I Herning har forsker og overlæge Morten Bøttcher gjort en opdagelse. Nemlig at en mikrofon på patientens bryst kan afsløre åreforkalkning. Meget interessante perspektiver, siger Hjerteforeningens forskningschef og efterlyser yderligere, afgørende forskning på området

Mads Louis Orry
af Mads Louis Orry
d. 6. november 2017

En mikrofon kan anbringes på patientens bryst. Med en håndholdt computer kan en sygeplejerske afgøre på få minutter, om patienten kan tage hjem straks, eller om patienten skal blive for at blive undersøgt yderligere.

I Herning er overlæge Morten Bøttcher forskningsansvarlig på hjertemedicinsk afdeling på Hospitalsenheden Vest. Han har været med til at udvikle og teste metoden, der er blevet præsenteret på Forskningens Dag i MCH Kongrescenter Herning.

– Vi får rigtig mange patienter ind med symptomer på åreforkalkning i hjertet – som ondt i brystet og åndenød. De vil naturligt nok gerne undersøges, og deres egen læge vil også gerne have dem tjekket for at være sikker på, at han ikke har overset noget, fortæller hjerteforskeren, men peger samtidig på, at kun hver femte af de henviste patienter viser sig at fejle noget, siger han til Alt Om Herning Plus.

 

Store besparelser

Normalt er en undersøgelse langt mere omfattende og inkluderer detaljerede røntgenoptagelser i form af CT-skanning. Det kræver medvirken af en hjertelæge, en røntgenlæge og en radiograf og koster 3.000-4.000 kroner at udføre. Den nye metode koster få hundrede kroner, og efter blot 10 minutters undersøgelse i ambulatorium kan umiddelbart halvdelen af patienterne sendes hjem igen med besked om, at deres symptomer med 96-97 procents sandsynlighed ikke er tegn på åreforkalkning i hjertet.

Forskningschef Gunnar Gislason fra Hjerteforeningen finder resultaterne meget interessante.

– Selvom vi mangler afgørende forskning for at kunne sige, at metoden her virker godt nok til en massiv udbredelse, er der ingen tvivl om, at gevinsten kan være høj for patienten og for sundhedsvæsenet. Der er dermed et rigtigt spændende perspektiv i undersøgelsesformen her. At vi måske i fremtiden efter blot 10 minutters undersøgelse kan sende langt størstedelen af patienterne hjem med en tryg forvisning om, at de ikke viser tegn på åreforkalkning, er lige vand på Hjerteforeningens mølle om at ville kæmpe for dit og mit fælles bedste, siger Gunnar Gislason.

Viser forskningsresultaterne sig vedvarende positive, tror Morten Bøttcher da også på, at metoden kan vinde fast indpas på danske sygehuse. Indtil videre er mikrofonmetoden blevet afprøvet på i alt 1.600 patienter, der alligevel var inde for at få foretaget en CT-skanning.