En ny landsdækkende kampagne gør op med tabu og opfordrer danskerne til at testamentere. Uden testamente bestemmer arveloven, og den matcher sjældent det moderne familieliv, lyder budskabet

Vil man have indflydelse på fordelingen af sin arv, skal man skrive testamente. Derfor har Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp og Dyrenes Beskyttelse sammen med 28 andre velgørende organisationer lanceret en landsdækkende kampagne med fokus på testamentering.

 

Formålet er at vise, at det er relevant at tage stilling til arv, hvad enten man vil betænke sin kæreste, familie eller en god sag. Også selv om emnet kan være tungt.

 

– Testamente rimer lidt på død og privatøkonomi, og de emner har mange svært ved at tale om. Men alle har gavn af at skrive testamente, så derfor bør man gøre sig selv den tjeneste at tale om det alligevel. Desværre lægger langt de fleste ansvaret i hænderne på arveloven, og den tager altså ikke hensyn til moralske værdier og moderne familieliv, siger chefjurist i Hjerteforeningen og styregruppeformand i Det Gode Testamente, Ann Marie Panduro.

 

Hun nævner blandt andet, at det er en udbredt misforståelse, at samlevende automatisk arver efter hinanden, hvis blot de har boet sammen i to år. For sådan er det ikke. Hvis samlevende ønsker at arve fra hinanden, kræver det, at de opretter et testamente. Et andet eksempel kan være, at man ønsker, at den arv, man efterlader sig, skal være særeje for ens børn. Det ønske kan kun opfyldes, hvis der er skrevet testamente.

 

Og det er der i de fleste tilfælde ikke. Ifølge en undersøgelse fra YouGov skriver 17 procent af danskerne testamente. Endvidere viser undersøgelsen, at bare 2 procent af danskerne betænker velgørenhed. Paradoksalt nok har 80 procent af danskerne i løbet af det seneste år givet penge til velgørenhed i forbindelse med eksempelvis indsamlinger. Det viser en opgørelse fra analysefirmaet AIM Creates.

 

Under navnet Det Gode Testamente byder de 31 velgørende organisationer bag kampagnen nu danskerne op til at bryde tabuet og tage stilling til testamentering. På den måde håber organisationerne at kunne indsamle flere penge til udsatte børn og voksne, naturbevarelse, dyrevelfærd og bekæmpelse af fattigdom og sygdom.

 

– Hvis flere tager stilling, vil testamenterne i højere grad afspejle folks hjertesager, og vi vil formentlig se en stigning i donationer til velgørende formål. Danskerne er fantastisk gavmilde, når det kommer til velgørenhed, men desværre enormt berøringsangste, når det kommer til testamentering. Det er synd, siger Ann Marie Panduro.

 

Den landsdækkende kampagne er i luften på de sociale medier og består blandt andet af en række små videoer, hvor danskere deler deres tanker om testamentering. Det Gode Testamente har også lanceret hjemmesiden detgodetestamente.dk, hvor interesserede kan finde inspiration, arvetest, råd og vejledning til at skrive et godt, personligt testamente.

 

LÆS MERE: På Det Gode Testamentes hjemmeside