Hjerteforeningen og Dansk Karkirurgisk Selskab hædrer læge Trine Maria Mejnert Jørgensen med Hjerteforeningens forskerpris 2017

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Formand for Hjerteforeningen, ledende overlæge Anne Kaltoft, overrakte i dag Hjerteforeningen og Dansk Karkirurgisk Selskabs forskerpris til uddannelseslæge Trine Maria Mejnert Jørgensen fra karkirurgisk afdeling, Kolding Sygehus. Forskerprisen uddeles for første gang i år og er på 15.000 kroner. Uddelingen fandt sted ved årsmødet i Dansk Karkirurgisk Selskab.

Anne Kaltoft sagde ved overrækkelsen:

– Hjerteforeningen er glad for at sponsorere Hjerteforeningens forskerpris 2017, som er et resultat af samarbejdet med Hjerteforeningen og Dansk Karkirurgisk Selskab. Stort tillykke til Trine Maria Mejnert Jørgensen med prisen og stort tillykke til de mange patienter, der får glæde af forskningen i karsygdom.

Trine Maria Mejnert Jørgensen forsker inden for karkirurgi. Hun har gennem sin forskning blandt andet påvist, at nære slægtninge, dvs. forældre, børn og søskende til personer, der har en udposning på hovedpulsåren i maveregionen generelt har mere end dobbelt så stor risiko for selv at udvikle sygdommen, og at risikoen er fire gange så stor, hvis man har en kvindelig slægtning med sygdommen.

– Jeg er utroligt glad og stolt over prisen. Det er en ære at være den første modtager, og det forpligter også. Jeg håber, at tildelingen af Hjerteforeningens forskerpris 2017 kan være startskuddet til videre forskning i samarbejde med Hjerteforeningen til gavn for vores fælles patienter, siger Trine Maria Mejnert Jørgensen.

Om Trine Maria Mejnert Jørgensen
38 år, blev læge i 2009 og er 1. reservelæge i sidste del af hoveduddannelsen samt ph.d.