 21. Se dem her og afgiv din stemme

Vi har modtaget 51 indstillinger til Årets hjerteredder 2018. Du kan læse alle 51 anonymiserede redninger her

Hjerteredninger i Region Hovedstaden

Den 8. januar 2017 ser G og R en person, der ligger på jorden ved Amager Strandpark omgivet af 3-4 personer. Personen er U-B, der har fået hjertestop. G og R giver hjertemassage (nr. 1)

Søndag den 8. januar 2017 havde min kone og jeg besøg af en ven fra Madeira. Da vejret var meget koldt, besluttede vi os for at køre en tur for at vise vores ven lokalområdet, det stop var Amagerstrandpark ved bunker 3. Efter et meget kort kig vender vi tilbage til bilen. På vej dertil ser vi en person, der ligger på jorden omgivet af 3-4 personer. Uden at tænke over det, løber vi hen for at se, om vi kunne hjælpe. Vi kan se, at en af personerne har ringet til 1-1-2 og en anden person har lagt tilskadekomne i låst sideleje, hvilket på det her tidspunkt er nok det værste for personen, da vi kan konstatere, at vedkommende ikke trækker vejret eller har puls.

Vi trækker personen væk fra sandbunken hen til betonunderlaget for bedre at kunne give hjertemassage. Vi prøver at tage overtøjet af vedkommende, men er så uheldig, at hendes store halstørklæde sidder fast i lynlåsen. Vi beslutter derfor at starte hjertemassage. Det gør min kone, mens jeg indblæser, velvidende at den bedste metode er mund-til-næse, foregår dette mund-til-mund, da vedkommende ser ud til at være forkølet.

Igennem telefonen, som nu er blevet sat på medhør, bliver vi guidet af den person, som modtog 1-1-2-opkaldet, og får hele tiden at vide, at ambulancen er på vej. Der går ca. 10 minutter. Ambulanceredder og lægeambulancen overtog personen.

I forvirringen fik vi ikke givet vores telefonnumre til personens veninde. Dagen efter forsøgte vi at ringe til 1-1-2. Vi forsøgte at få hjælp til at finde ud af, hvordan det var gået personen, men de henviste os til Region Hovedstaden, som heller ikke kunne give os oplysninger. Det var vores datter, der på Facebook læste efterlysningen, og på den måde fik vi endelig besked om sagens forløb.

Den reddede:
I dag har jeg det godt – har fået indopereret en ICD og skal til PET-skanning for at udrede, hvorfor jeg fik hjertestop.
Jeg er SÅ taknemmelig for, at G og R kom forbi, og at de havde taget et hjertemassagekursus. De fortjener den største hæder! Hele min omgangskreds og min familie er på vej til at tage et sådant kursus – og jeg selv, når mine ribben tillader, at jeg arbejder med min overkrop.

Den 25. februar 2017 redder 31-årige L sin datter E på 2 år i deres hjem (nr. 4)

Den 25 februar kl. 5 om morgen vågner vores datter og siger ”av mave” og tager sig til brystkassen. Hun kaster sig bagover med kroppen og virker til at have ubehag i kroppen. Hun melder selv ud, at hun bare vil sove og går ind og peger på sin seng. Jeg (hendes mor) lægger hende op i sengen, men bliver hos hende. Hun vågner igen og græder og siger av. Vi vælger at give hende panodil flydende, fordi vi vurderer, at hun har ondt i maven. Panodilen gylper hun op med det samme, så jeg frygter opkast og vælger at sætte mig op med hende i vores sofa. Hun falder i dyb søvn.

Kl. 7 sætter hun sig op, hiver efter vejret og vender det hvide ud af øjnene. Jeg kalder straks på hendes far og råber ring 1-1-2. Han kommer ind og begynder straks at lægge E i aflåst sideleje og tjekker luftveje. Han forsøger at finde puls, mens jeg kommer igennem til 1-1-2. Han påbegynder mund til mund. Da jeg får fat i 1-1-2 påbegynder L straks hjertemassage. 2 pust og 30 tryk. E har hjertestop og er død på nuværende tidspunkt. Hun ligger på vores sofabord og L fortsætter hjertemassage.

Jeg tager imod de 2 mænd fra ambulancen, som har en defibrillator med. De beder L fortsætte med at give hjertemassage, mens de gør hjertestarteren klar. E har hjerteflimmer, og de støder kun 1 gang, og de får hjertet i gang! Først her reagerer L, han har været så fokuseret på at redde vores datter under hele episoden. L arbejder på Leo Pharma og er uddannet automatik-tekniker. Igennem dette arbejde får han løbende opdateret sit førstehjælpsbevis, hvilket hjalp ham her sammen med hans evne til at holde hovedet koldt.

Uden ham er jeg ikke sikker på, at jeg ville have min datter hos mig i dag, så der er ingen tvivl om, at L er årets hjerteredder!

Den reddede:
E har i dag ingen mén efter hjertestoppet. Hun lå i respirator i 2 døgn. Da hun blev vækket, skulle hendes krop og hjerne først i gang igen. Men da vi blev udskrevet 12 dage efter hjertestoppet, kunne E selv gå og tale igen. De fandt ud af, at E havde fået en akut aflukning af hendes kranspulsåre. De formoder, det skyldes en rift i kranspulsåren, som så har lukket for blodtilførslen. Denne kranspulsåre er stadig aflukket, men hendes hjertet har fundet ud af at forsyne begge kamre med blod fra den ene kranspulsåre, hvilket er årsagen til, at hun kan fungere i dag. Vi ved stadig ikke, om hun skal opereres, da de ikke har set et sådanne tilfælde før på børn i en så ung alder. Hendes tilstand vendes derfor stadig på landskonferencer, og blandt andet har de haft søgt hjælp hos hjertelæger i Canada.

L har reddet vores datter ved at vide, hvad han skulle. Han holdt hovedet koldt og handlede, da det var nødvendigt. Han sikrede, at E fik ilt til hjernen under hjertestoppet, hvilket formodentlig er årsagen til, at E ingen mén har i dag udover at være mere træt. Der var ingen brækkede ribben eller punkterede lunger, og paramedicineren fortælle, at L var super til at samarbejde med dem, da de ankommer.

LBB’s beretning
Kl. 5 den 25. februar vågnede mín datter E (2 år og 4 måneder) grædende og sagde ”av i maven”, men tog sig til brystet. Min kone, T, og jeg prøvede på at trøste hende og fik lagt hende i seng igen. E vågner igen og græder lidt og siger igen av, så vi giver hende noget panodil, da vi tænker, hun har ondt i maven. E gylpede det hele op igen, og Trine havde et behov for at sove med E i sine arme, da hun tænkte, hun skulle kaste mere op. Så jeg hjalp T ind i stuen for at sidde med E og en dyne, hvorefter jeg gik i seng igen.

2 timer efter kl. 7 vågnede T ved, at E gispede efter vejret og vendte det hvide ud af øjnene. Så blev hun bevidstløs i hendes arme, hvorefter hun råber på mig. Jeg kommer ind i stuen og ser, E er bleg og ikke trækker vejret. Imens ringer T til 1-1-2. Jeg er straks i gang med at tjekke luftveje og puls, hvorefter jeg går i gang med hjertemassage.
Jeg kan huske, at jeg tænker, hvorfor det er, at jeg står i denne situation med min lille “raske” datter, der er bleg, blå og helt livløs.

Der går ca. 12 minutter, før ambulancefolkene kommer. Den ene putter en iltmaske på E og den anden begynder at putte en hjertestarter på hende, mens jeg stadig giver hjertemassage.
Så støder hjertestarteren, og Es hjerte starter første gang. Ambulancefolkene kæmper stadig, men først der krammer jeg T og bryder sammen i gråd, mens jeg siger til T, at vi har reddet hende.
Undervejs var akutlægen ankommet og alle kæmpede for Es liv. Da hun bevidstløs blev båret ud til ambulancen, så vi, at hun prøvede at fjerne iltmasken med hånden, som var tegn på, at der var liv.

De efterfølgende uger var vi indlagt på Rigshospitalet, som særligt i starten på Intensivafdelingen var en hård omgang. E blev på Traumecentret lagt i respirator og blev vækket om mandagen, da hendes tal så gode ud. E var slet ikke sig selv, da hun vågnede. Hun genkendte os dog, og vi var lykkelige for, at hun var hos os. E blev undersøgt, og de fandt, at hendes ene kranspulsåre havde fået en rift, som havde lukket for blodtilførslen, som så havde forårsaget hjerteflimmer og hjertestop. Tilfældet er ikke set på så små børn i Danmark før, og de har været i kontakt med andre lande for at finde svar i denne sag. Det er stadig uvist præcist, hvad fremtiden bringer. Men E kom sig hurtigt over hjertestoppet, og i dag har hun det rigtigt godt uden nogle mén, andet end at den ene kranspulsåre stadig er lukket, men hjertet har fundet ud af at forsyne sig selv med blod, så hendes hjerte fungerer optimalt. Hun får medicin for at passe på hendes hjerte, og vi går stadig til kontrol og er i dialog med Rigshospitalet.

Den 26. august 2017 redder PA, T, J og H i fællesskab PN, da han får hjertestop efter at have hjulpet med at fælde et træ i J og H’s forhave i Ålsgårde (nr. 7)

Lørdag den 26. august 2017 er jeg på besøg hos min kæreste J. Vi går rundt og ordner lidt græs og buske ude ved græsrabatten og hyggesludrer og joker lidt med A og J, der bor i nummer seks. Vi var enige om, at J burde tage sig sammen og få beskåret sit æbletræ, der står i græsrabatten helt ud til vejen. PN (jeg kun har mødt et par gange) kommer ud fra nummer otte og tilbyder med et smil sin motorsav, og sin hjælp til at få ordnet æbletræet. J og P går i gang og ikke længe efter, er det første læs klar til at blive kørt på lossepladsen. J og min søn, C, kører, mens P fortsætter beskæringen. Jeg selv går ind i forhaven for at fortsætte med at klippe en busk, der står ca. to meter fra, hvor Peter står. Jeg bestemmer mig, af uforklarlige årsager, til at bruge et ørnenæb frem for hækkeklipperen, til at klippe busken.

Pludselig stopper motorsaven, jeg drejer hovedet og kikker ud på vejen og spørger, ”Hvad så P. Var det det”. P drejer hovedet, ser på mig og falder om. Jeg kaster ørnenæbbet fra mig og løber rundt om stensætningen, mens jeg råber og med fagter signalerer til A og J, der står i deres køkken, at de skal ringe 1-1-2. Jeg vidste, P er hjertepatient, og var ikke i tvivl om, at der var brug for en ambulance. Da jeg (efter få sekunder) sidder foran P, var jeg i et split sekund bange for at vende ham om på ryggen, for han lå oven på motorsaven, og jeg vidste ikke, om han havde skåret sig i maven eller andre steder i faldet. Jeg får vendt PN om på ryggen, mens jeg skælder ham ud og tager hans briller ud af hans mund. Han gisper ekstremt efter vejret, er blålig om munden, og hans øjne er helt døde. Jeg begynder at give ham hjertemassage, mens jeg bliver ved med at kalde på ham og skælde ham ud. J kommer løbende ud og råber, at A har ringet 1-1-2. A kommer til og har fået kontakt til sygeplejersken. Til hende siger jeg, at jeg er gået i gang med hjertemassagen, og hun guider mig til, at finde det rigtige tempo, for de nødvendige tryk. Pludselig kommer PA (jeg kun har hilst på en gang før) og spørger mig, om han skal overtage massagen. Jeg rykker hurtigt væk og over på den anden side af PN og holder øje med hans brystkasse, alt imens sygeplejersken stadig er i røret og guider os til, hvad vi skal gøre. Pludselig er T fra nummer syv der og holder PN’s hoved, og efter hvert 30. tryk fra PA giver hun ham kunstigt åndedræt. Jeg registrerer ud af øjenkrogen, at J og C er kommet tilbage, og at PN kone H også er der sammen med en masse mennesker. Mens T, PA og jeg har kæmpet med PN, der op til flere gange blev helt væk for os, har J sendt C op til Falkenbergvej for at guide ambulancen ned af Stentevej. Da ambulancen kommer, fortsætter vi med at give hjertemassage, indtil redderne er klar til at tage over. De giver P hjertestød og sender bud efter lægehelikopteren. J og PA løber over til Nordkysthallen for enden af vejen for at sikre, at helikopteren kan lande der. Desværre er den for langt væk, og akutlægen var i Hørsholm, der ligger ca. 25 kilometer fra Ålsgårde. Ambulanceredderne måtte støde P tre-fire gange og fortsat give hjertemassage, inden akutlægen ankom. Det føltes som en evighed, men det gik meget hurtigt, og da akutlægen kom, hjalp flere af vejens beboere med at få PN op på en båre og ind i ambulancen.

Herefter stod vi lidt i klynger og talte sammen og var alle rystet. Da ambulancen var kørt, gik jeg ned til PA for at vende hele oplevelsen med ham. Desværre var T der ikke, men P og jeg blev enige om, at vi kunne have fortsat med hjertemassagen længe, for vi havde ”kørt” på adrenalin. Derefter gav vi hinanden et knus og ”high five” og skiltes.

J havde tilbudt H, P N’s kone, at han ville hente hende på hospitalet, hvis og når hun skulle hjem, så ved 18.00-18.30 tiden kørte vi ind på Rigshospitalet. Det var super godt, at se P igen, og han var helt i stand til at smile til os til trods for, han havde meget ondt i brystet.

En uges tid efter P var blevet udskrevet (nu udstyret med en pacemaker), inviterede han os alle til en snak om hændelsen og en øl i sin have.

Den 29. maj 2017 redder C sin mand, da han får hjertestop tidligt om morgenen i deres hjem (nr. 9)

Jeg husker, at jeg vågner en tidlig mandag morgen ved, at jeg hoster samt ikke kan få vejret. Det sidste jeg hører min kone sige er, at jeg skal tage mine arme over hovedet.
Det følgende, der så sker, er noget, jeg har fået fortalt.

Min kone ser, jeg falder sammen, helt væk, det er som om jeg prøver at sluge min tunge, så hun ringer straks til 1-1-2. Da hun er i telefon kontakt med alarmcentralen, stopper jeg med at trække vejret, og hun går i gang med at yde første hjælp. Efter 9 minutter kommer paramedicinerne og overtager fra min kone.

Efter noget tid, ved hjælp af deres hjertestarter, får de gang i mit hjerte igen, selv om børnene har hørt en paramedicinerne sige, at jeg var død …
Vores 3 børn på henholdsvis 11, 12 og 17 var også hjemme. (Vores pige på 17 blev faktisk 18 dagen efter).

Tre dage senere vågner jeg på Rigshospitalet.
Jeg har ligget i respirator, og den første besked, jeg får, er, at jeg har haft hjertestop. Ifølge min journal har jeg haft hjertestop samlet i et kvarter.
En uge senere får jeg indopereret en ICD.

Min datter glemmer aldrig hendes 18-års fødselsdag, hvor hele familien var samlet, og jeg lå i respirator på Rigshospitalet.

Den reddede:
Her 100 dage senere kan jeg takke min kone for, at jeg ikke har fået nogle mén.
Er begyndt at arbejde igen samt at dyrke den motion, som min krop og psyke nu tillader.
Jeg er tilknyttet hjertemedicinsk på Gentofte Hospital, hvor jeg er i gang med medicin-regulering.
Psykisk har det været en hård sommer for familien, men vi har talt meget samt benyttet os af de muligheder, vi har fået stillet til rådighed. Har det godt.

CP’ss version
Mandag den 29. maj 2017 vågner jeg ved, at min mand TJ har et voldsomt hosteanfald. Han sidder på knæ og falder lidt sammen, når han hoster. Jeg siger til ham, at han skal sætte sig op og tage armene op over hovedet for at hoste igennem. Han hører ikke, hvad jeg siger, og bliver bare siddende på knæ. Jeg får ham lagt på siden og tænker lige et kort øjeblik, om jeg skal ringe 1-1-2 eller 1813, heldigvis ringer jeg 1-1-2.

Imens jeg ringer, har jeg telefonen på højtaler lige ved siden af. Imens prøver jeg at få rettet T’ tunge, da det virker som om, han er ved at blive kvalt i tungen. Men han bider bare sammen om min pegefinger. Jeg bliver lidt desperat og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Thomas ligger på siden nu, han var meget tung at rykke rundt på, og jeg snakkede meget højt til min mand i håb om, at han kunne høre mig og selv hjælpe til. Men det gør han ikke.

Imens guider 1-1-2 mig i telefonen, hvad jeg skulle med T, men lige pludselig trækker han ikke vejret mere. Det sagde jeg højt, og så sagde de selvfølgelig, at jeg skulle lægge ham ned på ryggen og begynde at give hjertemassage. Jeg skulle tælle højt til 30, og give 2 pust. Da jeg nåede til pustene, var jeg I tvivl, om jeg skulle puste i munden eller næsen, men det fik jeg heldigvis sagt højt, og jeg pustede i munden. Imens jeg kæmper med min mand, hører jeg ambulancen, og hun siger også i telefonen, at de er på vej.

Imens alt dette sker, har vi også 3 børn. Da det skete var vores ældste pige 17 år (blev 18 år den 30. maj), pige på 12 år og en dreng på 10 (blev 11 den 2. juni). Vores børn regerede meget forskelligt. Den ældste råbte af T, og jeg råbte tilbage til hende, at det ikke hjalp, men at hun kunne hjælpe mig ved at prøve at ringe på hos vores naboer, som vi kender godt. Desværre var der ingen hjemme. Derudover kunne hun være der med hendes søskende. Den mellemste hjalp også med at kontakte naboerne, samt sms med sine veninder. Vores dreng vågnede først, da han hørte mig tælle højt, kom ind i værelset og gik hurtig ind i seng igen og læste den sammen side i hans bog.

Børnene får åbnet op for ambulancefolkene, og så tog de over. Der var der gået ca. 9 minutter, og ca. 4 minutter efter igen kom akutlægen. Da akutlægen kom, blev døren ind til værelset, hvor Thomas lå, lukket. De havde fået nogle oplysninger på T, om han havde haft nogle forvarsler? Fik medicin? Havde været stresset? og andre spørgsmål, jeg ikke kan huske.
Børnene siger også, at de har hørt ambulancefolkene sige “han er død”. Disse ord var ikke rare at høre. Jeg har ikke hørt dem, eller også har jeg fortrængt dem.

Da døren blev lukket, var der fælles krammer, med tårer i øjnene. Jeg tror ikke helt, det var gået op for mig, hvad der var sket. Jeg kontaktede min mor, så hun kunne være der med børnene, så jeg kunne tage med på hospitalet. Efter 15-20 minutter var de klar til at få T i ambulancen. T var ikke vågnet, men de havde pulsen i gang.

Vi kører med udrykning af den vej, jeg skulle have cyklet med mine børn i skole. Vejen er godt trafikeret i myldretiden, så jeg har aldrig kørt så stærkt der. Vi ankommer til Rigshospitalet, og de kører T ind på enestue, og så sidder jeg der og venter. Min storebror kommer heldigvis op til mig og er der, da den første læge kommer. Han siger, at de ikke har fundet nogle blodpropper, og at de har lagt T i respirator. De skal selvfølgelig undersøge T videre, hvorfor det er sket. Og de kan selvfølgelig ikke sige, hvor længe og hvordan det videre forløb kommer til at være. hvilket er det værste.
Min svigermor kommer også ind på Riget, samt storesøster og T’ moster og fætter.

Hjemme hos børnene er deres mormor, og deres faster er også kommet. Naboer og de snakker om, hvad der er sket og venter på besked fra mig. Og senere får de selvfølgelig lov til at besøge T.

Jeg havde hele tiden, en indre fornemmelse af, at T ikke skulle dø fra os, men jeg havde selvfølgelig en frygt om, at han havde taget skade af dette. Men heldigvis er T kommet rigtig godt igennem dette, uden særlige mén.

Nu er vi på den anden side af denne ikke særlig rare oplevelse. Vi er godt på vej til det “normale” hverdag. Men som vores dreng sagde 2 dage efter det skete: “Dette er noget, der samler familien”, og ja det kan han have ret i.

Dette var min version af den 29. maj 2017, hvor hjertestoppet sker, og jeg yder førstehjælp på min mand TJ.

Den 16. februar 2017 redder M sin mand, P, da han efter en lille løbetur får hjertestop i deres hjem (nr. 11)

Jeg beskriver her hændelses- og redningsforløbet så godt jeg kan efter det, min svigerdatter selv har fortalt.
De sad i hjemmet og drak en kop kaffe efter en lille løbetur på Amager Fælled.
Pludselig udstøder min søn nogle mærkelige lyde og glider halvvejs ned i stolen og tisser på gulvet.

M er med det samme klar over, at der er noget galt. Hun kan slet ikke komme i kontakt med ham. Frygter hjertestop og ringer 1-1-2, sætter medhør på telefonen og så er redningsaktionen i gang.
Får at vide, at hun skal trække ham helt ned på gulvet og give hjertemassage.

Det var hårdt, når man er lille og spinkel, men det lykkedes og så gik hun i gang med hjertemassagen, og som tidligere dagplejemor har hun lært førstehjælp.
Trækker han vejret, blev der spurgt? Nej siger M. Du skal blive ved med massagen og ikke forlade ham før vi står ved døren. Vi kontakter nogle i opgangen, som kan lukke os ind ved hovedindgangen og sørge for, at elevatoren er klar.

Til alt held var underboen hjemme, og så blev han også en slags redningsmand.

Der gik kun kort tid, så stod ambulancefolkene i stuen og med hjertestarteren fik P 4 stød og så gik hjertet i gang.
M fik fortalt, at det var godt, hun havde givet hjertemassage for så var hjertet mere klart til stødene.
Så fik P ilt, og M fik til opgave at holde beholderen.

Midt i al forvirringen stod 3 brandfolk i stuen. Hvad skal I? Vi skal måske transportere P ned fra altanen (4. sal).
Dette blev dog ikke nødvendigt, da båren godt kunne anbringes i elevatoren.

Så af sted til Rigshospitalet og næste dag til Gentofte Hospital, hvor opvågningen skulle foregå efter en nøje tilrettelagt planlægning.
Alt forløb godt og alle var lettede og glade over en vellykket genoplivning.

Jeg gør nu brug af muligheden for gennem Hjerteforeningen at indstille min svigerdatter som kandidat til prisen som Årets hjerteredder 2018.
NB. Da årsagen til hjertestoppet hverken skyldes en blodprop eller forkalkning af kranspulsåren fik P tilbudt en ICD/pacemaker. Man kunne jo ikke vide, om det kunne ske igen, og denne sagde han tak til. Det har senere vist sig at P lider af en sjælden hjertesygdom Brugada-syndrom og nu er hans 2 børn i gang med at blive gentestet for dette.

Den reddede:
P har det godt i dag og lever fint med sin pacemaker. Da han er kleinsmed, er han dog blevet frarådet at svejse. Har nu gennem længere tid arbejdet på fuld tid.

Den 5. april 2017 redder C sin kæreste, M, da han får hjertestop i sit hjem (nr. 15)

Jeg (den reddede) havde mødt redder (C) på vores fælles arbejdsplads, og vi var begyndt at se hinanden privat og var blevet rigtigt glade for hindanden. Vi bor ikke sammen, men på dagen havde vi aftalt, at hun skulle komme hjem til mig på privatadressen om eftermiddagen i ugen, hvor ingen af os havde børn. Jeg havde i tiden (sidste halve år) trænet en del for at starte marathon-træningen op igen sammen med hård styrketræning. Havde i perioden op til anfaldet været ekstremt udmattet, men tillagde det bare almindelig dårlig form og manglende energi grundet den øgede træningsmængde. Men dette måtte jo så vise sig at være tegn på resultatet, hjertestop.

Kl. ca. 17.30. Jeg lå og slappede af på sofaen efter arbejde, da jeg begyndte at få krampetrækninger og blive blå i hovedet og blev livløs med hjertestop. C kunne med det samme se, at den var fuldstændig gal med mig og tænkte, ”Nej det gør han fandeme ikke imod mig”, greb mobilen og ringede 1-1-2. Her blev hun kort instrueret i hjertemassagen, som skulle påbegyndes, indtil ambulancen kom. Hun blev bedt om at flytte mig ned på gulvet, hvilket var ikke muligt med den dødvægt, jeg havde, ca. 88 kg, og hun er en ”lille pige”.

Hun havde ikke mulighed for at hidkalde andre til at hjælpe hende, så hun var i kontakt med 1-1-2 under hele forløbet. I den tid, der blev givet hjertemassage, gav jeg ingen respons.
Efter ca. 30 minutter ankom 2 ambulancer og lægebilen.

Hvorfor der gik så lang tid, ved jeg ikke, men de toppede det med at gå forkert over til genboen i nummer 3 og sparke hans dør op, hvilket han komisk set, jo blev temmelig overrasket over, da han sad i køkkenet og arbejdede. Paramedicineren spurgte, om han var blevet ok.

C så dem og løb derover for at hente dem, hvorefter de tog over og startede genoplivningen. Der var ikke brugt hjertestarter, inden de ankom, men de gav mig 9 stød for at stabilisere mig, inkl. en bunke indsprøjtninger (der lå kanylerester over hele gulvet, da jeg kom hjem fra sygehuset). Lægen, der var til stede, gav kun de mange stød, fordi jeg allerede var i god form, da de normalt stopper, før der er givet hele 9 stød på en person med hjertestop……, havde lægen sagt til C under forløbet.

Jeg blev anbragt i den ankomne helikopter, hvor de ligeledes arbejdede videre på mig for at gøre mig stabil nok til transporten frem til Riget i København.
På Riget blev jeg lagt i kunstigt koma i en lille uges tid, fik begyndende lungebetændelse og udsigten var meget sort da jeg havde været uden ilt så længe.
Fik bl.a. scannet hjernen for skader, men der var ingen synlige skader.

Og lå ca. 1 måned indlagt, og sidst på Hillerød Sygehus, hvor C var ved min side, hvilket hun også var på Riget, hvor hun sad nætterne igennem ved mig.Ved indlæggelsen fik jeg fået indopereret en ICD-enhed.

Jeg har 3 drenge fra tidligere ægteskab, som eks-konen tog sig af igennem forløbet, og et par gode venner, som hjalp med at kommunikere ud til omverdenen om min status.
Håber C kommer i betragtning til prisen 

Den reddede:
Min status er i dag, at jeg selvfølgelig skal leve med medicinering resten af livet, og har efter 4 måneder genoptaget mit arbejde på nedsat tid med målet at komme på fuldtid. Er pt. på 30 timer og arbejder som projektleder i NIRAS (ingeniørfirma).

Træner ca. 4 gange om ugen og har efter udskrivningen gået på et hold for hjertepatienter på Frederikssund Sygehus med motion.
Skal vænne mig til en ny form for træning, og så går jeg på kommunikationscentret i Hillerød for at få ”øverste etage” i funktion.
Udviklingen har være stor, siden mit hjertestop og er fortsat opadgående.

Grunden til, at jeg vil indstille C til prisen er den redning og længden af redningen, som hun udførte. Det kostede hende en del muskelskader efterfølgende efter de ca. 30 minutters hjertemassage. 
At hun var der, og den måde hun rationelt kunne håndtere situationen på, og står ved min side i tiden efterfølgende.
Hun har imod alle odds reddet mit liv, og sikret mig en fremtid, og mine børn, at de stadig har en far.

Det er udelukkende hendes skyld, at jeg ikke har nævneværdig skade efter hjertestoppet, da hun agerede hurtigt og korrekt på mit hjertestop, og igen, kunne holde ud at gøre det i så uhørt lang tid.
Vi er den dag i dag fortsat sammen, og oplevelsen, som vi gerne ville have været foruden, har bragt os ufatteligt tæt sammen, så set i det positive lys var det nok held i uheld, det der skete.
Hvis I ønsker yderligere information er i meget velkomne til at kontakte mig, så er jeg parat til uddybning af det skete.

CH’s beretning
Min version af redningen er som følger:
Om eftermiddagen, den 5. april 2017, tager jeg hjem og besøger M efter arbejde. M og jeg har mødt hinanden på vores fælles arbejdsplads og er kort tid inden episoden finder sted, begyndt at se hinanden privat.

Vi sidder i sofaen og snakker – M er træt og læner sig tilbage i sofaen. Han begynder så pludseligt at ryste i hvad ligner et krampeanfald. Jeg tror kortvarigt, at han laver sjov med mig, men da jeg ikke får noget respons fra ham, da jeg taler til ham, kan jeg godt se, at der er noget helt galt. Jeg løber ud i tasken efter telefonen og ringer 1-1-2. Jeg får besked på at beskrive hans tilstand, som nu er gået fra kramper i hele kroppen til, at han nu ligger stille og er meget blå i hovedet – der er ingen puls og vejrtrækning. Jeg bliver bedt om at flytte ham fra sofaen til gulvet og påbegynde hjertemassage. Da M er en stor og meget muskuløs mand, må jeg opgive at flytte ham og forsøger bedst muligt at give ham hjertemassage, mens han ligger på sofaen. Jeg har ikke tidligere givet hjertemassage, men får gode instrukser over telefonen. Efter hvad, som føles som evigheder, får han en mere normal farve i ansigtet og begynder også at lave små lyde, der viser mig, at der er liv i ham igen. Jeg fortsætter hjertemassagen i de 25 minutter, det tager den første ambulance at ankomme til adressen. Det tager dem lidt længere tid end forventet, da de først går ind til naboen, da der er forvirring omkring den korrekte adresse. Det ender med, at jeg må løbe ud på gaden og kalde på dem og så tilbage og fortsætte hjertemassagen, selv mens ambulancemændene pakker udstyret ud.
Herefter ankommer endnu en ambulance og en lægebil med akutlæge. De stiller mig en masse spørgsmål angående hans helbred, som jeg desværre ikke kan svare på, da vi endnu ikke kender hinanden særligt godt. De giver ham en del indsprøjtninger og støder med hjertestarter 9 gange. Mens jeg står og kigger på, er der ikke meget respons fra M og uvisheden om, han overlever, vokser.

Der ankommer så en helkopter, som flyver ham til Rigshospitalet. Jeg har i ventetiden fået fat på en af Ms venner og arbejdskollega, som har svært ved at tro på det, jeg fortæller ham, men jeg får ham til at kontakte Ms familie, så de kan køre til Rigshospitalet og være hos ham.

Den efterfølgende uge ligger M i koma på Rigshospitalet, hvor jeg besøger ham dagligt. Prognoserne for fremtiden ser ikke godt ud. Hans krop kæmper også med en lungebetændelse. Heldigvis viser skanningerne af hjernen ikke nogen skader og efter 1 uge vågner han fra koma, bliver overført til Hillerød Hospital, hvor han kæmper en hård kamp og hurtigt gør store fremskridt.

Den 17. december 2016 redder A sin mand, da han får hjertestop på en løbetur i St. Dyrehave (nr. 21)

A og jeg (ægtefæller) er alene ude at løbe lørdag den 17. december 2016 i St. Dyrehave.
Inde i skoven St. Dyrehave, Hillerød, efter 1½ km, ser A, at jeg stopper op og falder om, hun tilkalder hjælp via 1-1-2, og udøver hjertemassage samtidigt med, at hun har kontakt med 1-1-2, og kan høre udrykningen. Telefonen er meget tæt på at løbe tør for strøm.

Ca. 13 minutter senere ankommer 1 læge bil og 2 ambulancer. A har været alene under hele forløbet. Der blev benyttet hjertestarter 9 gange. Jeg bliver kørt direkte til Rigshospitalet. Der var en blodprop i hjertet, og jeg får indsat en stent. Efter et par dage bliver jeg overført til Gentofte, hvor jeg får en ICD.

Den reddede:
Jeg husker ikke noget fra hjertestoppet til 4 dage efter. Jeg begyndte at løbe igen sidst i januar, og på en løbetur med løbeklubben Langgarverne i Hillerød den 9. februar 2017, blev jeg stødt 4 gange af ICD’en. Det viste sig, at jeg havde en ny blodprop i stenten, og fik så en dobbelt stent inde i den ”gamle”. Jeg genoptog mit job gradvist, og har været på fuldtid siden.
Efter genoptræning på Hillerød, går jeg nu på Hjerneforeningens Hjerteholdet i FysioDanmark. Desuden cykler jeg MTB i skovene omkring Hillerød.
Jeg føler, at jeg i dag fungerer mere eller mindre som før hjertestoppet, selvfølgeligt med det i bag hovedet, at livet er flygtigt, at vi skal passe på det og huske at nyde det.

AFH’s beretning
Vi skulle løbe i Dyrehaven en kort tur lørdag den 17. december 2016, inden vi henter N på stationen. En lidt tåget dag lige på frysepunktet. Så godt med hue og vanter. Efter 1,5 km stopper P op og bøjer sig frem over. Jeg spørger, er der noget i vejen, samtidig falder P om, kramper, ansigtet bliver blå, øjnene kører rundt, fråde om munden, vandet går. Jeg er klar over, det er alvorligt. Tankene myldrer rundt, det sker bare ikke her, jeg er alene. Skete det bare, hvor der var nogen, så ville han overleve, men nu …, jeg tror ikke, jeg kan hjertemassage, tænker P dør for mig, inden der kommer nogen og hjælper. Ryster i ham, der sker ikke noget. Ro på (P har altid sagt: Ro på, træd et skridt tilbage, få overblik. Tager min telefon, ringer 1-1-2, sætter medhør på, ligger den på jorden. Sætter mig på knæene, læner mig ind over, og så trykker jeg, samtidig råber jeg til P: Det gør du bare ikke imod mig. Det kan du fandeme ikke være bekendt

Hjerteredninger i Region Sjælland

Den 16. januar 2015 redder SMWJ på 71 år sin 71-årige mand, JEJ, da han får hjertestop i deres hjem (nr. 3)

JEJ falder om på 1. salen i parrets daværende hjem, hvorefter SMWJ ringer 1-1-2. Da han ikke trækker vejret, yder hun efter sygeplejerskens telefoniske anvisning hjertemassage, indtil ambulancen når frem. Paramedicinerne overtager, og kort efter ankommer også lægehelikopteren, som behandler med stød osv.

JEJ bliver kørt til Slagelse Sygehus, hvor der konstateres hjertestop og blodprop i kranspulsåren. Han lægges i kunstigt koma og overflyttes hurtigt til Odense Universitetshospital.
Efter et døgn i koma bliver han langsomt vækket, og får 5 dage senere indopereret en ICD.

Den reddede:
JEJ har i dag nedsat pumpefunktion i hjertet, men er ellers tilbage til sit gamle jeg. Han led i starten af hukommelsesbesvær, men det er blevet meget bedre med tiden.
SMWJ’s beretning

JEJ skulle på loftet med kagedåser, da jeg hørte et stort bump. Jeg kaldte på ham, men der kom kun mærkelige lyde. Jeg var klar over, at noget var helt galt, så jeg fik fat i telefonen, og skyndte mig på loftet, hvor jeg fandt ham liggende på gulvet. Jeg ringede med det samme 1-1-2 og fik fat i en meget sød sygeplejerske. Hun guidede mig gennem hjertemassagen, indtil redningsmandskabet kom. Herefter overtog de, og kørte ham til Slagelse sygehus, hvorefter de overflyttede ham til Odense Universitetshospital.

Den 22. august 2014 falder MZ på 53 år om med hjertestop på sin cykel. Han bliver reddet af JT, der sammen med sin mand kommer kørende i sin bil, da de ser en mand ligge livløs i rabatten på en lukket vej mellem Ballerup og Tåstrup (nr. 5)

(JT døde den 7. juli 2017)

Jeg vil gerne hermed indstille min redningskvinde, JT, som årets hjerteredder.
‘

Hun fandt mig den 22. august 2014 efter, at jeg var faldet af cyklen med hjertestop på en for biler lukket vej mellem Ballerup og Tåstrup. Hun og hendes mand kom kørende i bil, og så mig ligge livløs i rabatten. JT tjekkede først pulsen, som var ganske svag – herefter gik vandet på mig, og så vidste hun, at det var alvorligt. Hun gav mig hjertemassage, og skønt hun var svækket af egen sygdom, fortsatte hun indtil ambulancen, som hendes mand J havde ringet efter, kom.

Mit hjerte kunne ikke slå selv i 22 minutter, men i ambulancen kom der gang i det i gen. Jeg blev kørt på Rigshospitalet og lagt i kunstigt koma (nedkølet). Efter ca. 2 dage vågnede jeg op, og efter nogle omtumlede dage/uger har jeg i dag ingen mén, men fungerer fuldstændig normalt. Jeg har fået en ICD, så jeg ikke er afhængig af J eller en tilsvarende hjælper hvis det skulle ske igen.

Js og min familie mødtes efterfølgende til en god middag, og vi har fortsat sporadisk kontakt per mail.

Den reddede:
Fungerer normalt – og er lykkelig!

Den 16. september 2017 kommer JS på 20 år kørende i sin bil, da han ser, at der er noget galt. Han springer ud og starter hjertemassage på 51-årige KO, der har fået hjertestop på sin cykeltur til Præstø Havn/strand (nr. 13)

Min mand (KO på 51 år) fik efter en cykeltur hjertestop. Jeg har fået genfortalt forløbet af flere, der var til stede, og ca. 20 minutter efter var jeg selv og min voksne datter til stede under sidste del af redningsarbejdet. Vi blev og så, at ambulancehelikopteren lettede mod Rigshospitalet. Den aften og de næste uger vil vi aldrig glemme.

Min mand var cyklet til Præstø Havn/strand. Ud for roklubben, hvor vejen slutter, må han være faldet om. Ingen har set det. To ældre mænd går tur, trækkende en cykel og den anden med rollator, de ser ham og ringer 1-1-2. De tænker, det er for sent at gøre noget yderligere, da min mand ingen puls har!!

Så kommer JS ind i billedet!
JS kommer kørende i bil og ser, der er noget galt. Han springer ud af bilen og starter straks hjertemassage. Han får de ældre mænd til at skynde på ambulancen. De mener fortsat, at det kan være lige meget, da han ingen puls har! JS råber og skriger på hjælp af forbipasserende på cykel få meter derfra. Uden at nogen reagerer! Han fortsætter med at råbe om hjælp og skælder ud, alt imens han udøver hjerte-lunge-massage. Et ægtepar, der er ude at gå tur med deres hund, kommer til. LS aflaster herefter JS i hjertemassagen. Hun er ikke i stand til at kunne give indblæsninger, som JS så fortsætter med. Det må foregå gennem munden, da næsen er stoppet af sej slim. Hendes mand, GS, cykler efter en hjertestarter, der hænger på selve havnen. Den bruger JS tre, måske fire gange, inden hjertet går i gang. JS vurderer, at der nok er gået 10 minutter eller mere, inden hjertet går i gang. Jeg mener, en redder sagde, der havde været hjertestop i 20 minutter. (Efterfølgende viser det sig, at den stod til at skulle have udskiftet batterier! Og det viser sig, at der også hang en hjertestarter på selve roklubbens væg ud mod stranden). Stort tak også til ægteparret!

Herefter hører JS, at ambulancen nærmer sig, men den drejer forkert af, og lyden bliver svagere. LS og GS bliver ved min mand, hvis hjerte fortsat slår, mens JS snupper den ældre mands cykel for at indhente ambulancen. Kæden hopper af, og han løber nu efter ambulancen og får dem ledt hen til det rigtige sted. Derefter overtager redderne arbejdet.
Der ankommer også en akutbil og en helikopter nærmest samtidig med ambulancen.

JS har brug for at følge med i redningsarbejdet, og nærmer sig enkelte gange, men bliver vrisset væk af den ene redder. Han ved, der skal være arbejdsro, men har efterfølgende været frustreret over ikke at have fået noget opmærksomhed i form af info om, hvordan det går. Han har jo lige selv stået med hjertemassagearbejdet og er i adrenalinrus og chok, har brug for opfølgning.

I minutterne derefter ankommer jeg og min datter til stedet i bil. Vi skulle have haft mødtes med min mand ved Præstø Overdrev og ikke stranden, men da min mand ikke dukkede op, blev jeg bekymret, men tænkte han nok havde troet, vi skulle mødes ved stranden. Derfor kørte vi derhen for at se, om han var der. Straks jeg så ambulancen, vidste jeg det var ham. Jeg kunne bidrage med et par oplysninger som navn og dele af et cpr-nummer, alt kører jo rundt i sådan en situation. Jeg og min datter fik lavet de nødvendige opkald til hans søn og søster, da vi fik at vide, at han nu var stabil og stod til at skulle flyves til Rigshospitalet.

Jeg fik det indtryk, at den unge mand der stod med blod på hænderne og lidt i ansigtet, havde gjort en særlig indsats. Der var mange indtryk – grimme indtryk – men jeg fornemmede, at det var ham, jeg kunne takke for, at min mands hjerte kom i gang igen. Jeg får givet ham et hurtigt kram, da helikopteren er lettet, inden jeg og min datter bliver kørt hjem for at mødes med min mands søn og kæreste, der var i nabolaget. Herefter kører vi til Riget.

Den reddede:
Herefter følger en lang historie om min mand, der blev lagt i kunstigt koma 72 timer, kom tilbage til os og i dag kan gå, tale, huske, læse, skrive og koordinere! Han har været indlagt på hjerteafdelingen på Rigshospitalet lige siden den 16. september og skal være det omkring tre uger frem. MR-scanning, ventetid på svar og igen ventetid på tredobbelt bypassoperation tager jo den tid, det tager. Han har elektroder og boks omkring sig med overvågning konstant. Han må ikke forlade afdelingen et øjeblik af risiko for et nyt hjertestop.

Min mand blev hjerteopereret i går den 4. oktober 2017, og alt gik som det skulle! Vi er alle meget lettede. Engang i næste uge indsættes en såkaldt ICD (støder), inden min mand endelig kan komme hjem igen. Det er en mindre operation, som regel i lokalbedøvelse, så den er blevet en mindre sag for os.

Fem dage i sit liv kan min mand intet huske fra. Familien kan derimod huske det hele og glemmer aldrig de turbulente uger! Jeg har skrevet ned fra dagene i den første uge, så min mand og andre, der kan få brug for det, kan læse om det forløb, han var igennem.

Men efter operation og genoptræning og masser af tålmodighed, så kan han leve sit liv, som han kunne før hjertestoppet.
Det var især meget stort for os at opleve, at han kunne genkende os alle!

Det er vi JS evigt taknemmelige for i familien. Han har tillige vist sig at være en yderst sympatisk ung mand, som er meget opmærksom på at hjælpe andre i det hele taget. I skrivende stund har enkelte i familien mødt J, mens min mand var indlagt, men hvornår min mand møder ham, har vi ikke aftalt endnu. Men det kommer helt sikkert til at ske!

Den 19. oktober 2016 og 4. juni 2017 redder CSN på 22 år sin 28-årige kæreste, CF, ved at ringe 1-1-2, forud for hjertestop, som han får i ambulancen (nr. 18)

CF får en akut blodprop i hjertet den 19. oktober 2016 på hans kærestes fødselsdag.

CSN ringer 1-1-2 og sidder hos ham med sygeplejerske i telefonen. I ambulancen får han hjertestop x 2. Bliver opereret på Rigshospitalet og får en stent.
Frem til 26. maj 2017 ryger han igen af sted med komplikationer og bliver indlagt på Rigshospitalet og får to stent og derefter en grenblok. Han bliver udskrevet den 2. juni, og 4. juni får han igen et hjertestop om natten kl. 04:00.

CSN vågner og ser, CF hænger ud over sengekanten og er blå i ansigtet. Ringer 1-1-2, og da han har en indadgående vejrtrækning må hun ikke yde hjertemassage, men har vagtlægen i telefonen, til ambulancefolkene kommer. Da de ankommer, får han et hjertestop, og der gives 3 stød og førstehjælp. Han kommer på intensiv og bliver lagt i respirator et par dage for at stabilisere ham.
13. juni får han en blodprop i lungen og får en ICD indopereret d. 13 juli 2017.

Han har igennem dette år været meget inde og ude af sygehuset og mest på sygehuset, så de unge mennesker har ikke haft noget “liv”, da det har været ind og ud af forskellige sygehuse med diverse komplikationer. Der har været mange forskellige symptomer, som lægerne ikke altid kunne give nogen forklaring på, og det har været frustrerende for de unge mennesker. Der har manglet professionel hjælp i form af psykiater og bistand til at komme igennem sådan et forløb.

De har været seje, og især CSN, som har skullet hjælpe CF, men også prøve at holde sig selv oppe, hvilket har været svært i perioder. Hun har stadig til tider svært ved at sove ved siden af CF om natten, da det sidder dybt i hende, om han ikke vågner op eller flere hjertestop. Kan kun sige, hun er min hjerte-helt og er hende dybt taknemmelig for at redde min søn af flere omgange.

Den reddede:
Har i dag hjertesvigt og kæmper meget med psyken og er stadig bange for, at han får flere blodpropper og dør. Kan pt kun arbejde 1 time ugentligt da han er nødt til at genoptræne og skal tilrettelægge sit liv efter, at han skal hjem og sove til middag, da han ellers ikke kan komme igennem dagen.

Den 3. november 2016 redder SL sin mand, JCL, da han tidligt om morgenen får hjertestop i deres hjem (nr. 20)

Vi havde en rigtig grim oplevelse i starten af november 2016, helt præcist torsdag den 3. november kl. 04.43 om morgenen.

SL vågner ved, at hun tror, jeg snorker, og hun beder mig vende mig om, det gør hun 2 gange, og da der ikke sker noget, fornemmer hun, der er noget galt. Hun tænder straks sengelampen og ser, jeg ligger på maven med hænderne foldet over hovedet.

Hun prøver at løfte mig i armen og kan høre en underlig snorke/hiven/rallende lyd efter vejret og øjnene står vidt åbne på mig. Hun kalder/råber mit navn flere gange, men jeg reagerer ikke.

SL ringer 1-1-2 (efter at have trykket forkert 2 gange) og forklarer, hun ikke kan få kontakt til mig og bliver straks stillet om til en mega super sød og professionel sygeplejerske.

Hun forklarer sygeplejersken situationen, og sygeplejersken beder SL vende mig om på ryggen, men det kan hun ikke. Men SL skal vende mig rundt for at kunne hjælpe mig, siger sygeplejersken, og det får SL så gjort. Sygeplejersken siger, SL skal undersøge, om jeg trækker vejret, og SL forklarer hende, at øjnene er vidt åbne, og jeg kommer med de mærkelige lyde, og tungen er hævet op og på vej ud af munden. SL skal straks påbegynde hjertemassage, siger sygeplejersken og forklarer SL hvordan.

SL får fortalt, at jeg har noget med hjertet, men kan ikke huske nøjagtigt, hvad jeg fejler .. noget med venstre hjerteklap/hjerteflimmer og roder også lidt rundt i min alder, først får hun sagt 52 og så 55, og så husker hun, jeg er 5 år ældre end hende, så 57 år.

Sygeplejersken kan høre de lyde, jeg kommer med via telefonen, der er sat på medhør, og SL skal lægge mig på siden på et tidspunkt for at se, om det ændrer noget, hvilket det ikke gør, og skal så fortsætte med hjertemassage. SK fortæller hende, at der kommer bobler ud af munden på mig, og sygeplejersken forklarer noget om, at det er på grund af, at hun giver mig hjertemassage. Øjnene er nu lukket.

SL spørger flere gange, om ambulancen dog ikke snart kommer, og sygeplejersken er bare så sød og fortæller, at nu er de ved det og det sted (ikke at SL ved, hvor det er) og beder SL blive ved med hjertemassage, til ambulancen holder i vores indkørsel. Vi sover på første sal, og SL må først rende ned og åbne, når de har meldt klart til hende om ankomst.

SL døjer med en discus i lænden og har mange smerter i armen, så det er meget hårdt at give hjertemassage, og hun kan næste ikke mere, da de endelig lander. Hun ser de blå blink og skynder sig at løbe ned og åbne for den første Falck mand/paramediciner, der lander (som vi så for øvrigt kender fra en gammel arbejdsplads) og afslutter først samtalen med sygeplejersken der.

Der går i alt 13 minutter og 27 sekunder (har optager på hendes tlf.), fra hun ringer, til de kommer to paramedicinere ankommer lige efter den første, og så også en læge, i alt fire personer.

Jeg bliver flyttet ned på gulvet, og de påbegynder også hjertemassage og giver mig indsprøjtninger, og SL forklarer, jeg er hjertepatient og IKKE kan tåle NSAID på grund af hjertet. Mens redderne er her, som varer ca. 20-25 minutter, står og sidder SL på knæ uden for soveværelset og kan følge med i alt, de laver. De tilslutter en hjertestarter og henter en hjertemassagemaskine (Lucas), og de støder seks gange i alt, til jeg bliver så stabil, at de kan køre mig med på sygehuset.

SL kan huske, hun spørger, om jeg overlever, og lægen siger: du skal vide, vi gør alt, hvad vi kan, og det vidste hun jo godt. Alt det her ser selvfølgelig meget, meget voldsomt ud for SL.

SL bliver spurgt, om ikke hun vil køre med, men vælger at køre selv, da hun vil ringe til en af mine brødre om situationen. Hun ringer til min bror, og han vil komme op på sygehuset til SL. SL kører derop (efter at have kørt forkert to gange – gud fader bevares hun var ved at skrige til sidst).

De kommer straks ind på akut, hvor jeg ligger og får at vide, at de vil intubere og lægge mig i respirator og køle mig ned for at skåne min hjerne. Jeg skal på intensiv og ligge.
SL snakker med en læge. Lægen kan ikke sige noget, om jeg er uden for fare endnu. Måske kan jeg få hjertestop igen, så hun anbefaler, at SL og min bror kontakter familien og fortæller det i tilfælde af, jeg får hjertestop igen.

SL og min bror deles om at ringe rundt til mine børn, mine andre brødre og min mor (vi er en meget stor familie) og til SL’s tvillingesøster og forklarer dem den kedelige situation.

Jeg skal køles ned et døgn og ligge i respirator, og de får at vide, at de skal være forberedte på, jeg kan have fået hjerneskade og i værste fald store hjerneskader, hvis/når jeg vågner igen.

Jeg bliver langsomt taget tilbage til egen kropstemperatur efter 1 døgn og taget ud af respirator efter 1,5 døgn. Vågner lørdag morgen og er selvfølgelig konfus og forvirret. Jeg spørger efter SL som det første (fik hun at vide) så JAHHH jeg kan huske SL og også de andre efterhånden. Jeg er selvfølgelig træt og meget forvirret og spørger om det samme igen og igen, hvad er der sket – jeg kan intet huske om episoden.

Jeg bliver overført til hjerteafdelingen lørdag formiddag og kommer mirakuløst mig næsten fuldstændig. Jeg har lidt problemer med korttidshukommelsen, men ellers ser alt andet umiddelbart ud til at være intakt. Jeg kommer på benene – usikkert – men jeg kommer op og gå med hjælp og kan spise lidt selv – usikkert – men jeg spiser.

Om tirsdagen bliver jeg overflyttet til Roskilde sygehus for tjek af hjertet (KAG) via årer og har fået at vide, jeg skal have en ICD/pacemaker, inden jeg kan forlade hospitalet. Jeg bliver også tilbudt en psykologsamtale, som jeg tager imod. Det får jeg så lavet 12 dage efter ulykken og kan forlade hospitalet dagen efter sent eftermiddag. Dog med henblik på kontrol dagen efter med fysioterapeut og videre forløb.

Status er nu, jeg er i fuld gang igen med job og kommer til de forskellige kontrol og det eneste fysiske mén efter hjertestoppet er korttidshukommelsen, som driller lidt engang imellem. Jeg kan heller intet huske fra ca. ugen før ulykken og frem til Roskilde Sygehus – kun at SL har været hos mig og min chef på besøg – alt andet, der har foregået og besøg osv., kan jeg ikke rigtig huske.

Det blev en lidt længere historie end først tænkt.

Den reddede:
Status er nu, jeg er i fuld gang igen med job og kommer til de forskellige kontrol, og det eneste fysiske mén efter hjertestoppet er korttidshukommelsen, som driller lidt engang imellem.

Den 17. maj 2017 redder SOSU-hjælper ULN (47 år) 71-årige VH, da hun får hjertestop efter at have båret nogle planter ud af sin bil (nr. 22)

Jeg (VH) var onsdag den 17. maj sidst på formiddagen ved at bære nogle planter ud i min bil, for et øjeblik efter at køre mod København, da jeg som et lyn fra en klar himmel fik vanvittigt ondt i brystet. Jeg nåede at sætte planten på mit køkkenbord og tænke, at det ikke gjorde ondt ud i armene, hvilket gjorde mig rolig. Måske for et sekund, men meget hurtigt blev jeg klar over, at det var noget, jeg ikke selv kunne håndtere.

Jeg havde bemærket en cykel foran min nabos dør, hvilket indikerede, at han havde besøg af en SOSU-hjælper. Jeg fik ringet på og bad SOSU-hjælperen (ULN) om hjælp. Hun kiggede lidt forvirret på mig, sagde ja og lukkede døren. (Det skal siges, at min nabo skal have hjælp til alt, men ULN valgte heldigvis at prioritere mig først). På en eller anden måde nåede jeg ind hos mig selv igen og smed mig i en stol, hvorefter ULN kom og stillede (syntes jeg) en masse spørgsmål. Det sidste jeg husker er, at hun bad om mit sygesikringskort og tog sin telefon frem. Det næste jeg husker er, at jeg i et glimt så nogle personer fylde hele åbningen i min hoveddør. (Ambulanceredderne). Det næste, jeg så kan huske er, at en person siger til mig, at jeg er i Traumecenteret på Rigshospitalet og har haft et hjertestop.

Senere fortæller de, at hjertestoppet kom lige efter ambulancen var ankommet og varede i 3 minutter, og at det var på et meget, meget hængende hår. Mit hjertestop skyldtes ikke en blodprop men en hjerterytmeforstyrrelse, og derfor var der tid til at få hjælp. Jeg var så indlagt i 10 dage, hvor jeg fik indopereret en ICD samt fik en overvågning med hjem, som nu resten af mit liv står ved min seng.

Den reddede:
Jeg har det godt og lever mit liv som før.

Den 13. august 2017 redder 46-årige MOJ og 20-årige CH 64-årige HA, da han får hjertestop i træningscentret ”Work it up” i Vordingborg (nr. 24)

Jeg gled ned fra kondicyklen, men husker selv ingenting. MOJ, 46 år, trænede ved siden af. Hun så mit fald og var straks ved siden af mig, lagde mig i sideleje og sendte besked til receptionen om at ringe 1-1-2.

MOJ konstaterede frie luftveje. Det så ud som om, jeg trak vejret, men ingen puls eller bevidsthed. Sammen med CH, 20 år, som ligeledes var til træning i lokalet påbegyndte de hjertemassage og nåede hver 2 omgange, inden ambulancen nåede frem efter ca. 5 minutter.

MOH og CH blev bedt om at fortsætte hjertemassagen, mens paramediciner og redder klargjorde hjertemassagemaskinen ”Lucas”, lagde drop og ballon til at understøtte vejrtrækning. Der var hjertestarter i træningscenteret, men ambulancen var som lovet så hurtig, at den ikke kom i brug.

Paramedicineren i ambulancen har fortalt, at de måtte støde hjertet i flere omgange, med 2 minutters hjertemassage imellem. Efter 3. omgang lykkedes det at få hjertet i gang.
Derefter blev der sendt bud efter lægehelikopter fra Ringsted. 20 minutter efter landede helikopteren, og lægen kunne færdiggøre intubering, medicinsk stabilisering og respirator, før turen gik til Rigshospitalet.

På Rigshospitalet ventede nedkøling og kunstigt koma i 24 timer og derefter fortsat i respirator indtil langsom genopvågning efter 2 døgn. Heldigvis kunne jeg kende alle, der efterfølgende kom på besøg – ingen skade på grund af iltmangel.

Rigshospitalet fortsatte behandlingen med dobbelt bypassoperation og indsættelse ad ICD, i alt 17 dage på rigshospitalet.

Hvad er det specielle ved netop denne hjerteredning?

Både CH og MOJ var nyuddannede hjertereddere. CH havde samme uge lært livredning i Livgarden.
– Jeg fulgte bare de trin, vi havde lært, siger CH. MOJ havde tidligere på året været på 4 dages førstehjælpskursus i sit firma.
– Jeg var ikke i tvivl om, hvad der var sket, eller hvad jeg skulle, siger MOJ. Hendes 2 store børn på 16 og 23 år var også til træning og fik en øjenåbner for, hvad deres mor også kunne.

Samarbejdet mellem MOJ og CH, som ikke kendte hinanden på forhånd, er fascinerende: Spontant gør de det rigtige, samarbejder uden at det er nødvendigt med aftaler. Forbløffende hvad kursus i livredning kan udrette.
Tak.

Den reddede:
Jeg har det godt. Træner dagligt og er næsten på samme niveau som før hjertestoppet. Er fyldt 65 og er gået på pension. Nyder hver dag som en gave. Kun brystsmerter efter hjertemassagens brud på bl.a. sternum og den efterfølgende bypassoperation kræver endnu nogle måneders restitution, før armstrækninger og krophævninger kan foregå uden smerter i brystkassen.

MOJ’s beretning
Sidste år deltog jeg i intensiv undervisning via min arbejdsgiver i livgivende førstehjælp. Kursus var over 4 aftener og dækker de fleste akutte behandlingskrævende indsatser, herunder også brug af hjertemassage og hjertestarter.

Jeg var netop ankommet til træningscentret med min datter og søn (23 og 16 år). Går i gang med vores træningsprogram, og lige pludselig er der en mand, der siger: Hej hey, han falder.
Jeg ser HA ligge i en meget akavet stilling ved siden af den cykel, hvor han indtil for få minutter siden sad på. Løber straks over og prøver få kontakt med ham. Ser straks, den er gal og råber ”Ambulance nu”. HA er ved glide væk i sit blik, men jeg mærker puls. Lægger ham i aflåst sideleje og sikrer, han trækker vejret. Vejrtrækningen bliver svagere og svagere, og jeg er sikker på, han i det øjeblik, ambulancen ankommer, trækker vejret for sidste gang. Lader ambulancefolk tage over med at mærke puls osv, men bliver siddende ved ham. Der konstateres ingen vejrtrækning og puls, og så skal der gives hjertemassage. Der spørges, hvem der kan, og CH og jeg melder os. Vi skiftes i noget, der føles som timer, indtil ambulance nummer to ankommer. Her overtager en maskine hjertemassagen.

Både CH og jeg bliver i umiddelbar nærhed af HA, selvom der nu er fire ambulancefolk, helikopter og to læger omkring ham. Da HA er blevet intuberet og vurderes stabil, flyver de af sted med ham.
Det var selvfølgelig en meget intens situation, men bliver beroliget af ambulancefører, der fortæller lidt om forløbet og til sidst siger:
– I dag har I reddet en mands liv.

Jeg smilede stort, kiggede på mine hænder og trak vejret dybt. Først der slappede jeg af, og det gik op for mig, at jeg nu ikke længere behøvede være sur på HA. Han lyttede jo efter den skideballe, jeg gav ham og overlevede.

Historien har spredt sig igennem mine børn, som har fortalt, hvad deres mor kan, igennem mig og min omgangskreds, alle mine kollegaer, da jeg igennem et åbent brev takkede min arbejdsgiver for kursus og vigtigheden deraf og måske endnu mere, såfremt Hjerteforeningen vurderer, den er vigtig og god. Det – foruden mit nye venskab med HA og hans hustru L – er vigtigt. Budskabet om, at man faktisk kan gøre en forskel.

Håber, at min beretning er med til sætte endnu flere billeder på den oplevelse, som for rigtig mange mennesker var vigtig, intens og med heldigvis lykkelig ende.
Egentlig er jeg umådelig tilfreds med det faktum, at HA er i live, og har ikke brug for mere tak end det. Men, som du selv skriver i denne mail, hvis historien kan bruges til at bringe fokus på vigtigheden af at kunne førstehjælp/hjerteredning, så stiller jeg til enhver tid op.

Det er netop beviset for både CH’s og min indsats. Vi havde taget kursus, vidste hvordan vi skulle reagere/handle, og kan ikke lade være med tænke på, hvordan den skæbne-søndag kunne have endt, hvis tilfældet havde været, at vi ikke kendte til hjerteredning.

Personligt reagerede jeg ved at blive gal på HA. Sådan, hold nu op med det pjat, og tag dig nu sammen. Godt han ikke kunne høre mig. Har forgæves prøvet at bilde ham ind, at han fik mund-til-mund metode af mig! Kendetegnet ved vores efterfølgende kontakt er humor!

HA og L inviterede os alle til middag i Vordingborg. Flot middag, hvor vi fik talt nogle flere ting igennem. Ikke nok med at få invitation til dejlig middag, så fik vi også en meget fin Stelton kaffekande. Nævner dette, da det, jeg blev allermest glad for, var det meget personlige brev, som Henning overrakte os. Med ordene …. ”Min hjerteven” … Det var den største gave at få.

Den 25. juli 2017 redder 7 cykelvenner i alderen 50-72 år fra Greve Senior Sport ”Op på dupperne” 69-årige KJ, da han får hjertestop under en længere cykeltur på Vestamager (nr. 28)

Følgende har jeg (hustru) fået fortalt. Jeg var ikke til stede:

Min mand, KJ, er på en længere cykeltur sammen med 7 andre pensionister fra Greve Senior Sport (“op på dupperne”). De mødes hver tirsdag formiddag og cykler mellem 50 og 90 km. I forbindelse med en kort pause falder KJ pludselig – og helt uden varsel – om.

Flere af cykelvennerne bliver hurtigt klar over, at KJ har hjertestop, og der handles øjeblikkeligt. Cykeltøjet flås op, og en begynder på hjertemassage. En anden ringer efter ambulance og en anden supplerer med næse/mund pust. En cyklist, der kommer forbi, har kendskab til førstehjælp, og vedkommende, der ikke ønskede sit navn oplyst, hjalp en del i organiseringen af hjælpen. Flere fra gruppen skiftes til hjertemassage/pust. En sørger for tæpper, en sidder ved KJ’s hoved og taler intenst til ham. En er koncentreret i forbindelse med alarmcentralen.

I 17 minutter trækker KJ ikke selv vejret. I 17 minutter blev cykelvennerne ved – og blev ved – og blev ved med hjertemassage/pust. Ambulance og hjertelæge kommer efter 17 minutter, og KJ får et stød. På vej ind i ambulancen husker KJ, at han kommer til bevidsthed.

På Rigshospitalet opereres han øjeblikkeligt og får en ballonudvidelse. Efterfølgende får han en 4-dobbelt bypassoperation og ICD indopereres. Lægerne konstaterer, at KJ ikke har haft en blodprop, men har dårligt hjerte (arveligt), som aldrig er opdaget, da han ingen problemer har haft overhovedet.

Den reddede
KJ var indlagt i godt 3 uger. (Vi synes, det var et mirakel at kunne fejre hans 70 års fødselsdag 1 uge efter ulykken.) Han er helt uden mén og gennemfører nu (december) de sidste ugers fysiske genoptræning. Både han og jeg er dybt taknemmelige over, at cykelholdet handlede så flot, selv om ingen havde været i en lignende situation før.

Efterfølgende har vi inviteret til middag, hvor alle kunne snakke om forløbet, der selvfølgelig havde været en chokerende oplevelse for hele cykelholdet. Her blev der grædt, grinet, snakket og sunget, og det har haft en positiv betydning rent mentalt for os alle. Og det var meget vigtigt for KJ, efter udskrivelsen fra hospitalet, hurtigt at samles med dette superhold.

Den 21. maj 2017 redder 46-årige DAJ og 40-årige JM 53-årige JR, da han får hjertestop under motionscykelløbet Vestfyn Tours (nr. 32)

Søndag den 21. maj 2017 deltog min cykelkammerat JM og jeg i motionscykelløbet Vestfyn Tours.

Vi deltager i et løb hver måned fra februar til oktober. Denne gang var vores første løb uden for Sjælland, vi skulle køre den lange rute på 125 km.

Ruten, vi skulle køre, havde start i Aarup en tur op rundt om Assens ud forbi Helnæs fyr og så tilbage ind over land til Aarup en god lille tur på 125 km.

Løbet startede rigtig skidt, da jeg punkterede allerede efter tre km, min makker og jeg måtte stoppe for at skifte slange. Vi overvejede et kort øjeblik, om vi skulle droppe løbet, nu da vi ikke kom med hovedfeltet og havde 122 km foran os alene. Vi besluttede at fortsætte og så bare tage turen som en gang træning. Den beslutning skulle senere vise sig at være rigtig god.

Efter ca. 70 km kun os to, indhentede vi fire andre ryttere, som også havde haft defekt, vi faldt hurtigt i et godt samarbejde og en god snak. Vi aftalte, at vi ville køre løbet færdigt sammen, og vi besluttede at give den gas de sidste 55 km. Alle mand virkede godt kørende, og arbejdede alle for sagen.

Da vi har kørt ca. 98 km med en god gennemsnitsfart på 33 km/t, kører jeg og sludrer sammen med JR, en herre på 52 år. JR kigger på mig og siger, ” Jeg skal lige ….”, hvorefter han uden varsel slår et sving mod venstre og styrter med ca. 45-50 km i timen midt på vejen. Jeg bremser, hopper af min cykel og smider den i vejkanten. Jeg er henne ved Jan inden for 10-15 sekunder. Han ligger midt på vejen, ryster og raller og kaster op. Jeg får drejet ham om på ryggen, kigger ham i øjnene. Jeg mærker efter puls, men kan ikke mærke noget.

JM er hurtigt fremme ved JR og jeg, og han ringer op til 112 med det samme. Vi konstaterer hurtigt, at der ingen vejrtrækning er og ingen puls, og JM informerer alarmcentralen om dette. Pr. refleks går jeg i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt, som jeg bare få måneder tidligere har været på kursus i hos Tryg via TrygFonden.

JM har for under en måned siden via sit arbejde været til genopfriskningskursus i førstehjælp via TrygFonden. Mens jeg giver hjertemassage og kunstigt åndedræt, så sørger JM for, at JR hele tiden har frie luftveje, ved at få JRs tunge væk fra luftrøret, samtidig har JM hele tiden direkte kontakt til alarmcentralen og får givet alle oplysninger om, hvor vi er, hvad der sket og hvordan status er med JR.

JM taler med alarmcentralen, jeg yder førstehjælp samtidig med, at vi i samarbejde får JR venner, som er i chok, til at stoppe trafikken, da vi ligger midt på vejen.

Under samtalen med 112 hører JM, at de er i gang med et opkald i baggrunden for at finde den nærmeste hjertestarter. Efter ca. 8-10 minutter kommer der pludselig en dame i bil, der kører helt op til os. Hun springer ud af bilen med en hjertestarter. Jeg når at tænke, hvor kommer den pludselig fra (det viser sig, at damen er med i en ordning via TrygFonden, hvor hun har en hjertestarter derhjemme og en aftale om, at der kan ringes til hende). Vi hiver sammen hjertestarteren ud af hånden på hende, kigger på billederne på hjertestarteren i få sekunder, flår cykeltrøjen af JR og får sat elektroderne på hans bryst.

Jeg trykker start på hjertestarteren, som siger ”fortsæt hjertemassage” og samtidig udsender lyd med tempo for hjertemassagen, den giver instruktion om, der skal trykkes hårdere, eller at det er god hjertemassage. JM hjælper med at holde tempoet, mens han hele tiden kommunikerer med alarmcentralen og sørger for, at JR ikke sluger sin tunge. Vi får også lagt et stykke tøj under JR’s hoved.
Pludselig siger hjertestarteren ”analyserer, stød anbefales”. JM trykker på knappen, og hjertestarteren støder, og JR’s krop reagerer meget voldsomt på stødet. Da der er gået 14 minutter, kommer ambulancen og lægebilen. Mens de er ved at pakke ud, anbefaler hjertestarteren, at der skal stødes igen. Ambulanceredderen kigger på mig og siger, ”du forsætter bare, jeg er ikke klar”. Jeg støder igen og forsætter med livredning. Da der er gået 17 minutter, overtager fagfolket og støder en enkelt gang med deres hjertestarter. Efter et stød bliver der sagt, der er puls og vejrtrækning.

JR bliver kørt af sted til Odense Universitetshospital. Politiet kommer, og vi bliver afhørt, og her bryder vi begge to sammen. Efter vi har sundet os sammen med JR’s venner, bliver vi enige om at droppe løbet og trille den direkte vej hjem til Aarup. På turen hjem taler vi sammen om det, der er sket, kører i vores egen verden og græder.

JR’s venner får information om JM og jeg, og vi bliver løbende informeret over SMS med status på JR. Alt ender lykkeligt – JR slipper uden mén. Han har dog fået indopereret en ICD.

Mandag den 5. juni er vi i Odense for at møde JR og hans familie hjemme hos JR, en meget surrealistisk og følelsesladet oplevelse. JR fortæller, at da han er kommet ud af respirator, takker han ambulancefolket og lægerne for at have reddet hans liv, men får den besked, at det ikke er dem, han skal takke. ”Du skal takke de to mænd, der hjalp dig på stedet, det er deres indsats, der gør, at du er i live. Uden deres indsats ville vi ikke have kunnet gøre noget for dig”.

Der var altså en mening med, at vi havde valgt at køre Vestfyn Tours, at jeg punkterede, og at vi skulle møde JR den dag.

Den reddede:
Alt ender lykkeligt. JR slipper uden mén har dog fået indopereret en ICD.

Den 9. oktober 2017 redder 62-årige AB sin mand, FB, da han falder om med hjertestop i deres stue (nr. 34)

Ligesom min kone kom ind i vores indkørsel efter tur til Aarhus, falder jeg om med hjertestop i vores stue – hun kommer ind og ser, jeg ligger livløs på gulvet – hun ringer 112 og påbegynder hjertemassage.

Jeg ligger meget uheldigt mellem sofa og sofabord, men hun får mobiliseret uanede kræfter og får hevet mig ud, så hun kan starte massagen.
Ca 10 minutter efter kommer redderne og lægeambulance og giver mig stød, der får mit hjerte i gang igen.

Bliver med lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet og ligger i kunstigt koma i tre døgn, herefter vækkes jeg. I starten kunne jeg ingenting, men efter et par dage kunne jeg stå igen, og min hjerne er igen, nu tre måneder efter, fuld kapabel, og motorikken er helt normal.

Uden min kones hurtige og professionelle hjælp havde jeg ikke været i live i dag, måske, men så havde jeg været en grønsag, så hun er helt klart min store helt – samtidig er hun en meget ydmyg person og gør aldrig opmærksom på sig selv, men er der altid for andre, så hun fortjener helt klart et skulderklap.

Den reddede:
Jeg har det rigtig godt. Fik en ICD/pacemaker og er næsten lige så frisk som før både fysisk og mentalt.

Den 19. februar 2012 redder 35-årige MDO sin mand, MAO på 35 år, da han får hjertestop i deres hjem (nr. 39)

MAO ligger i sin seng i soveværelset, da MDO opdager, at der er noget galt med MAO.
MDO hiver MAO ned på gulvet og finder ud af, at der er tale om et hjertestop.
MDO begynder at give MAO hjertemassage, samtidig med at MDO får ringet alarm 112.
MDO og MAOs fire børn er alle hjemme og overværer desværre alt dette. Børnene er hhv. 1½ år (tvillinger), 5 år samt 7 år.

MDO giver MAO hjertemassage, mens hun hele vejen igennem har en person fra alarm 112 i røret, der guider hende.

Det tager ca. 10-12 minutter, førend ambulancen når frem, og herefter bliver der brugt hjertestarter.

MAO får mindst 16 stød, og der bliver boret et hul i MAOs skinneben, hvori der bliver sat en kanyle, så MAO kan få adrenalin og måske også atropin.
MAO har hjertestop i ca. 28 minutter.

På hospitalet får MAO efterfølgende indopereret en pacemaker.

Den reddede:
MAO har det alt i alt godt, men MAO har desværre lidt af stærke smerter i mellemgulvet siden hjertestoppet. MAO har været undersøgt for diverse ting, og det har nu vist sig, at det skyldes nervesmerter som følge af alle stødene. Så nu får MAO medicin herfor.

MDO’s beretning
Hermed min oplevelse vedrørende min mand, MAOs, hjertestop:
Det var fastelavnssøndag, den 19. februar 2012.
MAO havde migræne, og jeg stod op med vores fire børn, F på syv år, N på fem år og tvillingerne G og H på 1½ år.
Børnene og jeg havde lige danset rundt i stuen til høj musik, og satte os derefter ved spisebordet i køkkenet og tegnede.

Kl. var 9.35. Jeg hørte en mærkelig lyd bag den lukkede dør til soveværelset. En slags hæs lyd. Jeg kiggede på F og sagde, “hvad var det for en lyd?”
Jeg rejste mig og gik med F i hælene ind i soveværelset.
Dér fandt vi MAO liggende tværs ind over sengen med blå/lilla læber og uden vejrtrækning.
Jeg satte mig ved siden af ham, talte til ham, klappede ham på kinden og kørte mine knoer hårdt frem og tilbage på hans brystben – ingen reaktion. Prøvede at finde hans puls på siden af halsen – ingen puls.
Jeg ringede 112, og jeg blev efter en meget kort snak, viderestillet til en sygeplejerske. Hun sagde, at jeg skulle hive MAO ned på gulvet og gå i gang med hjerte-lunge-redning.
Jeg trykkede 30 gange og pustede to.
Jeg bad N tage tvillingerne ind i stuen, og jeg bad F hente vores naboer, så de kunne tage sig af børnene.
F spurgte, inden han gik, om far var død, hvortil jeg svarede “det ved jeg ikke”.
F kom kort efter tilbage og sagde, at naboerne ikke var hjemme. Jeg bad ham gå over og hente genboerne, hvortil han svarede, at det turde han ikke, da de havde en stor hund (og han var bange for hunde). Jeg sagde stille og roligt “det skal du”.
F gik derover på strømpesokker, og da de åbnede døren sagde han, “I skal komme nu, min far er ved at dø”.

De kom løbende, og den ene gik ind i stuen med børnene; den anden fik telefonen med sygeplejersken i røret (som jeg ellers havde holdt mellem skulderen og øret).
Der havde jeg været i gang med hjertemassage i små 10 minutter. Sygeplejersken foreslog, at naboen tog over, men det afviste jeg blankt.
Kort tid efter kom den første ambulance. De sagde, at jeg skulle fortsætte, da de først skulle pakke deres ting ud.
Efter jeg i alt havde givet hjertemassage i 12 minutter, tog paramedicinerne over.
De satte lucas ovenpå ham (altså den maskine med stemplet, som “masserer”).
Så satte de defibrillatoren på ham og sagde, “alle væk, der stødes” – der skete bare ikke noget. “Hva’ fan’” sagde de og ladede apparatet igen. De gentog, og igen skete der ikke noget. Alt imens lå MAO uden at blive stødt, ventileret eller masseret. Tiden stod stille.
Tredje gang virkede den, men uden reaktion fra MAO. De gav ham medicin i skinnebenet, efter de havde boret en kanyle ind i knoglemarven.
I det samme så/hørte jeg en helikopter. Jeg spurgte paramedicinerne, om den var til MAO, og det var den.
Jeg gik ind i stuen og tjekkede, hvordan børnene havde det. De så ”Bamse og Kylling”.
Jeg fortalte dem, at om lidt kom der flere mennesker i huset, og at lægehelikopteren kom. F udbrød, “kommer T?”. T er en bekendt vi har, som er ansat på lægehelikopteren.
Jeg fortalte, at det jo ikke var sikkert, at det var ham, som var på vagt.
Lægehelikopteren havde ikke kunnet lande i vores villakvarter, så de måtte lande på en græsplæne 3-400 meter fra vores hus. De stoppede en bil og sagde, de skulle bruge den for at komme hurtigere frem, men i det samme kom ambulance nr. 2, og de hoppede i den i stedet.
Lige pludselig gik F ud i køkkenet og sagde, “Hej T”.
Jeg kiggede på T, og han kiggede på mig og sagde, “Det er ikke MAO, vel”?.
Jeg nikkede, og de tog over.

Der var gået ca. 20 minutter. Lægen intuberede MAO, og de fortsatte behandlingen. Der var ingen livstegn.
Efter 28 minutter (kl. 10.03) kom der puls. MAO vågnede ikke, men hjertet slog.
Efter kort tid fik de ham på båren og ind i ambulancen. Lægen fra helikopteren kørte med. Jeg kørte ikke med, da jeg først skulle have min mor til at komme og passe børnene (dvs. tvillingerne).
De to store fik jeg arrangeret, at de kom hjem til et par kammerater med udklædningstøj og slog katten af tønden. Jeg handlede fuldstændigt, som intet var sket. Jeg var helt rolig hele tiden og handlede rationelt hele vejen igennem (reaktionen er så kommet efterfølgende).

Da der var styr på alle børnene, kørte jeg på Roskilde Sygehus.
MAO var lige blevet kørt til skanneren, og jeg gik derhen (sammen med hans mor og bror, som jeg havde ringet til hjemmefra).
Vi fulgte MAO op på intensiv, hvor han blev kølet ned til 33 grader og lagt i kunstigt koma.
Der blev taget en masse prøver, og ingen af dem viste noget.
De næste to døgn var der kun tilbage at vente og bede til højere magter. Venner/familie og arbejde blev også informeret.
Vi har et fantastisk netværk, det har vi aldrig været i tvivl om, og det var vi i hvert fald heller ikke her.
Efter MAO havde haft feber hele mandag nat, vækkede de ham tirsdag morgen.
Spændingen OM han vågnede var stor.
Men det gjorde han 🙂
I starten talte han ikke, men ét klem i hånden var “ja” og to klem “nej”.
Fint, så vidste jeg, at han var “derinde”.
Så kom talen og efter en uges tid også hukommelsen.
Den 13. marts blev han udskrevet fra Rigshospitalet med en indopereret ICD.

Den 9. december 2017 redder 47-årige UKS sin svigerfar, AS på 66 år, da han får hjertestop i UKS’ hjem (nr. 44)

Lørdag den 9. december holder vi familiefødselsdag for min mands store datter. Da alle gæsterne, på nær mine forældre, AS og S, er gået, siger mine forældre farvel. Efter at have taget overtøj på, tager min far (AS) fat i dørhåndtaget, og hans ben ekser under ham. Han falder forover ind i vores hoveddør, derefter falder han bagover, hvor jeg lige når at gribe hans hoved, mens jeg råber til min mand, at han skal ringe efter en ambulance.

Min far er på det tidspunkt død af et hjertestop. Min mand (UKS) ringer 112 og giver mig telefonen. Herefter starter han hjerte-lunge redning med det samme. Jeg får tilkaldt en ambulance og har en sygeplejerske i røret.

Vores tilsammen fire børn er hjemme.

Jeg får samlet alle fire børn og min mor på et værelse. Min mor er naturligvis meget bange og råber flere gange, han dør, han dør. Jeg får kontaktet mine to brødre.
Min mand formår under alt dette at holde hovedet koldt og få guidet mig til at hente tæpper, saks m.m.

Han giver hjerte-lunge-redning i ca. 15 minutter, indtil ambulancen kommer. Under de 15 minutter, når min fars hjerte at stoppe to gange, hvor min mand bringer ham tilbage til livet.
Da ambulancen kommer, bliver min far stødt to gange, og der opnås kortvarigt kontakt, men ikke vågen. Ca. fem minutter efter lander redningshelikopteren.

Efter stabilisering flyves min far til Rigshospitalet. Her kommer han direkte på operationsbordet for at forsøge en ballonudvidelse, men dette kan ikke lade sig gøre. Min far lægges i kunstigt koma.
Den 15. december 2017 opereres min far og får en fem-dobbelt bypass og efterfølgende en pacemaker.

Den reddede:
Min far kommer hjem den 23-12-2017. Han har ingen fysiske mén, og vender mere og mere tilbage til livet for hver dag der går. Uden min mands hurtige redning, havde min far ikke været i live i dag.

UKS’ beretning
Lørdag d. 9 dec. holder min kone (C) og jeg familiefødselsdag for min ældste datter, omkring kl. 18 begynder vores gæster at tage hjem, men mine svigerforældre (S og AS) venter med at gå til alle har forladt huset.

Kl.ca 18.30 begynder mine svigerforældre at gøre klar til at tage hjem. Jeg sidder på min datters værelse sammen med mine døtre, da jeg pludselig hører min kone og svigermor råbe og skrige. Inden jeg når at reagere, er min kone på værelset, hvor hun ude af sig selv råber, at jeg skal ringe efter en ambulance for hendes far (AS) er faldet om.

Jeg skynder mig ud og ser min svigerfar ligge på gulvet i vores entre. Jeg skynder mig at hente min mobil, ringer 112 og giver herefter telefonen til min kone, så hun kan tale med vagtcentralen.
Jeg skynder mig over til min svigerfar og konstaterer, at der ingen vejrtrækning og puls er og påbegynder HLR.

Min kone taler med vagtcentralen, som fortæller, at ambulancen er på vej, men at den kommer fra Asnæs, så der vil gå lidt tid. Imens min kone har vagtcentralen i røret, beder jeg hende om at hente nogle tæpper og en saks, så jeg kan klippe tøjet op, samt få samlet vores børn og min svigermor ind på et af vores værelser, så de ikke kan se, hvad der sker med min svigerfar. Dette er mere et forsøg på at berolige hende, min svigermor og børnene.

Min kone er meget oprevet og forsøger at bevare fatningen, men disponenten ved vagtcentralen har svært ved at føre en samtale med hende, så han beder hende om at lægge mobilen ved siden af mig på medhør, så han kan tale med mig, samtidig med at jeg arbejder med min svigerfar.

Jeg forsætter med HLR og får puls og vejrtrækning hos min svigerfar, hvorefter han kaster op, og jeg må vende ham om, således at jeg får skabt frie luftveje, og der mister jeg min svigerfar igen. Jeg skynder mig at forsætte HLR og lykkes at få puls og vejrtrækning hos min svigerfar igen. Efter 15 min med HLR ankommer ambulancen som påbegynder klargøring af hjerterstarter, mens jeg forsætter HLR. Herefter tager redningsmandskabet over, og min svigerfar bliver stødet to gange af redningsmandskabet, hvorefter de får kontakt med min svigerfar i form at bevægelse at arm og ben. Derefter intuberer og stabiliserer de ham så meget, at de kan gøre min svigerfar klar, til at han kan flyves med lægehelikopter til Rigshospitalet.

Min svigerfar bliver kørt afsted med ambulancen, som er landet på en mark ikke så langt fra huset og bliver fløjet til Rigshospitalet. Ambulancen vender tilbage, hvor mandskabet fortæller mig at, min svigerfar har en god chance for at overleve og måske uden store men, pga. den hurtige indsats med HLR.

Ved ankomst på Rigshospitalet kommer han direkte på operationsbordet, hvor de forsøger at lave en ballonudvidelse, men uden held. Herefter bliver min svigerfar lagt i kunstigt koma.
Han bliver efterfølgende opereret d. 15-12-2017 og får en fem-dobbelt bypass og pacemaker. Den 22-12-2017 bliver min svigerfar overflyttet fra Rigshospitalet til Holbæk sygehus og bliver herefter udskrevet derfra dagen efter d. 23-12-2017, hvor min svigerfar kommer hjem uden fysiske men.

Den 23. august 2017 redder 65-årige BVH sin mand, PH på 70 år, da han får hjertestop i hjemmet (nr. 48)

BVH (min kone) kommer hjem fra arbejde og bemærker, at jeg ser træt ud, men jeg har også haft en travl dag.
Hun beder mig komme med ind for at sidde ned, på vejen ind til køkkenet falder jeg omkuld.

BVH har forklaret mig, at jeg glider ned i en slags sideleje, at jeg raller, hun ringer 112, jeg bliver blå i hovedet og raller kraftigt.
Damen i 1-1-2 siger, at jeg skal have hjertemassage, BVH får mig vendt på ryggen og starter hjertemassage.

To ambulancer kommer efter 11-12 minutter, men kan ikke komme helt frem til huset på grund af en bom, som spærrer for adgang til huset. (Vi bor i et naturområde, hvor omgivelserne rundt om vores grund ejes af Naturstyrelsen. Netop den dag var bommen lukket med hængelås). Der går endnu minutter, men naboer kommer løbende efter nøglen til bommen.
Ambulanceredderne kan nu komme helt frem og overtager redningen, støder to gange. De konstaterer blodprop i hjertet, og jeg bliver fløjet til Rigshospitalet i lægehelikopter.

Den reddede:
Jeg har det fint i dag, jeg var til kontrol på Rigshospitalet efter tre måneder, hvor jeg gennemgik flere test og blev erklæret for rask uden mén.

Hjerteredninger i Region Syddanmark

Den 4. januar 2017 redder B (61 år), F (48 år) og A (50 år) deres klubkammerat E på 66 år, da han får hjertestop i Ketting Klubhus (nr. 2)

EV cykler til fodbold i Ketting Klubhus i Augustenborg. På vej op ad en lille bakke i blæsevejr synes han, at hanbliver forpustet og må stå af cyklen, så han trækker op ad bakken og får lidt luft. Derefter trækker han cyklen ca. 50 meter, og sætter mig på cyklen igen og cykler til klubhuset.

Han stiller sin cykel og går ind i klubhuset. Der sidder de tre mænd, A, B og F. EV sætter mig og siger puuuh, det blæser og var hårdt. De siger, at der er ikke mange, der er kommet, og EV siger, at klokken er jo kun 18.45, og de kommer først i sidste øjeblik. Derefter kan han ikke huske mere. EV falder om, og B når at gribe mig. Jeg har derefter fået at vide, at B giver mig hjertemassage, og F giver kunstigt åndedræt, mens A ringer efter hjælp.

Det viser sig, at jeg havde hjertestop. Havde de tre gutter ikke været der, havde jeg ikke været her i dag. Da ambulancen kom, fortsatte B og F med hjertemassage og kunstigt åndedræt, indtil ambulancefolkene var klar til at tage over. EV var på dette tidspunkt stadig ikke ved bevidsthed. Først da ambulancefolkene giver mig stød med hjertestarter kommer han til sig selv igen. Der er blevet tilkaldt en helikopter, og A sørger for, at der bliver tændt lys, så den kan se til at lande.

EV bliver ført til Odense Universitetshospital. Da han taler med lægerne siger de, at hans redningsmænd har gjort et flot stykke arbejde.
Der er ingen hjertestarter i klubhuset, så det de gjorde, var det, der reddede EVs liv, indtil ambulance og læge kom frem.
EV har efterfølgende fået en firedobbelt bypass og en pacemaker.

Den reddede
Her den 10/2-2017 har EV det godt 4 uger efter operationen.

FLN’s beretning
Jeg oplevede situationen som følger:

Det var en kold og blæsende aften, men min søn S og jeg ville ud og spille lidt bold alligevel, så vi tog derover. Pedellen var i klubhuset, så B, S og jeg satte os ind, hvorefter vi snakkede om, at EV plejede at være kommet. Så sagde B, at han havde set en person trække med en cykel ved Bro rundkørsel. Kort tid efter kom så EV.
Han kom ind i omklædningsrummet meget forpustet og satte sig ned, hvorefter vi snakkede lidt om vejret sammen med pedellen. Pludselig begyndte EV at “snorke” og faldt sammen. B fik fat i ham, og jeg kom til for at hjælpe. Vi prøvede at snakke med ham, men der var ingen kontakt. B gav hjertemassage, og jeg pustede i ham, samtidig ringede pedellen efter ambulancen.

Min søn var selvfølgelig chokeret og gik ud i gangen for at tage imod og fortælle de andre fodbold venner, hvad der foregik.

Efter en tid kom redningsfolkene, som også havde bestilt en helikopter.

Da A mødte op, gik han straks i gang med at hjælpe til, da han arbejder et sted, hvor der forekommer samme situationer.

Der blev tændt lys på fodboldbanen, så helikopteren let kunne finde vej.7

Den 23. oktober 2016 ringer 71-årige AS til sin kone, der er hos deres datter i Aars, for at få telefonnummeret på lægevagten, da han har haft trykken for brystet og ondt i venstre arm. Datteren ringer straks til ambulancen og beder dem tage ud til sin far. Hun ringer samtidig til sine forældres nabo (55 år), der yder genoplivning til AS (nr. 6)

Kort fortalt af AS’ datter AGP:

Min mor er til fødselsdag ved os i Nordjylland. Min far (A, som er på Fyn) ringer midt om formiddagen til os og beder min mor om telefonnummeret på vagtlægen, fordi han fra tidlig morgen har haft trykken for brystet og ondt ud i venstre arm. Han får telefonnummer, og de lægger på. 2 minutter efter ringer jeg (datter) 1-1-2 fra min mobil i Nordjylland.

Jeg får dem til at sende en ambulance ud til ham, men får oplyst, at der i hvert fald går mindst 20 minutter, inden den ankommer.

Jeg ringer til naboen (L), og beder ham løbe ned til min far (ca. 50 meter). L ankommer og snakker kort med min far, hvorefter min far falder om. L starter straks med hjertemassage og holder gang i hans hjerte, frem til ambulancen kommer frem (knap 10 minutter efter). Ambulancefolkene sætter hjertestarter på ham og får ham tilbage til livet.

De oplyser, at min far havde haft hjertestop i ca. 4 minutter, inden ambulancen kom, og at min far kun overlevede, fordi L var ihærdig og straks begyndte hjertemassage, fordi L holdt hovedet koldt og ikke gav op. Redderne mener, at han gav hjertemassage i ca. 6-7 minutter.

Vi skylder L alt, og min far ville have været død i dag, hvis ikke det havde været for ham.

Den reddede
Min far har det rigtigt godt og har takket være L ingen mén. Lægerne oplyste, at hvis L ikke havde holdt hjertet i gang, så havde hjernen taget skade i de 4 minutter han havde totalt hjertestop

Den 7. september 2017 redder PJP, CO og TDN 57-årige JP, da han får hjertestop i den lokale restauration Klubben 1811 (nr. 10)

Kort efter jeg kom på et lille eftermiddagsbesøg på den lokale restauration, Klubben 1811, faldt jeg pludselig om med akut hjertestop.
De tre indstillede trådte øjeblikkeligt og resolut til. P gav kunstigt åndedræt, C hjertemassage og T løb efter en hjertestarter, der befandt sig i den heldigvis nærliggende og stadig åbne domkirke.
Heldigvis reagerede jeg allerede på første stød, så jeg var vågen, da læge og ambulance kort efter ankom.

Som en lille krølle på historien vil jeg lige nævne, at ejeren af restaurationen og resten af udlejningsejendommen har bestilt en hjertestarter til gavn for gæster og beboere på grund af hændelsen 

Den reddede
Jeg blev kørt til Odense Universitetshospital, hvorfra jeg efter 12 dages ophold blev udskrevet med en BIV ICD pacemaker.
På grund af den hurtige livreddende indsats fra de tre gutter, så har jeg det i dag rigtigt godt. Føler mig fuldt oven på igen og er helt uden mén, hverken fysisk eller psykisk. (Bortset fra nogle stadig ømme ribben – Ham C kunne sgu ordentligt tage fat ).

Den 6. oktober 2016 redder SS på 51 år 79-årige KJ, da han falder bagover og mister bevidstheden i sit hjem i Bjert (nr. 12)

Besøg hos B og K J, Engdalen, 6091 Bjert.
Til middag i hjemmet hos ovennævnte, hvor KJ pludselig falder bagover og mister bevidstheden. SS og undertegnede er straks klar over, at der må handles hurtigt.

SS og undertegnede springer op og får med møje og besvær KJ ud af stolen, som han sidder i, lægger ham i aflåst sideleje, kalder på ham, derefter lægger vi ham på ryggen på gulvet, og da der ingen kontakt er til K, starter S straks med at give hjertemassage. Undertegnede tilbyder, at overtage hjertemassagen, såfremt SS bliver træt. Der ringes 1-1-2, og undertegnede går udenfor for at modtage ambulancen.

KJ fik hjertestop (bekræftet af ambulance-reddere).

Da redderne og en læge ankommer, går de i gang med oplivningen, og efter kort tid lægges K på en båre og køres af sted til sygehus Lillebælt i Kolding. Ks kone, B, tager med i ambulancen.
Klokken er ca. 20.00. SS og undertegnede forbliver i hjemmet, dybt chokerede og påvirkede af den alvorlige situation.

Ca. kl. 22.00 kører vi begge til sygehuset, hvor vi med glæde kan konstatere, at KJ har overlevet og nu befinder sig i gode hænder.

Den 13. oktober 2016 får KJ indopereret en pacemaker på OUH.

Den reddede
KJ afgik ved døden i hjemmet den 11. maj 2017 efter at have fået stillet diagnosen ALS.

SS’ beretning
K og B Jacobsen var ungdomsvenner med mine forældre, og de har fulgtes ad op gennem livet. Min mor blev taget af kræften i 2013 og min far sidste år september 2016 – 77 år. Så K og B ønskede at samle os, mindes min far – min fars kusine og hendes mand fra København, E, min fars fantastiske skønne kæreste og jeg, til en middag i deres hjem i Sdr. Bjert, lige uden for Kolding.

K har i længere tid skrantet, men jeg kender ikke de nærmere detaljer. Han har bare lidt svært ind imellem med at tale helt tydeligt. Til min fars begravelse var det hans største ønske at være med til at bære min far ud ad kirken … men K var svag og havde ikke kræfterne, han knækkede samme i knæet, allerede inde i kirken, så jeg måtte selv holde under kisten, hele vejen ud, dette opdagede K (heldigvis) ikke og han holdt en meget flot tale, senere på dagen, trods hans talebesvær!

Middagen hos K og B startede så hyggeligt, og der var en god stemning, og alle talte og hyggede sig … men pludselig så jeg K lægge hovedet bagover – sad med total åben mund og vendte det hvide ud af øjnene – der blev helt stille – men K havde lyde, som om han snorkede højlydt. Jeg reagerer som den eneste, rejser mig og nærmest råber K ind i hovedet, stiller mig bag ham og spørger, om nogen kan finde noget vand …. men jeg kan se, den er helt gal, beder én om at ringe 1-1-2 og beder nogen om at hjælpe mig med at få ham ned på gulvet – men alle er nærmest i chok. B finder sin telefon, og hun leder febrilsk efter en app, hun engang har downloadet, og E kommer mig til undsætning med K, men da de har Y-stol, hvor ryglænet går helt rundt, er han svær at få væk fra stolen – alt går meget stærkt. Pludselig får jeg nogle uanede kræfter, beder E om at fjerne stolen, mens jeg i et “snuptag” løfter K, og nu er han helt stille og trækker ikke længere vejret. Han skifter fra at være blå, til total at være kridhvid i hovedet. Jeg får ham ned på gulvet, begynder give hjertemassage og får B til at række mig telefonen, da hun stadig søger febrilsk efter den her app og siger mange gange ”Dør han, dør han, dør han …?”.

Jeg får kontakt til alarmcentralen og bliver herfra guidet i, hvad jeg fortsat skal gøre – alt, med telefonen mellem skulder og mit øre. Pludselig er der igen lyde fra K, han snorker højlydt. E og jeg får ham om i aflåst sideleje. Jeg får nogen til at gå ud og ser efter ambulancen og ser alle de andre stadig går rundt i choktilstand.

Ambulancen ankommer, og redderne tager over herfra. Jeg får B lidt til siden, så hun bliver klar til at tage med i ambulancen.

Efterfølgende sidder os, der er gæster, tilbage og “sunder” os lidt …. får lavet lidt kaffe, ryddet op og aflåst huset, og E og jeg kører til Kolding Sygehus og finder K og B. K både smiler og er nærmest helt upåvirket og taler helt uden problemer – så fint og tydeligt ….. men desværre, efter dette hjertestop, gik det kun nedad, frem til Ks død i maj 2017, knap 80 år – dét var trist.

Til hele denne oplevelse må jeg sige TAK til Life2Save, som tog mig med på et kursus i Psykisk Førstehjælp. Havde jeg ikke været med her, havde jeg MULIGVIS siddet, som de andre i selskabet – altså gået i chok og ikke kunnet handle, som jeg gjorde. Jeg forstår stadig ikke, hvorfra det hele kom – de uanede kræfter, overblikket og ikke mindst handlekraften – en hel surrealistisk oplevelse.

Jeg ville ønske, vi kunne redde mange flere mennesker hver dag. Jeg er selv én af dem, som kører landevejene tynde, hver dag, og jeg ville ønske, at alle os konsulenter kunne have en lille hjertestarter i vores bil. En opfordring til jer, kære Hjerteforening.

Den 1. oktober 2016 redder SFM på 66 år sin 64-årige kone, KDM, da hun falder om med hjertestop i deres datters hjem (nr. 14)

Jeg falder om med hjertestop hjemme i min datters hus i Dyrup. Heldigvis var min mand til stede, og han startede hjertemassage med det samme, og blev ved i 9 minutter til lægen og redderne kom. Min datter ringede 1-1-2, og min mand gav hjertemassage. Der bliver brugt hjertestarter, da lægen ankommer. Der stødes 1 gang.

Jeg fik på sygehuset indopereret en ICD/pacemaker, og efter en god medicinering har jeg det helt normalt og kan deltage i alle daglige aktiviteter.

SFM’s beretning
Hermed min version af redningen.

Det kan måske undre, at der først nu bliver indstillet, da redningen foregik den 1. oktober 2016. Det skyldes, at jeg mener, at det er verdens naturligste ting at hjælpe mennesker i nød, og som en overlæge sagde på Odense Universitetshospital (OUH), at jeg havde jo bare gjort min borgerpligt. Heldigvis hørte jeg til den gruppe, der bare går i gang, og ikke som nogle uforskyldt går i chok og panik. Efter forløbet ønskede jeg bare ro omkring forløbet for familiens skyld.

Som nævnt skete redningen den 1. oktober 2016 omkring kl. 20.00 hos min datter og svigersøn i Dyrup Odense. Min kone og jeg havde været ude ved vores datter og hendes to døtre (vores børnebørn) det meste af dagen og var ved at gøre os klar til at køre hjem til vores bopæl i Bogense.

Jeg var gået ud til bilen og ventede på min kone, da min datter råber højt og panikagtigt på mig, jeg skynder mig ind og finder min kone på gulvet. Hun var faldet om i forbindelse med, at hun skulle tage sko på. Jeg konstaterede, at hun var besvimet, og at hun ikke trak vejret, jeg vendte hende om på ryggen og begyndte straks hjertemassage, og jeg mener, at jeg får gang i vejrtrækningen igen og føler også, at jeg har kontakt med hende, men efter kort tid ophører vejrtrækningen igen og dette forløb sker 3 til 4 gange, mens jeg konstant giver hjertemassage. Min datter ringer 1-1-2 og har kontakt til alarmcentralen hele tiden under forløbet, samtidig med at hun havde travlt med at berolige sine 2 døtre på 9 og 11 år, der var gået i panik. Min datter spørger alligevel, om hun skulle afløse mig med hjertemassagen, det svare jeg nej til, da jeg uden at vide hvorfor tænker, at hun ikke skulle have skylden for, hvis det mislykkedes med genoplivningen.

Efter 9 minutter ankommer læge og Falckredderne og overtager hjertemassagen, og med det samme anvendes hjertestarter, som med første stød får gang i min kones hjerte. Lægen stabiliserer min kone på stedet og meddeler, at det var godt arbejde inden deres ankomst. Min kone bliver herefter kørt til OUH, og jeg er med i bilen. På OUH bliver min kone bragt til operationsstuen. Jeg bliver bedt om at gå til intensiv afdelings venterum, hvor min kone bliver kørt ind efter behandling kl. 01.00.

Behandlingsforløbet kan der siges meget mere om, men det vigtigste er, at min kone i dag har det lige så godt som før hjertestoppet og føler sig mere sikker, da hun har fået en ICD. Min datter og børnebørn er også kommet flot videre efter den ubehagelige oplevelse.

Den 6. februar 2017 redder HJH på 49 år sin 53-årige kollega JEG, da JEG får hjertestop på deres arbejdsplads (nr. 17)

JEG møder på arbejde kl. ca. 07.45 mandag morgen. HJH er i gang med en opgave, og fordi HJH er ramt af en hjerneskade (efter en blodprop for 4 år siden), har han ørepropper i ørerne. JEG ved, at han ikke må forstyrre HJH og går derfor ind på kontoret og starter sin arbejdsdag. Normalt holdes der fælles kaffepause kl. 9.00, hvor alle kan få drøftet, hvad der er sket i weekenden af stort og småt. Den morgen er der kun HJH og JEG på værkstedet.

Kl. ca. 8.15 skal HJH ændre arbejdsgang og beslutter i stedet for at fortsætte med opgaven, at gå ind på kontoret og drikke en kop kaffe med JEG og lige høre, hvordan JEG har haft det i weekenden.
JEG fortæller, at han har haft noget hoste og syntes, han har hostet så meget, at han er øm i ryggen og i maven. HJH og familie havde ligget syge med influenza hele weekenden, så det kunne da sagtens være, at JEG også havde sådan en omgang.

Imens de sidder og snakker og drikker kaffe (i ca. 5 minutter) ændrer JEGpludselig ansigtsudtryk og vælter af stolen. HJH handler hurtigt. Han griber fastnettelefonen og trykker 1-1-2 og siger, han formoder, det er en blodprop, og de skal guide ham i, hvad han skal gøre.

Alarmcentralen opstarter gennem telefonen livreddende førstehjælp. HJH gør, som der bliver sagt. HJH yder førstehjælp i ca. 6 minutter, før akutteamet kommer fra Danfoss A/S og tager over.
Med til historien hører, at HJH er en stor mand på ca. 120 kg, MEN JEG er en endnu større mand på 205 kg, så HJH har virkelig fat. Hjertestarteren sidder kun lige uden for døren ved kontoret, og da der ikke er andre medarbejdere i værkstedet til at hente hjertestarteren, yder HJH førstehjælp, indtil akutteamet tager over.

På sygehuset konstateres det, at JEG har fået et hjertestop og ikke en blodprop.

Hjertestarter blev først brugt, da redningspersonalet ankom. JEG stødes 6 gange, og der er først hjerterytme igen efter 40 minutter. JEG bliver i helikopter fløjet til Odense Universitetshospital.

Den reddede
JEG’s tilstand i dag (8.11.2017) er, at haner tilbage i egen bolig og kan klare helt basale ting – stå op om morgenen, vaske sig m.m. Han har hjemmehjælp 3 gange daglig og tilknyttet en hjerneskadekoordinator via kommunen. Derudover har han en § 85 terapeut. JEG er alene og har ingen børn. Han er særligt ramt på korttidshukommelsen, som virkelig er et stort problem for ham.

Den 23. oktober 2017 redder HK på 61 år sin 55-årige mand, PTK, da han får hjertestop tidligt om morgenen i deres hjem (nr. 25)

HK vågner kl. ca. 04.00 om natten ved besværet vejrtrækning ved siden af sin mand PTK i sengen. Hun tænder lyset og ser sin mand kæmpe for sit liv. Hun rusker i ham, og alvoren går hurtigt op for hende. Hun griber sin telefon og ringer 1-1-2.

Sygeplejersken tilråder HK til at få PTK om på siden. Med det samme opdager H,K at PTK’s tunge hænger ud af munden. Sygeplejersken fortæller, at hun skal have PTK tilbage på ryggen, og at hun skal påbegynde hjertemassage. Ambulancen er fremme 3 minutter efter. PTK’s hjerte er holdt op med at slå. Der bliver – så vidt HK ved – stødt med hjertestarter adskillige gange samt i ambulancen på vej til Odense. PTK får i Odense en ballonudvidelse i kranspulsåren. Bliver efterfølgende lagt på is og i kunstigt koma i tre dage.

Den reddede
I dag – halvanden måned senere – er PTK godt med at komme til hægterne. Han har afsluttet genoptræningsophold i Esbjerg og Grindsted. Han er tilsyneladende sluppet uden mén.

HK’s beretning
Mandag den 23. oktober 2017 havde vi gæster til spisning. Vi havde en rigtig hyggelig aften og ved 23-tiden kørte gæsterne hjem, PTK og jeg ryddede lidt op og gik i seng omkring midnat.
Jeg havde imidlertid problemer med at sove, og stod op et par gange, men gik så i seng igen halv to. Ca. kl. to hørte jeg nogle underlige lyde fra PTK. Jeg tændte lyset og så, han lå helt stiv og krampede lidt, vidt åbne øjne og havde svært ved at trække vejret.

Jeg prøver at kalde og ruske ham lidt, men kunne ikke få kontakt. Jeg ringede 1-1-2, og sagde jeg havde brug for hjælp og forklarede situationen. Damen var med det samme klar over, at det var alvorligt, og instruere mig straks i, hvad jeg skulle gøre. ”Vi” vendte PTK om på siden og han holdt op med de frygtelige lyde, men stoppede også med at trække vejret. Han kom tilbage på ryggen, og jeg blev instrueret i at påbegynde hjertemassage, samtidigt med hun beroligede mig med, at ambulancen var på vej.

Vi bor heldigvis kun 1,7 km fra beredskabet, hvor ambulancen kom fra, og der gik derfor ikke lang tid, før jeg kunne høre, at den kom nærmere. Da den var helt tæt på, blev jeg bedt om at forlade PTK og låse op, og derefter igen fortsætte hjertemassage. Jeg har for ca. 10 år siden prøvet det til et førstehjælpskursus og var slet ikke sikker på, det var godt nok, men man er jo nødt til blot at forsøge, så godt man kan.

Da redderne og straks efter paramedicinerne ankom gik alt meget hurtigt. Jeg husker kun forløbet i brudstykker, men der blev givet hjertemassage, PTK fik stød nogle gange og på et tidspunkt blev Lucas sat i gang. Efter ca. 20-25 minutter blev PTK gjort klar til at køre på Sydvestjysk Sygehus. Jeg blev gjort opmærksom på, at hans hjerte endnu ikke slog, men der kunne ikke gøres mere på stedet.

Jeg fik fat på min bror, som kørte mig på sygehuset. Vi ventede. Det føltes som en evighed, men nok omkring 45 minutter, da der kom en læge ud.
Han oplyste, at hjertet omsider var gået i gang, efter 47 minutters hjertemassage/behandling. Situationen var stadig alvorlig, da man ikke vidste, om hjernen havde fået ilt og blod nok i de 47 minutter, men PTK var nu stabil nok til at blive overført til Odense Universitetshospital.

På Odense Universitetshospital blev PTK nedkølet og lagt i respirator. Man ville så vække ham efter 72 timer, så nu kunne vi blot vente og vente og vente.
Natten til den 27. oktober var man påbegyndt at trappe PTK ud af bedøvelsen. Han blev tilsyneladende forbavsende hurtigt irriteret over respiratorrøret i halsen, så det rev han op. Jeg boede på det tidspunkt på patienthotellet, og blev ringet op fra afd. VITA ca. halv seks om morgenen, at PTK var vågnet og havde spurgt efter mig. Jeg LØB derover, og det var rigtig dejligt at se ham. Han var selvfølgelig sløv og træt, men kunne tale lidt og genkendte mig straks.

Herefter gik det hele rigtigt hurtigt. Han blev i løbet af nogle dage overflyttet til et sengeafsnit, og efter yderligere nogle dage kom han tilbage på Sydvestjysk Sygehus.
Præcis 5 uger efter hjertestoppet, blev PTK udskrevet fra Grindsted Sygehus, hvor han har fået genoptræning.

Status lige nu er, at der er lidt problemer med koncentrationen, lidt med hukommelsen og lidt med højre hånd, men der er jo heller ikke gået særlig lang tid. Der er selvfølgelig også en del træthed, så det er nødvendigt med fred og ro.

Jeg er selvfølgelig glad for, at Lene har indstillet mig til Årets hjerteredderpris 2018. Jeg er også klar over, at jeg var den første til at hjælpe PTK, men min indsats har jo kun været ganske få minutter. Der er jo en hel række personer derefter, telefondamen, redderne, paramedicinerne, læger og sygeplejerske, som har gjort deres allerbedste den nat og tiden derefter.
Jeg håber herigennem at kunne takke disse personer. Det er helt klart dem, som har trukket det største læs.

Jeg vil gerne, at der kommer en positiv historie frem. Vi bliver fra tid til anden gennem flere medier oplyst om, at ”systemet” ikke fungerer lige fra opringning til alarmcentralen, ankomsttid for ambulancer og fejlbehandlinger. Vi kan ud af ovennævnte udlede, at SYSTEMET FUNGERER, når der er brug for det, men er også godt klar over, at der selvfølgelig kan ske fejl, men her skal ALLE have al den ros, der findes i hele verden. Vi er dybt taknemmelige, og frem for alt til dem, som vil komme ud for noget lignende, så er der håb, selvom det ser sort ud. Det er muligt at komme igennem uden nævneværdige mèn.

Den 22. marts 2016 redder MAC (55 år), JP (67 år), MC (55 år) og PEC (59 år) 60-årige AC, da han får hjertestop ved morgenmaden i eget hjem (nr. 26)

Det var den 22. marts, tirsdag morgen ca. lidt over kl. 8. Min hustru og jeg sad ved bordet og spiste morgenmad. Pludselig fik jeg hjertestop, mens jeg sad på en kontorstol og var helt væk. Min hustru begyndte straks at undersøge mig. Jeg var død.

Hun alarmerede alarmcentralen og forlangte at sende ambulance. (Hun er meget skrap). Hun tilkaldte naboer og gik straks i gang med at give hjerte-lunge-redning, indtil naboer kom med hjertestarter, som vi selv har investeret i i vores fælles bebyggelse.

Jeg har selv været foregangsmand for den hjertestarter, men forventede ikke, at jeg selv skulle stødes. Derefter stødes der 3 gange uden reaktion. Der gives hjertemassage, og efter 15 minutter kom ambulancen og overtog og stødte 8 gange uden reaktion.

Så ind i ambulancen, og planen var, at jeg skulle til Kolding, men min hustru ville andet på grund af sin erfaring fra hospitaler. Det endte så med en tur på ca. 130 kilometer til Odense

Universitetshospital, hvor de åbnede for nogen hovedpulsårer ved hjertet og derefter lang tid i koma.

Den reddede
I kraft af hjertemassage fra de første minutter er hjernen nogenlunde, hvis jeg er udhvilet godt. Men fysisk er der ikke så meget at hente. Bliver hurtigt træt ved fysisk arbejde og lignende og har lidt problemer med motorikken.

Den 26. maj 2013 redder KLJ på 58 år sin 63-årige hustru, da hun får hjertestop i deres hjem (nr. 27)

Jeg har en meget lang “karriere” som hjertepatient. Fik min første kunstige aorta-klap i 1983 på grund af medfødt hjerteklapfejl. På daværende tidspunkt var der 8 (otte !!) måneders ventetid på en hjerteklapoperation. Vi havde 3 små børn, den mindste var 3 måneder, da jeg pludselig blev meget kortåndet, med masser af væske i kroppen. Et meget langt og svært forløb fulgte, men min dejlige klap holdt i 30 år. Desværre blev den angrebet af streptokokker ca. den 18.5.2012. Lægen var ikke hurtig nok med at sende mig på sygehus, hvilket resulterede i store bakterieangreb på klappen, aortabuen, mitralklappen samt en abscess. En 12 timers operation – men meget lidt forhåbning om et vellykket resultat – men jeg overlevede, fik 8 ugers antibiotikabehandling i Skejby – for at komme over den efterfølgende endocardit. En ny, biologisk hjerteklap, aortabue, mitralplastik, samt pacemaker.

Den 26.05.2013 fik jeg hjertestop om morgenen. Ca. kl. 08.30 gik min mand i bad, og da han kom tilbage til soveværelset, fandt han mig livløs. Han ringede 1-1-2 og fik hjælp af vagtlægen, som støttede ham i de følgende 18 minutter, hvor min mand gav mig hjertemassage samt kunstigt åndedræt. Falckredderne samt lægerne ankom. Jeg fik kl. 09.10, med sikker ROSC kl. 09.15. Stødt 2 gange på stødbar rytme. Således tid til ROSC i bedste fald 20 minutter. Ankommer til sygehus kl. 09.45.

Der var et kortvarigt hjertestop igen om natten, men derefter gik det meget bedre, og dagen efter var jeg allerede næsten fuldt orienteret igen. En fantastisk indsats af min kære mand. Han handlede helt efter bogen, selvom han følte sig meget usikker!

Nogle dage senere fik jeg en ny ICD/pacemaker, som vogter over min hjerterytme og pacer hjertet hele tiden. Han har i mange, mange år været min trofaste hjælper og fantastisk ægtemand, som altid står parat til at hjælpe med vores 3 børn (1977, 1980, 1983). Han fortjener at være Årets hjerteredder. Indtil nu er han årsagen til mere end 4 års dejlige oplevelser med nyt barnebarn, skønne dage sammen, hvor vi nyder hvert minut. Og hver dag bliver der lagt mere til!

Den reddede
Jeg har det godt. Er rimelig stabil hjertemæssigt. Har indtil nu ikke fået stød af ICD/pacemakeren. Jeg har desværre haft en del infektioner, som krævede flere indlæggelser til overvågning af både hjerteklappen samt ICD og ledninger. Desværre har jeg en meget slidt højre hofte, som ikke kan opereres, og derfor er jeg meget gangbesværet. ICD – giver en fantastisk tryghed – livskvaliteten er i top – og som fysisk lidt medtaget, oplever man en hel ny verden af hjælpsomhed, hvor fremmede mennesker tilbyder spontan hjælp og omsorg! Og med min helt egen livredder ved siden, ja så kan intet gå galt. Vi hår også arbejdet os frem til en accept af tilstanden. Livet er dyrebart. Den sidste dag kan dog hurtigt være en realitet, og vi arbejder på at være godt forberedt!

Den 10. marts 2017 redder 30-årige TJRM 73-årige JKP, da han får hjertestop i Sundhedshuset i Løsning (nr. 37)

JKP deltager i 3 mdrs. opfølgning efter at have gennemført hjerterehabilitering i otte uger i Sundhedshuset i Løsning. Ved opfølgning fortæller JKP, at han har det rigtig godt. Fortæller, at han selv er kørt herover for første gang under forløbet. Ellers har det været ægtefælle, som har været chauffør.

Ved opfølgningen skal deltagerne testes i forhold til at vurdere vægt og udholdenhed. Her skal deltagerne igennem en seks minutters gangtest. Denne gennemfører JKP upåklageligt med et flot resultat. Sætter sig efterfølgende tilbage til de andre deltagere, uden der er noget at bemærke. Synker pludselig sammen og pruster, som om han er faldet i søvn.

Sygeplejersken får JKP ned på gulvet og vurderer, at der er respiration og placerer JKP i stabilt sideleje. I mellemtiden står TJRM og laver gangtest på gangen og bliver kaldt på. Ved ankomst i lokalet spørges der ind til, hvem der har vurderet ABC, og dette er ikke udført. TJRM opstarter derfor førstehjælp fra begyndelsen og vurderer, at der er hjertestop og påbegynder HLR. Kollega KR sendes efter AED, imens TJRM laver hjerte-lunge-redning. TJRM placerer AED, og der afgives ved første scanning et stød, hvorefter JKP får respiration og placeres i stabilt sideleje. Ambulancen kommer efterfølgende hurtigt og overtager.

Den reddede:
JKP fik en pacemaker 31. marts, blev scannet 25. april – behov for ballonudvidelse. Den 6. juni får han isat fem stents.
J har reageret på forløbet, men har det efter omstændighederne rigtig godt.

Den 18. juli redder SK (32 år) og 32-årige DHN’s far, HNH på 75 år, da han får hjertestop i sommerhuset i Ebeltoft (nr. 45)

Vi var på besøg hos vores datter og hendes familie i sommerhus i Ebeltoft. Besøget skulle vare to dage. Næste dag gik min mand og vores knap 3-årige barnebarn i haven. Pludselig ser SK, som er vores svigersøn, sin dreng spankulere omkring foran i haven. Han sidder på dette tidspunkt og mader et spædbarn. Han ved, der er noget galt, da han ser sin dreng gå rundt i haven alene, løber ud og om bag ved huset med sit barn på armen. Her ligger bedstefar.

SK har kontakt til alarmcentralen, han arbejder hurtigt og effektivt (førstehjælp og hjertemassage) samtidig med, at der er kontakt til alarmcentralen. Vores datter hjælper. Ambulancen kom efter ca. 20 minutter, her var to reddere (plus en ekstra – måske i praktik).

Redderne arbejder effektivt og giver os andre opgaver, så de får flere hænder fri.

Jeg tror, at de gav stød, men ved det ikke. Min mand forsvandt flere gange, alt var meget sort og så ikke godt ud. Jeg husker, at de sagde, ”ingen puls”, da de lagde min mand på båren.

Turen til Skejby i ferietrafikken og alt det, som reddere og læge gjorde, er vi dybt taknemlige for.

Vi kan kun være dybt taknemlige og ydmyge over for disse folk.

Begrundelse:
Vi vil gerne takke det redningsfolk for den fantastiske måde, de behandlede os på. Det er alle fra først til sidst.

Den reddede
HNH har det godt efter at have fået en pacemaker og livet tilbage.
Selvfølgelig er hver dag ikke altid en solskinsdag, men vi skal trække den frem.

Den 25. januar 2017 redder 50-årige MW sin kone, MW på 50 år, da hun får hjertestop i deres hjem (nr. 46)

Onsdag den 25. januar 2017 kl. 16.15 føler jeg ubehag, svimmelhed og kvalme. Jeg lægger mig på gulvet, og herefter er jeg væk – med hjertestop.
Min mand går herefter i gang med hjerte-lunge-redning. Ca. otte minutter efter kommer ambulancen, og jeg bliver stødt tre gange.
På hospitalet bliver jeg lagt i kunstigt koma i et døgn. Sammenlagt er jeg indlagt i ca. 14 dage og får indopereret en ICD.

Den reddede:
I dag har jeg det fint. Jeg var sygemeldt ca. to mdr. og blev herefter indsluset til arbejdsmarkedet stille og roligt, indtil jeg pr. 1. juni startede op på fuld tid.

Hjerteredninger i Region Midtjylland

Den 17. juni 2017 redder børnebørnene OLS på 7 og VLS på 5 år deres farfar, OSS på 79 år, i hans hjem sammen med TH på 67 år, der bor på samme vej som OSS (nr. 8)

OLS og VLS er mine to små nevøer. De er 7 og 5 år. Den 8. december 2014 mistede de deres far, min bror, til kræft i en alder af 5 og 3 år.

Den 17. juni er drengene alene hjemme med min far, OSS. Deres elskede farfar, som de er meget knyttet til og ser hver dag. Farmor er taget ned for at handle. Drengene gad ikke med og blev alene hjemme med farfar. Farfar fik hjertestop, da de stod alene med ham.

De har fortalt følgende: De kunne ikke forstå, hvorfor farfar lagde sig på farmors sofa. En 3’er, han plejer at ligge på sin egen 2’er sofa. Farfar blev mærkelig. Han sagde en underlig lyd. De prøvede at slå ham i røven, men det hjalp ikke. Lyden fra ham blev mere mærkelig, og han blev blå i hovedet. De to små drenge tog hinanden i hånden og løb over til en nabo og sagde, den er helt galt med farfar. Naboen, TH, løb straks over, ringede 1-1-2 og begyndte at give hjertemassage. Da mor kom hjem, var huset fyldt med redningsfolk. Hjerteambulance og Helikopterpersonale. Farfar blev fløjet til Aarhus Universitetshospital.

Den reddede
Farfar lå i respirator fra lørdag til mandag på Aarhus Universitetshospital. Blev kølet ned til 33 grader for at mindske risiko for hjerneskade. Mandag blev han i respirator overført til intensivafdelingen i Herning. Om tirsdagen blev han vækket. Her en uge efter er han overført til hjerteafdelingen i Herning. Farfar er 79 år. Han er blevet udredt af neurolog og har ikke hjerneskade. Han er stadig meget svækket angående hjertefunktion, hjertets pumpefunktion er 25 procent, og derfor skal han nu efter 15 dage på sygehuset, overflyttes til Aarhus Universitetshospital en af de nærmeste dage, hvor der skal anlægges en ny pacemaker. Min far havde pacemaker i forvejen, men får nu en, der kan støde ved tilfælde af hjertestop. En ny model. Det er helt ufatteligt som han har rejst sig. Han er fuldstændig normal kognitivt. Vågnede op som en smilende, lysende og glad mand, der sætter stor pris på livet og alle dem, der elsker ham. Ikke mindst de to små drenge betyder helt ekstremt meget for ham, efter at deres far – hans søn – døde i 2014. Det har været en sorg uden lige. Og i det lys, synes jeg den her redningsaktion har en hel særlig betydning. Drengene er blevet rost meget for, at de har reddet farfars liv.

De to små drenge må have handlet ekstremt hurtigt, da farfar ikke er kognitivt skadet.

Vi har mødt så megen kærlighed i systemet ved alt det personale, vi har mødt. Jeg har orienteret om familiehistorien på afdelingerne.
Da drengene skulle besøge farfar på Intensiv i Herning efter han var vækket, var personalet forberedt på, de kom. De blev nærmest klappet ind og fik store is. En meget sød overlæge fortalte, han selv har et barn på 7 år, og hvor vigtigt det er, at der nu bliver undervist i førstehjælp i børnehaver og de små klasser. Mine nevøer er klart et eksempel på børn, der er bevidste og handler intuitivt hurtigt.
De er nogle små guldklumper, der allerede har været meget igennem, da de mistede deres far til kræft i bugspytkirtlen i 2014. Deres far blev 35 år. En smuk, ung og sund mand. De har heldigvis en meget ressourcestærk mor, der har klaret tiden efter helt fantastisk. Da farfar og farmor bor så tæt på drengene er de meget knyttet til hinanden, og mine forældre har været en stor hjælp i tiden efter tabet af min bror.

Hvis nogen fortjener prisen som årets hjerteredder, må det være de to små drenge. Det var personale på sygehuset, en læge på intensiv, der nævnte, at man kan indstille til årets hjerteredder i Hjerteforeningen.

TH’s beretning
Jeg gik i min have denne dag, da OLS og VLS, som var alene sammen med deres farfar, kom til mig, grædende og meget ulykkelige. Hvorfor jeg spurte dem, om de var faldet, men nej det var deres farfar, OSS, som de ikke kunne komme i kontakt med.

Så jeg greb min telefon og løb sammen med drengene derover, hvor jeg konstaterede, at OSS ikke var til at komme i kontakt med, samt han var blå i ansigtet. Jeg sendte drengene over til min hustru, hvorefter jeg ringede 1-1-2. Her blev jeg guidet til at give OSS hjertemassage, indtil ambulancen ankom og tog over.

Jeg gav hjertemassage, og min hustru tog sig af drengene, indtil der kom noget familie.
Jeg brugte ikke hjertestarter, da jeg var alene sammen med OSS, og derfor ikke kunne forlade ham.

OSS havde hjertestop, og takket være, at ambulancen og akutbilen var så hurtigt fremme med hjertestarter, fik de hjertet i gang igen.

Den 19. februar 2017 redder 20-årige MKJ og 13-årige MKJ deres mor, UJ på 50 år, da hun får hjertestop i deres hjem (nr. 16)

UJ sidder i sofaen med en kop kaffe om aftenen. Sønnen MKJ er i køkkenet og datteren MKJ på sit værelse. Der er ikke andre hjemme.

MKJ hører et par høje gisp fra sin mor og skynder sig hen til hende, han ser, hun er slap i sofaen. Han mærker ingen puls og kalder på MKJ (lillesøster) på dengang 12 år, for at hun skal ringe 1-1-2. UJ har ingen sygehistorie, der gør, at børnene er forberedte – hun er normalt frisk og rask.

MKJ har ikke lært førstehjælp, men påbegynder straks hjertemassage på sin mor. For at holde rytmen i hjertemassagen synger han sangen ”Staying alive” i sig selv – en sang, der minder ham sin mor, da hun tit har spillet den i hjemmet, og de har snakket om, at denne sang er lavet til dette formål. Han evner at genkalde det på trods af den stressede situation, han er i.
Samtidig får MKJ kontakt til 1-1-2 og forklarer situationen. MKJ får instrukser over telefonen fra 1-1-2.

Lillesøsteren MKJ løber ud for at tage imod ambulancen, da denne kører forkert, løber hun efter den og guider dem til hjemmet.
MKJ har fået UJ’s hjerte i gang, inden redderne kommer. Da redderne kommer til husstanden overtager de hjertemassagen. UJ får stød for at få hjerterytmen på plads. Vi ved ikke, hvor mange gange der stødes. UJ er under langvarig behandling i ambulancen, inden de kører – der var fem reddere til stede.

Begge børn evner at bevare roen i hele situationen. MKJ evner at kontakte sine to brødre, UJ’s forældre og meldte UJ syg på jobbet, inden ambulancen kører med UJ. MKJ, MKJ og broderen L, som er nået frem, er alene i huset, efter at UJ køres derfra. UJ’s forældre tager sig herefter af børnene.

MKJ har fået meget ros for sin hjertemassage, det reddede hans mors liv. Vi er alle utrolig stolte over, at MKJ og MKJ reddede deres mor, og at alle 4 børn, der virkelig har været stærke og håndteret deres mors sygdom. De har været en stor hjælp for deres mor, både med kærlighed og med praktisk hjælp. Det er et godt 5-kløver.

Den reddede
UJ kom på Intensiv på Skejby, hun havde brækket tre ribben – det ene ret voldsomt, og bøjede tre ribben under hjertemassagen, så hun var ret medtaget fysisk. Hun fik indopereret en ICD under indlæggelsen og bliver monitoreret om natten.

I dag har UJ det godt. Hun er delvis raskmeldt. Det forventes fra lægens side, at hun er helt raskmeldt til februar 2018. Ulla er mærket af træthed og har fået søvnforstyrrelser. Der har været en sideeffekt ved hjertestoppet – stofskiftet er meget ustabilt, hun har fået aktiv jodbehandling, og der er sket en vægtøgning på indtil nu 16 kg.

UJ går stadig til genoptræning 2 gange om ugen, og hun er fortsat mærket af de brækkede ribben. Men hun overlevede og lever uden voldsomme skader – hurtig hjælp er guld 

MKJ (20) og MKJ (12) beretning:
I forhold til selve redningen har vi umiddelbart ingen nye perspektiver, ud over et par små ændringer:
Opkaldet til Us arbejde blev først foretaget, efter at hun var indlagt, og vi sad i et venteværelse på sygehuset.
Der blev givet tre stød i alt under genoplivningen, før der kom tegn på liv.

Den 14. juni 2017 redder LJ (49 år), FJ (68 år), LBL (47 år) og CS (48 år) deres løbetræner GEJ på 52 år, da han falder om med hjertestop i forbindelse med løbetræning i Frijsenborgskoven (Hammel) (nr. 19)

Vi skriver for at berette vores personlige historie om fantastisk samarbejde og holdindsats i forbindelse med et hjertestop en ganske almindelig onsdag til løbetræning i Frijsenborgskoven. En historie om, at det nytter at hjælpe – samt vigtigheden af en hurtig livredende førstehjælp.

Vi (AM og GEJ) er begge motionister og har i mange år været medlem af Hammel GF Løb & Motion. Onsdag den 14. juni 2017 kl. 17.30 møder vi op ved Hammel Idrætscenter til almindelig løbetræning. Vi løber den første km op til skoven (hjertestien ved parkeringspladsen ved Randersvej), hvor vi skal afvente instrukser fra træneren. GEJ står og snakker med et par venner, da han pludselig falder om. Vores træner L (uddannet løbetræner) tror først, det er en form for epileptisk anfald, men det går hurtigt op for hele forsamlingen, at der er tale om et hjertestop!

Uden tøven er der flere personer, der straks handler på situationen. LJ og FJ starter med det samme hjerte-lunge-redning op, en anden løber har en telefon på sig og ringer 1-1-2. Heldigvis udspiller situationen sig i udkanten af skoven, så Lene tager benene på nakken og løber tilbage til Hammel Idrætscenter for at hente en hjertestarter. CS kommer til og hjælper med hjerte-lunge-redning. Da LJ kommer tilbage med hjertestarteren er ambulancen endnu ikke ankommet – her er der nok gået ca. 10-12 minutter. Et par løbere bliver sendt ud til Randersvej med telefonen for at modtage ambulancen og dirigere den ind i skoven. Imens bliver hjertestarten påmonteret og støder GEJ første gang.

Ambulancen kommer efter ca. 16 minutter, og redderne tager over herfra. Lægeambulancen kom efter yderligere nogle minutter. GEJ får endnu et stød, inden han kommer til bevidsthed og bliver kørt til Aarhus Universitetshospital, mens behandling fortsætter i ambulancen.

Vi er klar over, at det har været en traumatisk oplevelse for vores løbevenner, der var med på løbeturen denne onsdag aften. Efter hændelsen gik de alle i samlet flok tilbage til Idrætscentret, hvor de fik snakket om hændelsen og sikrede sig, at alle var OK, samt at det var forsvarligt at sende folk hjem.

Under Gs hospitalsindlæggelse fik vi mange henvendelser fra bekymrede løbevenner, der ville høre om, hvordan det gik. G modtog blomster og mange besøg fra medlemmerne, og vi er dybt taknemmelige for den opbakning, der har været til G og familien.

Vi vil således gerne takke klubben for den holdindsats, som HGF Løb & Motion har ydet her. Den har gjort en kæmpe forskel imellem liv og død – og lykkeligvis med en dejlig udgang.

Den reddede:
GEJ har fået en ICD, fungerer normalt fysisk og neurologisk og løbetræner igen – og det er kun takket være en hurtig og kvalificeret førstehjælp! Det har vi lægernes ord for.

Den 13. november 2016 redder TW og PK 62-årige ACC, da han får hjertestop under en jagtfrokost i Karup (nr. 29)

Under en jagtfrokost bliver ACC ramt af hjertestop. Der går 26 minutter, inden helikopter og lægeambulance ankommer. Uden hjælp fra PK og TW ville det aldrig være gået.

Den reddede
110 procent frisk i dag, stort set uden mén.

TW’s beretning
Som lovet får du en lidt uddybende forklaring af, hvad der skete den dag, ACC får hjertestop.
Den 13. november 2016 har PK spurgt, om jeg vil med på jagt. Jeg har lige fået jagttegn, og PK mener, at det er flinke folk, de gerne vil lære en ny jæger lidt, som skal med denne dag.

Jeg møder op i Karup på dagen og bliver budt velkommen. Jeg kender kun PK, men vi er vel 10-12 mennesker. ACC byder velkommen og går dagens program igennem.

Vi har en god og lærerig jagtdag men uden det store udbytte. Jeg studser lidt over, at ACC virker lidt kort for hovedet og gnaven, da han kører rundt og sætter os på vores poster.

Da vi er færdige med jagten, skal vi ind i laden på den forladte ejendom, hvor jagten afholdes, og have vores medbragte madpakker. Vi har sat os, og ACC rejser sig og siger tak for en god dag. Da han er på vej tilbage til sin plads, falder han pludseligt sammen, helt uden forvarsel, og jeg kan se han ikke tager fra i faldet.

Der bliver lidt tumult, men PK og jeg rejser os og skynder os om til ACC på den modsatte side af bordet. Da jeg ser ACC, er jeg ikke i tvivl om, at han har hjertestop. Han er askegrå og har en rigtig dårlig vejrtrækning. PK får ACC om må ryggen og begynder at åbne hans trøje. Jeg vipper hans hoved bagover, og PK går i gang med hjertemassage. De andre i selskabet får ringet 1-1-2 og får flyttet borde og lavet plads til os.

Beskeden fra alarmcentralen er, at ambulance, lægebil og helikopter er på vej, men at de er langt væk, og at vi bare skal blive ved. En af de andre deltagere tager sin bil og kører ind til Karup efter en hjertestarter.

PK og jeg fortsætter med hjerte-lunge-redning, men jeg har svært ved at puste i ACC, da han er lidt “vågen”. Han giver dog et lille “støn”, hver gang vi giver en kompression. PK og jeg skiftes til at give massage og forsøge at give indblæsninger. Der bliver sendt folk ud i refleksveste for at tage imod ambulance og læge. Efter ca. 15 minutter kommer der en hjertestarter, som vi får sat på og giver et stød. Vi giver ca. 30 tryk mere, da ACC så begynder at gøre modstand. Yes, han er tilbage!

Vi får ham om på siden, han trækker selv vejret, og han svarer på, hvor han er. Der er vild jubel, men efter ca. 1-2 minutter bliver han fjern igen, stopper med at trække vejret og bliver grå igen. PK og jeg må i gang igen, hjertestarteren vil nogle gange støde og andre gange ikke, men vi bliver ved med hjerte-lunge-redning. Efter ca. 26 minutter når lægebilen frem. PK og jeg fortæller, hvad der er sket, og hvad vi har gjort. PK og jeg fortsætter med at hjælpe. Kort tid herefter kommer ambulance og helikopter, og det aftales, at ACC skal flyves til Aarhus Universitetshospital. Ca. 50 minutter efter, at ACC faldt om, flyver han mod Skejby.

Vi samles sammen med lægen fra lægebilen og laver en hurtig “debriefing” og får aftalt en SMS-kæde, så vi kan blive holdt opdateret på As tilstand.

Selv om at ACC fremhæver PK og jeg som hans redningsmænd, mener jeg, at alle der var med den dag gjorde en kæmpe indsats, og alle har lige stor del i ACC’s overlevelse. Folk fik skabt plads, ringet 1-1-2, hentet hjertestarter og guidet ambulancer.

Jeg synes også, at den dag viser, at selv om at hjælpen kan være langt væk, så er det ikke håbløst, hvis bare folk får hurtig og effektiv genoplivning.

Den 18. november 2017 redder 29-årige MH 23-årige CHT, da hun får hjertestop på en bar i Randers (nr. 36)

Det skete natten til den 18. november 2017 på en bar, der hedder Zwei Grosse Bier bar i Randers. Jeg tror, at klokken var 3.30-04.00 cirka, jeg havde ikke nogen tidsfornemmelse, efter jeg trådte til og hjalp, men det var i det tidsrum.

Jeg er på vej hjem fra byen, da jeg beslutter mig for at gå en sidste runde på Zwei Grosse Bier bar for at se, om der var nogle, jeg ville sige farvel til, da jeg ikke går i byen så meget (en gang om året cirka). Så jeg var træt og ville hjem. Da jeg kommer ind på baren, kan jeg se, der ligger en pige, der er faldet om. Dørmændene står bare og kigger, og jeg går hen og spørger, hvorfor han/de ikke gør noget. Jeg får jeg bare det svar, at de har styr på det.

Jeg kan se, veninden, som er i gang med hjertemassage, er rigtig ked af det, og jeg går hen og spørger, om jeg skal tage over, da jeg har førstehjælpsbevis, og det måtte jeg gerne, så jeg mærker efter puls, og der er ingen puls, så jeg går i gang med hjerte-lunge-redning, hvor jeg starter med 30 tryk og to indblæsninger. Efter lidt tid giver jeg kun 15 tryk og to indblæsninger, da jeg vurderer, at hun skal have hurtigt ilt ind.

Der er ringet efter hjælp, men føler, der går en evighed, før de kommer, og de ved ikke, hvad de kommer ud til, om det er en fulderik eller en, der har fået en overdosis af noget. Men da hjælpen kommer, kan de se, at det er alvorligt, og de siger, jeg skal forsætte, da de løber ud efter deres hjertestarter. Jeg bliver trukket med ud, da de går i gang.

Jeg får så opdateringer fra familien og veninderne med, hvordan det går CHT, og da jeg fik beskeden, at hun var vågnet og var sig selv, begyndte jeg at græde. Det har fyldt rigtig meget hos mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før ambulancen kom. Jeg fokuserede kun på at redde CHT.

Jeg havde besøg af pigen, hendes kæreste og far søndag den 3. december. Det var rigtig dejligt at se, at hun var sig selv. Faren fortalte mig, at jeg havde gjort det så godt, at de kun skulle støde hende en gang, før hendes hjerte begyndte at slå igen.

Den reddede
CHT har det efter omstændighederne rigtig godt, som hun selv sagde, da de besøgte mig, “jeg er jo i live og sidder lige her”. Jeg var skyld i, hun kunne se sin søn på seks måneder, hendes smukke kæreste og familie. Hun har fået opereret en pacemaker ind, da de ikke kunne finde nogle fejl i hendes hjerte, så der er blevet taget en gentest, som hun venter svar på.

I 2012-2017 genoplivede GBL (57 år/2017) sin mand, EBL (61 år/2017), hele 11 gange (nr. 41)

I 2012 fik jeg en blodprop i hjertet. Akut indlæggelse. Stent indopereret. Gennem de næste fem år er jeg faldet om af hjertestop, hvor min kone hver gang var der og genoplivede mig.
I perioden gennemgik jeg 17 hjerteoperationer – alt fra brænding i hjertekamre til pacemakeroperation, kunstigt hjerte og slutteligt hjertetransplantation.

Gennem alle årene har min kone passet og plejet mig – da jeg havde det kunstige hjerte, stod hun for forbindingsskift osv – se ”Holder Danmark i live” 2017 afsnit 8 – der fortælles vores historie med det kunstige hjerte.

Min kone, GBL, har gennem hele perioden på fem år stået for kost og motion i samarbejde med Skejby Sygehus. Kosten blev sammensat, så genoptræningen fik de optimale vilkår. GBL har været nødsaget til at være sygemeldt fra sit job i perioden for at pleje mig.

Jeg er i dag tilbage på mit arbejde som folkeskolelærer grundet denne fantastiske, enestående hjælp fra GBL.
GBL fortjener at blive påskønnet for sine redningsoperationer – ikke bare et men 11 gange + pleje og hjælp gennem fem år.
Med håbet om, at GBL kommer i betragtning, vil en meget taknemlig ægtemand slutte.

Begrundelse for indstillingen
Min kone har virkelig fortjent anerkendelse for sit umenneskelige døgnarbejde gennem fem år.

Den reddede
Passer sit arbejde som folkeskolelærer. Genoptræningen fortsætter sammen med den rigtige kostsammensætning, da der hele tiden sker forbedringer i min tilstand.

GBL’s beretning
Beskrivelse af hændelser omkring EBL’s hjertestop.

Da min mand har haft 11 hjertestop, lT hjerteoperationer, et kunstigt hjerte og nu et donorhjerte, har en hjertestarter alene ikke været nok.

Da EBL fik sit første voldsomme hjertestop i maj, fik han indopereret en stent, men dette var ikke tilstrækkeligt – hjertet havde taget så stor skade, at der skulle indopereres en ICD med tilhørende aflæsningsmonitor.

Fra 2012 og frem døde EBL mange gange – på cykelture, på gåture, mens han sov, eller sad stille. Der var intet mønster i dødsfaldene. Dette betød, at jeg var ved siden af EBL konstant, så jeg kunne gribe ind, når dødsfaldene indtraf.

For forståelsen af min situation, kommer her en episode, som beskriver dette:
En sommerdag tog vi til stranden på cykel. Vi tilbragte timer med at bade og hygge. Da vi cyklede hjem, kunne jeg pludselig se, at EBL begyndte at slingre på cyklen, hvorfor jeg beordrede ham højlydt til at standse. Cyklerne blev smidt, og jeg nåede lige at tage om EBL, da han døde.

Efter få sekunder stødte ICD’en, så vi begge hoppede. Min mand vejer 125 kg og er over to meter høj. Jeg selv er 168 cm og vejer 53 kq. Der var ingen forbipasserende, der stoppede eller kom til hjælp. De kiggede bare og gik videre.

Da vi havde sundet os, cyklede vi hjem med mange pauser, fik aflæst på monitoren og ringet til Hjerteafdelingen på Skejby Sygehus, hvorefter EBL blev indlagt.

Sådanne episoder har der været mange af, og alle kom uden forvarsel, hvor jeg har været alene om at hjælpe, ingen spurgte eller hjalp.

17. maj 2016 var hjertet så dårligt, at E fik indopereret et kunstigt hjerte. En meget stor omvæltning i vores liv, som kan ses i TV 2’s ”Holder Danmark i live” afsnit 8 sendt på TV 2.

Endvidere vedlægger jeg også en artikel fra nettet, der også omhandler vort liv med død, genoplivning osv.

Den 25. november 2017 redder 20-årige RBD 68-årige SP, da han falder om med hjertestop uden for Harald Nyborg (nr. 51)

Jeg kan huske, at jeg var kørt til Harald Nyborg efter briketter til vores brændeovn. Resten af beretningen har jeg fået fortalt af andre, da jeg mere eller mindre mangler omkring en uge i hukommelsen.

Jeg læssede briketterne i bilen, og RBD hjalp mig med at læsse de sidste. Da vi var færdige med at læsse, sagde jeg ”tak for hjælpen” og faldt død om.
RBD har fortalt til mine børn, at han tænkte: “Jeg har lært førstehjælp, da jeg fik kørekort, så det er bare at gå i gang med hjertemassage”.

Jeg har fået fortalt, at han fik lidt liv i mig igen.

Der kom hurtigt en ambulance til stedet, og redderne overtog så behandlingen og gav stød med hjertestarter fire gange, inden turen gik til Skejby Sygehus, hvor jeg efterfølgende var indlagt i 14 dage, og bl.a. fik indopereret en ICD i brystkassen.

Mine børn har også fortalt, at det ikke var meningen, at RBD skulle være på arbejde den dag, men var blevet tilkaldt på grund af travlhed. RBD mente også, han måske var den eneste til stede, som har et førstehjælpskursus. Dette, og at der var en ledig ambulance i nærheden, og at nogle af Danmarks dygtigste hjertelæger er tæt på, har alt sammen bidraget til min overlevelse. Et utroligt sammenfald af tilfældigheder har gjort det muligt for mig at skrive dette, men både jeg og min familie er dybt taknemmelige over dette sammenfald, som startede med RBD.

Jeg vil meget gerne indstille RBD til en officiel anerkendelse for hans indsats. Det er fantastisk med et så ungt menneske, som tænker så rationelt, har evnerne til at gøre en forskel og ikke mindst tør gå i gang med at bruge dem.

Havde det ikke været for RBD havde jeg ikke set min kone, to børn, fem børnebørn og to oldebørn i juledagene.
Jeg var død, men “slap” med to brækkede ribben, en del ømhed og en bule i brystkassen, men det er trods bedre end alternativet.

Jeg har ikke mødt RBD personligt endnu, da jeg ikke føler mig “helt klar”, men jeg vil her først i det nye år opsøge ham for at sige ham tak. Min familie har selvfølgelig takket ham for hans indsats.
Falck-reddere, læger og sygeplejersker har også ydet en fantastisk indsats, men det hele er ligesom startet med, at RBD var hurtig til at yde en indsats.
Jeg håber aldrig, jeg selv kommer ud for det, men skulle det ske, vil jeg ønske jeg kan bruge mit eget førstehjælps kursus med samme gode resultat.

Den reddede
Patienten (mig) har det efter omstændighederne udmærket i dag. Jeg har stadig nogen ømhed fra ribben og operation, men det bliver bedre dag for dag. Jeg er desuden utrolig træt, men læger og sygeplejersker siger, det kan stå på i lang tid. Jeg skal til skanning først i januar og til genoptræning i februar, mon så ikke det efterhånden vil begynde at ligne en “normal” tilværelse eller så tæt på, som det nu kan komme.

Jeg siger som spøg: “Når man tænker på, jeg døde for fem uger siden, går det jo meget godt”.

RBD’s beretning
Lørdag den 25. november 2017 er jeg mødt ind i stedet for en kollega kl. 8-12. Denne weekend har vi tilbud på træbriketter, og der er derfor ankommet 15 paller med fragtmanden. Jeg har på det tidspunkt fornyeligt bestået et kursus og fået et truckcertifikat. Det er derfor denne morgen min opgave at køre pallerne med træbriketter ud i vores telt i varegården samtidig med at styre vareudleveringen.

Lidt over kl. 10 bakker en herre (SP) hen til udleveringsporten i sin bil. Han parkerer lige tæt nok på porten til, at jeg ikke kan komme forbi med min truck, men jeg vil ikke gøre mere ud at det, så jeg stiller bare trucken ved siden af bilen og kører en palle træbriketter frem til ham med en palleløfter. Han begynder at læsse bilen, og jeg laver nogle småopgaver imens. Efter et par minutter vælger jeg at hjælpe ham med at smide de sidste ind i bilen (noget vi ikke altid gør – her gjorde jeg det mest af alt, fordi jeg så hurtigere kunne komme videre med trucken).

Da vi har læsset de sidste briketter, takker SP for hjælpen, og lige inden han lukker bagsmækken, falder han bagover, henover pallen med briketter. Uden at tænke videre over det, stikker jeg først min finger i munden på SP for at se, om han har slugt tungen, hvilket ikke er tilfældet. Herefter mærker jeg efter puls på hans hals, men kan ikke mærke den, og jeg kan ej heller høre, at han trækker vejret. Hurtigt bliver SP blå i ansigtet. Jeg begynder nu på kunstigt åndedræt og hjertemassage, ud fra hvad jeg kan huske fra mit førstehjælpskursus, da jeg tog kørekort til bil to år tidligere.
Efter ca. 30 sekunder kommer der tilfældigvis en anden kunde, der også skal have træbriketter og han ringer efter ambulancen. De er lige i området, og kommer i løbet af otte minutter. I al denne tid udøver jeg hjertemassage. Da ambulancen ankommer, har jeg formentlig fået liv i SP igen, men de støder ham tre gange. Jeg giver herefter mine oplysninger til ambulanceredderen og parkerer SP’s bil.

Kl. 16:55 ringer min chef til mig og fortæller, at han har snakket med SP’s søn og kan fortælle, at SP har ligget i respirator i tre timer efterfølgende, men er i live.

Hjerteredninger i Region Nordjylland

Den 10. november 2017 redder GK og HK (begge 50 år) den 15-årige ON, da han får hjertearytmi og efterfølgende hjertestop på vejen hjem til sine forældre. GK og HK ser fra deres hus, at ON er væltet på cyklen og løber straks ud til ON (nr. 30)

Den 10.11.2017 lidt over 16.00 er ON på vej for at besøge sine bedsteforældre. De er ikke hjemme, og han vender om. På vejen får ON hjertearytmi og efterfølgende hjertestop. Han vælter på cyklen mellem to biler. Han bærer, som altid cykelhjelm, og senere viser det sig, at han fik to små overfladiske skrammer og en flig var slået af hjelmen.

HK står i sin stue og hører noget larm uden for sit hus, og ser ud af vinduet. Han ser ON er væltet på cyklen og kalder på sin kone. De handler hurtigt ved at løbe ud til ON. ON har kramper, og HK ser, at ON er blå ved ørerne og munden. Han begynder med det samme at give hjertemassage, og GK ringer 1-1-2.

De overvejer at løbe efter nærmeste hjertestarter, men vurderer at blive og give hjertemassage. Både GK og HK har inden for relativt kort tid siden været på førstehjælpskursus.
De fortæller, at den dame, de talte med på 1-1-2, var yderst professionel, og de følte sig i “gode hænder”. De skiftedes til at give hjertemassage og bliver løbende informeret om, hvad tid ambulancen ville være der.

Kl. 16:08 modtager Alarm112 opkaldet fra GK, og de er fremme inden for tre minutter.

GK og HK fortsætter med at give hjertemassage, mens ambulanceredderne forbereder, at skulle bruge hjertestarter. Der gives i alt to stød. Der vurderes, at der er gået 10 minutter fra ON fik hjertestop, til de får hjertet i gang.

ON bliver efterfølgende med helikopter fløjet til Aarhus Universitetshospital, hvor han bliver lagt i kunstigt koma og nedkølet. Her er han i knap 24 timer, hvorefter han bliver fløjet til Rigshospitalet. Her ligger han i kunstigt koma og respirator i 3 dage. Tirsdag kl.16:15 reduceres sovemedicin og vækker ham langsomt op. Der går omtrent 24 timer, før han reagerer og begynder at trække vejret selv. Onsdag den 22.11.17 får han en ICD. Torsdag den 23.11 er ON og familie tilbage i hjemmet. Lægerne har informeret os, at den resolutte handling GK og HK foretog var afgørende for, at redde Olivers liv.

Den reddede
ON har det efter omstændighederne godt. Han har ingen mén. Han skal holde sig i ro denne måned.

GK’s beretning
Det var fredag eftermiddag og en regnfuld en af slagsen. Vi sidder og nyder weekendens start over en kop kaffe i stuen.

Kl. er ca. 16.00, og pludselig hører HK et lille bump ude på gaden. Han ser ud ad vinduet og fortæller, at en person er væltet på cykel ovre mellem to biler, der er gadeparkeret. Vi vælger straks at løbe over på den anden side ad gaden for at hjælpe cyklisten.

Vi ser, at der er noget galt, for han er i krampe. Vi hjælper hinanden med at få cyklen viklet ud fra hans ben. GK bliver ved ham, mens HK løber ind i huset efter vores jakker på grund af regnen, tæpper og en mobiltelefon.

Pludselig bliver cyklisten helt stille, og han bliver helt blå på ørerne og rundt om munden. Vi er slet ikke i tvivl om, at det her nu er meget alvorligt. Vi skynder os derfor at klikke cykelhjelmen af og fjerne jakken og går i gang med hjertemassage. HK bliver ved med at holde rytmen, mens GK ringer 1-1-2 og beder om assistance. Bliver derefter stillet om til en sød, rolig og meget kompetent sygeplejerske, som hele tiden er i stand til at guide os stille og roligt. Hun hjælper os med at holde rytmen samt, hvornår det er tid at skifte mellem os.

Overvejer kort om GK skal løbe efter en hjertestarter, men vurderer, at det ikke er muligt, da H ikke kan holde telefonen med de gode informationer og give hjertemassage på samme tid. Sygeplejersken siger, at hun er ved at undersøge, om der kan komme en hjerteløber. – det sker ikke.

På et tidspunkt fortæller sygeplejersken, at der nu vil komme en ambulance om ca. to minutter. Da redderne ankommer fortsætter vi vores livreddende indsats, indtil redderne er helt klar til at tage over.

Da helikopteren er fløjet med ON, kommer redderne og fortæller, at vi har gjort en flot indsats, og at ON er i live. Senere på aftenen kommer politiet på besøg og fortæller, at Os forældre er fundet.

Efter et par uger bliver vi kontaktet af ON’s forældre. De kan fortælle, at de er kommet hjem fra Rigshospitalet, og at ON meget gerne vil møde os. Det siger vi selvfølgelig ja tak til. De kommer hjem til os, da ON gerne vil se, hvor hændelsen fandt sted.

Det var stort at møde den lille familie og opleve at sidde over for ON. Vi fik en dejlig snak om det hele og fældet nogle tårer og givet nogle krammere undervejs, mens vi spiste slik og kage.

Birgitte håber, du kan bruge det her skriv. Det er lidt underligt, så svært det kan være helt at huske detaljer, tænker det er fordi, vi var så meget på, den dag. Vi har ofte talt om, at vi var et godt team og det har været rart, at have haft hinanden at tale om hændelsesforløbet med, når vi har haft brug for det.

Den 3. april 2017 redder 68-årige OJ sin nabo DGO på 42 år, da han får hjertestop midt under morgenmaden i sit hjem (nr. 40)

DGO falder sammen under morgenmaden. Hans kone løber over til naboen (OJ), som meget hurtigt begynder korrekt genoplivning. Ambulanceredderne ankommer 6-7 minutter efter, og hjertelægen efter 20 minutter, men det er først i ambulancen til Aalborg, at hjertet begynder at slå igen efter 42 minutters manglende funktion.

Kommentarer
Vi er overbeviste om, at OJ’s hurtige indsats er af stor betydning for DGO’s helbredelse, fordi hjernen har fået ilt hele tiden. Da vi senere takkede OJ, sagde han beskedent, Nå, det er jo bare en del af ”Nabopakken”.

Den reddede
DGO er fuldt funktionsdygtig, arbejder nu 100 procent og har fået en ICD indopereret.
Kan være ægtemand og far til to drenge (7 og 9 år).

Den 26. august 2017 redder 39-årige LB sin kæreste, MESS på 43 år, da han får hjertestop i deres hjem (nr. 43)

Jeg får hjertestop hjemme, hvor jeg bor med min kæreste, LB, og to børn.

Min kæreste vågner ved, at jeg siger mærkelige lyde og ved med det samme, at den er helt gal. Vores datter ringer til 112, og min kæreste starter hjertemassage.
Hun snakker med en sygeplejerske, imens hun giver hjertemassage, og de tæller sammen. Ambulancen er hurtigt på stedet, og de tager over. Der bliver først brugt hjertestarter, da de tager over.
Der var tale om et hjertestop.

Den reddede
Jeg har det godt i dag og har ingen mén. Har fået at vide, at det skyldes den hurtige førstehjælp.
LB har reddet mit liv.

Den 13. juni 2017 redder seks deltagere fra MTB løbet PHS på 52 år, da han falder om med hjertestop på en grusvej mod Skærum (nr. 47)

De seks indstillede:
KVO (33 år), NOØ (14 år), JØJ, 40 år, MJ BJ og GR

Jeg deltog tirsdag den 13. juni 2017 i MTB løbet “Landsbyløbet 3. etape”. Ca. 19 km inde i løbet var der et depot-stop, hvor jeg spiste et stykke chokolade (dette er det sidste jeg husker – efterfølgende er fortalt til mig). Efter depot-stoppet fortsatte løbet, og vi kørte ud af Dvergtved by ad en grusvej mod Skærum. Et stykke inde på grusvejen – på vej op ad en bakke falder jeg af cyklen med hjertestop.

NOØ kørte lige bag mig og opdager, der er noget galt og kalder på hjælp.

KVO og GR påbegynder hjertemassage, mens MJ og BJ giver mund til mund. JØJ tilkalder hjælp via 112-appen på sin mobiltelefon samt aktiverer hjertestarter-appen for at finde nærmeste hjertestarter, derudover sender han NOØ af sted for at dirigere ambulancen, når den kommer.

Ambulancen ankommer fra Frederikshavn otte minutter efter opkald, efterfulgt af lægebil fra Hjørring. Jeg får et stød fra hjertestarter af ambulancefolkene og bliver kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor jeg får foretaget en ballonudvidelse og to stents i kranspulsåren.

Hjertestoppet var forårsaget af blodprop i kranspulsåren på grund af arveligt forhøjet kolesterol, hvilket jeg ikke havde kendskab til.

Begrundelse
Jeg indstiller alle ovenstående, da det er deres samlede indsats, der er årsagen til at jeg er i live og rask i dag.

Den reddede
Jeg er i dag erklæret rask, med en lille funktionsnedsættelse af hjertet. Jeg skal tage blodfortyndende medicin i ca. et år og kolesterolsænkende medicin resten af livet. Jeg er igen aktiv cykelmotionist uden mén. Jeg blev udskrevet fra sygehuset efter fire dage og har efterfølgende gennemgået hjerterehabiliteringsprogrammet på Aalborg Universitetshospital.

MJ’s beretning
Jeg har kigget indstillingen igennem og bliver jo helt varm om hjertet, dejligt at kunne hjælpe nogen i nød. Jeg kan se, at PHS har skrevet, at jeg gav mund til mund sammen med BJ. Det er ikke korrekt. BJ og KVO gav mund til mund, imens jeg og GR gav hjertemassage.

GR’s beretning
Som PHS skriver, var vi på MTB cykeltur, jeg cykler lidt bag ved PHS, og ser, at han vælter ned i grøften. I første omgang tror jeg, at han har ramt en af de andre ryttere og derfor væltede, men bliver hurtig klar over, at det er noget mere alvorligt, da der er en der råber, om der er nogle der kan førstehjælp, og da jeg gennem mit deltidsjob som brandmand, samt været med til at starte SMS-hjertestartegruppe her i byen, har et godt kendskab til hjerte-lunge-redning, skynder jeg mig frem, for at se om jeg kan hjælpe, og igen som PHS skriver, starter vi med hjertemassage – fire personer, som ikke kender hinanden, arbejder fint sammen, og ”holder” liv i PHS, indtil ambulancen og lægen når frem og tager over.

Giv Liv

Hjerteforeningen har modtaget 51 indstillinger til Årets hjerteredder 2018. Hver eneste historie fortæller en unik og helmodig indsats fra danskere over hele landet. De trådte til ved at trykke på brystkassen og puste luft ind i et livløst menneske, andre ringede 1-1-2 og sørgede for, at hjælpen nåede frem i tide.

Et dommerpanel bestående af Lars Suhr Olsen, direktør for Østifterne, Freddy Lippert, direktør for den præhospitale virksomhed i Region Hovedstaden, Mads Volck, redaktør på TV 2, og Kim Høgh, adm. direktør i Hjerteforeningen, har valgt at nominere tre redninger blandt de indstillede.

– At vi fremhæver tre redninger – og til sidst bare én redning og dermed Årets hjerteredder – er for at skabe maksimal opmærksomhed om nytten af livreddende genoplivning. Vi ønsker fuldt fokus på de nyudviklede gratis 30-minutters kurser, der i de kommende år skal introducere mere end 30.000 danskere for genoplivning … og dermed gøre dem klar til at træde til, når det gælder. Med 1-1-2 og 30 tryk og 2 pust, fortæller Lars Suhr Olsen fra Østifterne.

Du kan læse alle 51 anonymiserede indstillinger. Hver en hjerteredder fortjener en stor tak og en hyldest for deres livreddende indsats.