Tobak er bare skidt – det er konklusionen, efter FN har kategoriseret tobaksindustrien som en såkaldt høj-risikosektor. Dermed er tobaksindustrien landet i samme kategori som klyngebomber, landminer, atomvåben, kemiske våben og biologiske våben. Hjerteforeningen ønsker højere beskatning på tobak

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Mange virksomhedsejere vil gerne basere sin virksomhed på et ansvarligt grundlag. Så derfor vælger de at være loyale over for retningslinjerne i FN’s såkaldte Global Compact. Det er et godt signal – og ansvarligt.

 

Global Compact baserer sig 10 principper om fx at fremme miljømæssig ansvarlighed, menneskerettigheder og modarbejde børnearbejde. På samme måde har Global Compact en såkaldt eksklusionsliste over industrier, som ikke er en del af det gode selskab. Og her er tobaksindustrien netop blevet tilføjet.

 

Hjerteforeningens administrerende direktør Kim Høgh forklarer, at FNs Global Compact har til formål at skabe bæredygtig udvikling blandt virksomheder.

 

– For at sikre høj legitimitet i arbejdet er nogle typer organisationer udelukket fra at deltage. Det har tidligere drejet sig om organisationer, som producerer eller sælger antipersonelminer, klyngebomber, nukleare, kemiske eller biologiske våben. Som noget nyt har FN har nu besluttet at organisationer der fremstiller eller forarbejder tobak ikke kan være med i FN Global Compact.

 

Godt med fokus på tobaksindustriens uansvarlighed

13.600 dør hver år af tobak i Danmark. Og ryger du, øger det din risiko for at få hjerte-kar-sygdomme betragteligt.

 

– Derfor ønsker Hjerteforeningen, at vi indfører højere beskatning på tobaksprodukter. Særligt for at holde unge mennesker væk. Nødvendigheden af at tage effektive midler i brug for at stoppe, at der kommer nye rygere til, bliver tydelig når tobak og klyngebomber ryger i samme kategori, siger Kim Høgh.

 

Også hos Kræftens Bekæmpelse bemærker man tobaksindustriens nye kategorisering af FN.

 

– Det er meget tiltrængt, at der nu for alvor kommer fokus på tobaksindustriens negative bidrag til den verden, vi lever i, siger Leif Vestergaard Pedersen, der er administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, til cancer.dk.

 

FAKTA: Læs mere om Global Compact og læs mere om Global Compacts eksklusionsliste