For mange har det skidt, og for få har det rigtig godt i Danmark. Det vil partnerskabet ABC for mental sundhed ændre på, og derfor gik kommuner, foreninger og forskere i 2016 sammen i et nyt nationalt samarbejde, der skal forbedre danskernes mentale sundhed gennem nye fællesskaber og aktiviteter.

Mads Louis Orry
af Mads Louis Orry
d. 5. januar 2018

Fra årsskiftet har Hjerteforeningen tilsluttet sig partnerskabet, der i forvejen tæller Statens Institut for Folkesundhed, DGI, Røde Kors Hovedstaden, Dansk Oplysningsforbund, Det Danske Spejderkorps, Psykiatrifonden, Center for forebyggelse i praksis, Sund By Netværket og 7 kommuner.

 

Forebyggelseschef i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen, fortæller:

”Der er en tæt sammenhæng mellem vores fysiske og vores mentale sundhed. Derfor træder Hjerteforeningen ind i partnerskabet ABC for mental sundhed for at få mere fokus på det psykiske aspekt af at forebygge hjertekarsygdom og at leve med hjertekarsygdom. ABC for mental sundhed har tre enkle budskaber, der passer godt ind i Hjerteforeningens arbejde: Gør noget aktivt, gør noget sammen og gør noget meningsfuldt”.

 

Vibeke Koushede, der er initiativtager til ABC for mental sundhed og seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, er glad for at kunne udvide partnerskabet med endnu en vigtig aktør i frivillig-Danmark:

”Vi er glade for at kunne styrke ABC for mental sundhed med Hjerteforeningen som ny partner. ABC for mental sundhed har som ambition at skabe bedre mental sundhed for alle – ung som gammel, syg som rask. Fysisk og psykisk sygdom er tæt forbundet, og en af forudsætningerne for, at vi som individer kan forebygge fysisk sygdom er, at vi har en god mental sundhed. Fra forskningen ved vi, at personer, der føler sig som del af aktive og meningsfulde fællesskaber har markant bedre mental sundhed end personer, der ikke gør”.

 

Du kan læse mere om ABC for mental sundhed på www.abcmentalsundhed.dk