Hjertetouren blev i år igen en bragende succes, og Hjerteforeningen havde forleden den store ære at modtage en check på 105.049 kroner fra projektgruppen bag 24-timersløbet. Rytterne går mere op i holdkammeratens succes end deres egen, siger den stolte stifter Thomas Christensen-Degn

Mads Louis Orry
af Mads Louis Orry
d. 9. oktober 2017

– Sidevinden var hård i år, forklarer Michael.

– Men jeg var så heldig at have Kim, som jeg kunne ligge på hjul af næsten hele vejen. Så jeg kom faktisk op på 250 kilometer i år. Det er bare alt for fedt at være med i Hjertetouren, og jeg er rigtig glad for at have gennemført igen og støtte hjertesagen.

Løbet, der blev afholdt 19. -20. august forløb over 24 timer og i alt deltog 15 ryttere. Rammen omkring løbet var ledt an af stifter Thomas Christensen-Degn og hans kone Charlotte Christensen-Degn.

– Men i år var vi mange flere hænder til at skabe rammerne omkring løbet. Og det gjorde det hele lettere, selvom forberedelserne og optakten er et kæmpe arbejde, hvor løbet skal skabes næsten helt fra bunden hvert år. Kæmpe tak til alle deltagere og frivillige.

Flyvestation Værløse er løbets faste base, hvortil der skal transporteres alt fra strømgeneratorer, mobile toiletter til hundredvis af vandflasker.

– Kammeratskabet og holdånden gør altid et stort indtryk på mig, og i år var ingen undtagelse. Og det er ikke kun under forberedelserne, vi er i samme båd, men også under løbet i modvinden og efter løbet, hvor vi har givet alt, hvad vi har i kroppen og nærmest kan græde af udmattelse bagefter. Ja, dybest set for at samle ind til hjertesagen, som vi alle sammen brænder for, siger Thomas Christensen-Degn.

– Vi oplever hvert år, at Hjertetouren ikke bare flytter deltagernes fysiske grænser, men endnu vigtigere, flytter deltagerne som hele mennesker – det er helt unikt.

Thomas Christensen-Degn mistede selv sin far til hjerte-kar-sygdom for 3 år siden, og siden da har hans motivation været at støtte kampen mod sygdommen, som over 500.000 mennesker lever med. Og 1 ud af 4 dør af.

Forskning i nye behandlingsmetoder er én af områder, som Hjerteforeningen støtter til gavn for, at vi alle vinder et sundere og bedre liv sammen.

 

Kim, Michael og Thomas en uvurderlig del af Hjertetouren

Trods sidevind gennemførte Michael, der for få år siden fik konstateret en hjertefejl, Hjertetouren igen i år. Sidste år kørte han 200 kilometer, og i år blev det hele 250 kilometer. Med uvurderlig hjælp og opbakning fra Kim.

– Jeg har cyklet flere store motionsløb, men Hjertetouren deltog jeg i primært for at støtte Michael. Og i år fik vi flere timer sammen, da der var en strid sidevind, som tog til over natten. Men jeg synes, Michael var sej, og jeg var glad for at kunne hjælpe ham til endnu en Hjertetour, for jeg ved, at det betød meget for os begge to.

Også Michaels forlovede, Mia, støtter den 44-årige miljøtekniker, der træner 3 gange om ugen trods fuldtidsarbejde.

– Hjertetouren har betydet meget for Michael. Det mærker jeg tydeligt både i forhold til fysisk form, men også fordi fællesskabet – selvom rytterne kommer fra mange dele af landet – har så stor betydning for den enkelte, siger Mia, der til dagligt finder tid til at støtte op om Michael, selvom hun har et travlt arbejde som sagsbehandler i et jobcenter.

Hos Hjerteforeningen er økonomi- og fundraisingchef Malene Sander taknemmelig for alt det arbejde, som Hjertetourens deltagere og arrangører gør.

– Det er vigtigt, rørende og ikke mindst imponerende, hvad Thomas og hans gode hold formår at gøre for Hjertesagen år efter år. Vi er meget taknemmelige for, at Hjertetouren bidrager til vores allesammens vigtige kamp for et sundere og bedre liv. Pengene, som rytterne har samlet ind via sponsorater fra erhvervslivet og private donationer, vil gå til at redde liv og kampen mod, at 1 ud af 4 dør af hjerte-kar-sygdom, siger Malene Sander.

– Vi glæder os sammen med Thomas & co. til at forberede løbet i 2018, så vi får endnu mere opmærksomhed på eventen – også meget gerne i form af flere deltagere.

 

Vil du være med næste år?

Er du interesseret i at være med i 2018, så kan du kontakte Charlotte Christensen-Degn på: kontakt@hjertetouren.dk