Verden over er World Heart Day for nyligt blevet markeret. I Danmark kan fodbold og andet idræt styrke vores kamp mod hjertesygdomme. Men det kræver større politisk fokus end i dag

af Kim Høgh, administrerende direktør, Hjerteforeningen, Peter Krustrup, professor, Institut for Idræt og Biomekanik - Syddansk Universitet og Claus Bretton-Meyer, administrerende direktør, Dansk Boldspil-Union
d. 11. oktober 2017

Det er ikke til at se det, når de render rundt inde på banen. De griner, de har det sjovt og pulsen er høj – og på bare 12 uger er blodtrykket faldet så meget på denne gruppe af 30-55-årige mænd med forhøjet blodtryk, at 3 ud af 4 spillere ikke længere har forhøjet blodtryk.

Ideen bag og udformningen er dansk, det hedder Fodbold Fitness, og der ligger nu så tung forskningsmæssig dokumentation bag konceptet, at det fortjener både national og international opmærksomhed.

LÆS: Debatindlægget her på Altinget.dk

Det videnskabelige tidsskrift, The Lancet, har i en ny undersøgelse netop fremhævet, at 1 ud af 20 tilfælde af hjerte-kar-sygdom på globalt plan kan undgås med daglig motion. Det kan være motion i mange varianter, og her er Fodbold Fitness et godt eksempel på daglig motion. En international analyse af sundhedseffekter af sport, udgivet i det anerkendte sportsmedicinske tidsskrift British Journal of Sports Medicine, beskriver en række af fodboldspillets kvaliteter: Den forbinder højintens intervaltræning (HIT), udholdenhedstræning og styrketræning – og så gør det ikke noget, at det samtidig er sjovt. Fodbold Fitness er en effektiv og bredspektret vej for mænd og kvinder med hjerte-kar-sygdomme til at opnå den daglige motion, der har en afledt sundhedseffekt. I Danmark er Fodbold Fitness allerede stort. Konceptet er udbredt til 300 klubber, og der kommer flere til.

Fodbold på recept

I foreningens-Danmark er vi mange, der står klar med indsatser, der styrker folkesundheden og kan forebygge bl.a. hjerte-kar-sygdomme, men også andre alvorlige sygdomme. Derfor savner vi fra politisk hold et større fokus på at prioritere forebyggelse og tænke i partnerskaber. DIF og DGI har netop offentliggjort, at de vil arbejde for at sætte motion på recept, og at hele ”600.000 flere danskere skal have pulsen op og dyrke idræt”. Og der er slet ingen tvivl om, at det ville have betydning for folkesundheden, hvis Regeringen anført af sundhedsministeren fik skabt bedre sammenhæng mellem det sygdomsforebyggende arbejde og idrætslivet. Det vil reducere sundhedsudgifterne og øge den enkeltes sundhed og livskvalitet. Vi er derfor helt enige i, at det er en fantastisk god idé at få idrætten til at spille en mere aktiv rolle i forebyggelsesarbejdet.

Hjerteforeningen, SDU og DBU er i fuld gang og har været det længe. Vi har omsat ord til handling. Sammen har vi gennem de seneste år arbejdet på at udbrede budskabet til endnu flere, og har startet Fodbold Fitness for rigtig mange kvinder og mænd med forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og type 2 sukkersyge. Og vi arbejder netop nu på en overbygning på Fodbold Fitness træneruddannelsen som specifikt retter sig mod hjerte-kar-patienter.

 

Vi har ikke råd til at lade være

Det handler ikke kun om at få flere ind på banen, men også om, at kommuner og regioner, som er vigtige og oplagte medspillere får øjnene op for, at idrættens foreningsliv ikke kun er et anliggende for kultur- og fritidsforvaltningen. Det bliver dyrt på det menneskelige såvel som på det økonomiske plan, hvis ikke forebyggelsen i stigende grad styrkes for dermed at skåne mennesket for sygdom eller forværring i sygdom – men samtidig også aflaste sundhedsvæsenet. Den bedste form for motion, er den man rent faktisk får dyrket. Foreningsidræt, og i særdeleshed holdsport, har vist sig effektiv til at få folk til at komme igen. En vigtig komponent her er selvfølgelig fællesskabet. For eksempel føles fodbold ikke så hårdt, og man giver sig mere, fordi man er en del af et hold og et fællesskab – også selvom der ikke er tre point på spil.

Vi skal have alle med

Samtidig har holdsporten og fællesskabet også den positive effekt, at den får nogle af de danskere med, som ellers ikke får dyrket motion. Ved at etablere motionsformer som Fodbold Fitness, der appellerer til alle danskere uanset størrelsen på pengepungen og antallet af år tilbragt på skolebænken, så har vi en chance for at gøre noget mere ved den sociale ulighed i sundhed, der desværre er en realitet i dag. Her er vi enige om, at motionstilbuddene i f.eks. foreninger har et stort ansvar for at åbne sig og byde nye og ikke-motionsvante brugere velkomne på en god og tryg måde. Men vi kan ikke reducere den sociale ulighed i sundhed alene, og derfor ønsker vi at sende et signal til KL og Danske Regioner om, at vi alle må samarbejde på tværs om denne komplekse problemstilling.

Fodbold Fitness er et stærkt, evidensbaseret og velbeskrevet koncept – og det er ikke raketvidenskab, snarere enkel leg med bolden. Hvis vi forstår at bruge sporten i foreningslivet rigtigt, får vi flere i bevægelse. Det er til gavn for både den enkelte og for folkesundheden. Lad os bruge bolden og spille sammen om sundheden. Fodbold Fitness giver nemlig høj puls, sved på panden og smil på læben, og så vil vores hjerter elske os for det.