Marie-Louise Elkjær Rasmussen har snart været Hjerterytter i et år. Hun er på toppen - i mere end en forstand! For Hjerterytterne har haft altafgørende betydning for hendes personlige kamp i dette årti.

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Det var i 2011, det startede – nedturen. Efter mange år som indehaver af flere boligindretningsbutikker-butikker måtte hun erkende, at hun ikke længere kunne klare presset som selvstændig – kroppen var begyndt at reagere. Hun havde lukket den sidste butik i 2010 og var startet som butiksbestyrer af en børnetøjsforretning.

Men det var ikke nok, for kroppens signaler blev kun tydeligere – kraftige mavesmerter og en medfølgende mangel på lyst til at spise gav i 2011 et voldsomt vægttab: 20 kilo færre på kun fire måneder. Det iværksatte en akut tur gennem flere afdelinger på hospitalet for at finde årsagen. Det var først flere måneder senere, da Marie-Louise sad overfor en læge, at den egentlige årsag gik op for hende: ”Det dér, det er stress”.

– Jeg tror selv, at jeg tænkte: Godt, nu har jeg en diagnose, så kan det kun gå fremad. Så selvom jeg også indledte et terapiforløb, så fortsatte jeg jo mere eller mindre mit normale liv med at lave aftaler med veninder og føre det sociale liv jeg var vant til. Men når det kom til stykket var jeg oftere og oftere nødt til at aflyse. Jeg kunne slet ikke overskue aftalerne, når det kom til stykket.

Min hjerne begyndte at kollapse

– På et tidspunkt var jeg også nødt til at sygemelde mig fra arbejde, for min hjerne begyndte at kollapse: hukommelsen svigtede, jeg kunne ikke fokusere eller føre en samtale – evner som tidligere har ligget på rygraden som fx at koge et æg … eller køre på cykel var fuldstændig væk. Og jeg endte med at udvikle social angst – jeg burede mig inde af frygt for at stå ansigt til ansigt med mennesker, som jeg måske burde kende.

I 2014 får Marie-Louise tilkendt et ophold på Odsherred Terapihave, et behandlingssted for stressramte/udbrændte voksne – og det bliver det første rigtige vendepunkt for hende … selvom de næste år også former sig som et særdeles kuperet landskab med store bølgedale.

– På terapihaven handlede det meget om lære mindfullness – at finde ro i sig selv og om at genvinde kroppens sanser: at dufte, røre osv. – og om at dele dagligdagens gøremål ned i små processer, der hele tiden skulle efterfølges af hvile og restitution.

 

Tilbage til arbejdet

Det går langsomt fremad og Marie-Louise forsøger sig endda med at arbejde på deltid – men i 2015 går hendes ægteskab i stykker – og derefter følger den ultimative nedtur.

– Jeg var så langt nede, at jeg gik med meget mørke tanker – for var det her liv virkelig dét værd? Men jeg havde jo heldigvis mine to elskede piger at holde fast i. Og så var det også i denne periode, at jeg begynder at løbe – en fysisk flugt fra de dystre tanker og et psykisk behov for at skabe ro i hovedet. Det var virkelig rart med fysisk aktivitet, men jeg er dog ikke nogen stor løber, så hurtigt begynder jeg overvejelserne om, at genoptage cykling, som jeg dyrkede som ung.

Med venners hjælp får Marie-Louise investeret i en ny racercykel og imod alle odds lykkes det hende på kun fem uger at køre sig selv i form til at deltage i ”Tøserunden 2016”.

– Det var i virkeligheden et helt sindssygt projekt – og det lykkedes kun på ren vilje: Det her ville jeg bevise for mig selv – og det var den fedeste følelse, at køre over målstregen og sejre for mig selv.

 

Hjerterytterne kommer ind i Louises liv

Og så starter eventyret ellers for alvor.

– Thomas Lastrup fortalte mig om det her fantastiske fællesskab på Hjerterytterne – og jeg var hurtigt solgt – dét måtte jeg melde mig på. Så på trods af social angst og frygten for ikke at være god nok kastede jeg mig ud i projektet da kalenderen ramte marts 2017 – i øvrigt samme måned jeg blev raskmeldt på arbejdet.

Marie Louise fortæller, at det virkelig var en grænseoverskridende oplevelse de første par gange hun satte sig i sadlen ved siden af alle de andre Hjerteryttere, der havde et års forspring i fællesskabet. Men hun blev hurtigt overvældet og omfavnet af Hjerterytternes personligheder, holdånd og sammenhold.

– Guderne skal vide, at det har været fantastisk! Fantastisk hårdt og helt utrolig fantastisk fantastisk! Gang på gang stoppes enhver tanke om at stoppe eller give op i selskab af mine nye Hjerterytter-venner. Vi støtter og skubber hinanden, når det er hårdt – for vi kan alle have dårlige dage … og vejret kan altså være virkelig elendigt. Men vi gør det! For os selv, for hinanden – og for hjertesagen.

 

Jeg har kurs mod stjernerne

Som interviewer er det svært at undgå spørgsmålet om den største oplevelse. Og her er Marie-Louise faktisk slet ikke i tvivl:

– Altså, det har jo været én stor succesfortælling og jeg føler virkelig, at jeg har kurs mod stjernerne  – men hvis jeg skal fremhæve en enkelt oplevelse, så var min første tur på Hallandsåsen. Sidst på turen overhaler Michael (Madsen, red.), min fantastiske mentor, min gruppe og spørger drilsk, om vi tør kaste os op ad Kirkebakken. En af de andre tøser kigger på mig og nikker ”Vi gør det sgu!”, så det gør vi … for hvor stejl kan den være? Men vi er ikke kommet ret langt op før jeg rammer muren – sådan fuldstændig! Jeg kan ikke engang overskue at klikke ud af pedalen, så jeg har faktisk retning tværs over vejen for at lande blødt i en hæk. Men så kører Søren Deichmann forbi mig og begynder at tale mig opad … og sådan fortsætter det hele vejen til toppen.

– Da vi står på målstregen kigger han mig i øjnene og siger ”SÅDAN, Du gjorde det fandme, Marie-Louise!” Og dér står jeg så! Med lykkefølelsen strømmende gennem kroppen og tårerne trillende ned ad kinderne. For det er ikke bare Kirkebakken, jeg netop har besejret! Det er beviset på min egen sejr – over seks års sygemelding og min største personlige livskrise. Jeg er på toppen.

LÆS MERE: Besøg Hjerterytternes hjemmeside.