Årligt rammes knap 56.000 danskere af hjerte-kar-sygdom. I alt lever 469.000 personer som hjertepatienter i Danmark. Nogle har store indgreb bag sig, men lever godt og stærkt i dag. Andre er måneder og år om at finde sig til rette efter en diagnose. Peter Andersen fra Fredericia fortæller her om sit forløb

Louise Sjöström
af Louise Sjöström
d. 28. november 2017

I Hjerteliv 04/2017 kan du læse fire andre hjerte-kar-patienters historie. Deres forløb er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de lider af en hjerte-kar-sygdom, som præger deres liv og vil gøre det fremover

Peter Andersen, 63, Fredericia

Fremragende behandling!

”Sådan skrev jeg i et dokument på min computer en af de første dage efter operationen. Jeg havde så mange følelser i mig – mest taknemmelighed. Jeg kunne jo have været død.

Det begyndte 7. maj 2017 ved fem-tiden om morgenen, hvor jeg vågnede med ømhed i mellemgulvet. Jeg troede, det var fordi, jeg har lavet noget havearbejde, som havde sat sig på hoften – det plejer det – så jeg tog noget smertestillende og gik i seng igen. Men det hjalp ikke, og smerterne blev bare værre og værre. Jeg prøvede at give det lidt tid, men til sidst var smerterne så kraftige, at jeg ringede til lægevagten, som gav mig en tid på Kolding Sygehus kl. 11.30.

Min kone kørte mig til lægen. Køreturen var forfærdelig.

På sygehuset blev jeg efter lidt ventetid, som føltes som timer, tilset af vagtlægen. Han var utrolig grundig, men erkendte, han ikke vidste, hvad der var galt med mig, og fik mig indlagt akut. På akutmodtagelsen tog en meget sød sygeplejerske imod mig. Hun tog mit blodtryk, og så kom der en bioanalytiker og tog blodprøver og et EKG. Idet hun vendte sig for at gå, fik jeg en voldsom smerte i mellemgulvet. Det føltes som blindtarmsbetændelse gange 10, og jeg råbte til min kone og til bioanalytikeren, at aorta var sprunget, og at de skulle skaffe hjælp NU. Jeg aner i dag ikke, hvor jeg vidste det fra, men da det skete, var jeg ikke i tvivl. Så mistede jeg bevidstheden.

Da jeg kom til mig selv igen, stod der en læge bøjet over mig og sagde, at han var narkoselæge, og at jeg skulle bedøves, fordi jeg skulle opereres. Så kom karkirurgen og sagde: ”Jeg skal operere dig for en udposning. Aorta er sprunget, og det er sgu noget lort”. Så blev jeg lagt til at sove.

“Det gik bare fremad”

Det, jeg fejlede, hedder rupteret aorta, hvor aorta først har en udposning, aneurisme, på sig med blod, som så springer. Normalt er aorta omkring to cm i diameter. Den udposning, jeg havde, var 7,5 cm, og da den sprang, var det dét smæld, jeg hørte. Jeg har senere fået at vide, at aneurismen indeholdt 2800 ml blod, som løb ud i bughulen. Bliver man ikke opereret, er der 100% dødelighed. Ved operation er der 40% dødelighed.

Jeg følte mig hele tiden i gode og kompetente hænder og var på intet tidspunkt bange. Jeg var mere nervøs for, hvordan min kone havde det. Hun mistede pludseligt sin første mand til en blodprop, da han var 36 år.

Efter operationen kom jeg mig hurtigt. Meningen var, at jeg skulle ligge i respirator i 1-2 døgn, men jeg lå kun fra kl. 13 til klokken halv ti samme aften, hvor jeg også talte med familien i fem minutter. Jeg var dog stadig i meget stor kritisk tilstand – det var jeg stort set hele natten.

Næste morgen ringede min kone til sygehuset, for at høre, hvordan natten var forløbet, og jeg hørte sygeplejersken sige ”Det går faktisk rigtig godt”.

Jeg blev udskrevet fra intensiv allerede tirsdag, hvor jeg var blevet opereret om søndagen, og kom på normal sengestue, hvor jeg lå i syv dage, hvorefter jeg blev udskrevet. Jeg kan forstå, at det er ret kort tid efter så stor en operation. Derefter var jeg sygemeldt i tre måneder. Men alt gik bare fremad, og jeg kom ret hurtigt tilbage i form.

Har talt det hele igennem

Jeg har altid dyrket meget motion – fitness, spinning og været håndbolddommer – og i dag er jeg tilbage på 90, måske endda 95 % af min form i forhold til før, aorta sprang. Min kone har været rigtig god til at passe på mig og sørge for, at jeg fx kom ud at gå. Så gik vi 250 meter ud af døren, vendte om, og gik 250 meter tilbage. Sådan kom jeg til kræfter igen.

Jeg føler mig absolut ikke hjertesyg eller som hjertepatient, og jeg mærker uendeligt lidt til, at jeg er blevet opereret. Inden operationen var jeg sund og rask og fik bare noget almindeligt blodtryksmedicin og lidt blodfortyndende. Jeg lider kun af moderat åreforkalkning, så det er ikke dét, der er årsagen til, at jeg blev syg. Faktisk kender man ikke årsagen. Jeg har været meget, meget heldig.

Det psykiske, man har hørt om … Depression efter hjertesygdom… Det har jeg ikke mærket noget til. Alt er jo gået godt. Jeg står op hver morgen til morgenmad og solskin. Jeg har et utrolig lyst sind og svært ved at se noget negativt i noget som helst. Selv om der er stormvejr, så skinner solen, synes jeg, ha ha.

Jeg er blevet lidt mere tålmodig efter min operation. Jeg var kendt for at være hidsig, når jeg kørte bil, for eksempel. Det er gået af mig.

Min kone har klaret forløbet rigtig flot. Hun var hårdt presset. Hun så mig vende det hvide ud af øjnene og nåede at tænke, at hun ville miste mand nummer to.

Men vi har talt det igennem igen og igen og på den måde fået det ud af kroppen.

Læs de andre historier i Hjerteliv 04/2017