Hjerteforeningens rådgivning, Hjertelinjen, oplever en stigning i henvendelser fra pårørende. Mange henvendelser er fra kvinder, der som pårørende til en hjertesyg mand tager et stort og svært ansvar på sig

af Louise Sjöström
d. 2. august 2017

Ethvert hjertesygt menneske kan have flere pårørende: voksne børn, ældre forældre og søskende. Men der er især én pårørendegruppe, som rådgivningsleder i København, Hanne Balle, ofte hører fra på Hjertelinjen, som er Hjerteforeningens rådgivning: Det er ægtefæller til en person med hjertesygdom. Og i langt de fleste tilfælde er det en hustru, der ringer på vegne af sin hjertesyge mand – eller i højere grad på vegne af sig selv, fordi hun har brug for nogen at tale med.

– Nogle gange ringer de, hvor den syge godt ved, at de ringer, og hvor det handler om den syge. Men ofte ringer de med egne sorger og bekymringer, frygt og nervøsitet – ting, som de ikke føler, at de kan dele med deres hjertesyge partner af angst for at såre vedkommende, fortæller Hanne Balle.

– De føler, at de skal være den stærke – støtten – mens det er den syge, der får lov til at være ked af det, bange og bekymret, siger Hanne Balle, der også jævnligt hører om de “forbudte følelser”, som vrede og irritation over, at partneren er blevet hjertesyg.

– Det er følelser, som den pårørende er flov over og derfor er meget alene med, siger Hanne Balle. Hun bliver suppleret af hjertesygeplejerske og rådgiver på Hjertelinjen Marlene Højmark:

– Jeg har siddet med en lille gruppe pårørende, hvor den ene sagde, ”Hvorfor kan han ikke bare dø, så jeg kan komme videre med mit eget liv”, fortæller Marlene Højmark, som oplever, at pårørende synes, at det er befriende at tale med andre pårørende, og at det virkelig åbner for nogle ting.

Forbudte følelser kan dog være en naturlig reaktion, for sygdommen påvirker en hverdagmed hårdt arbejde, angst og bekymring, og ægtefællen kan blive vred på sin syge partner over, at han “har gjort det mod dem”.

Egne drømme på stand by

– Det er irrationelt at have det sådan, og det ved de fleste. Det er også derfor, de bliver flove over disse følelser og ikke kan få sig selv til at tale om dem med partneren, siger Hanne Balle.

– De mener jo ikke, at man ønsker sin partner død, men nogle kan føle, at det er den syge, der bremser en drøm i at blive udlevet, fx en rejse, en weekendtur eller teaterbesøg. Hvis man føler, at man har sat sit eget liv og egne drømme på stand by, så kan det udvikle sig til frustration og bitterhed, supplerer Marlene Højmark og fortsætter:

– Det kan blive til, at den pårørende sørger for, at den syge ægtefælle overlever, men de føler ikke, at de selv lever.

Ifølge Hanne Balle tager mange kvinder også en slags sygeplejerskerolle på sig, når ægtefællen bliver syg. De holder styr på medicin og lægeaftaler og går meget op i, om den syge nu også spiser sundt og dropper cigaretterne. Hvis den syge har været ramt af hjertestop, kan det også være, at ægtefællen er angst for, om det sker igen og derfor konstant “holder vagt” og ikke vil lade den syge gå nogen steder alene.

Fra at manden måske har været ham, der forsørgede og ordnede ting, så har han med hjertesygdom brug for hjælp og måske ligefrem pleje. De nye eller anderledes roller kan være en stor udfordring for forholdet og kan slide på relationen. Især hvis ægtefællerne ikke taler sammen.

– Måske har man haft et ægteskab i 30 år, hvor tingene og rollerne har været på én måde. Pludselig overtager konen alt det praktiske og alt ansvar – også for den syges sygdom og for, at han lever på en bestemt måde og får det bedre. Det giver en forskydning i rollerne, siger Hanne Balle.

Et gennemgående fokus, som Hjertelinjen hjælper med, er derfor kommunikation – at tale sammen og sætte ord på de tanker og følelser, man tumler med i forbindelse med sygdommen.

Kommunikationen er vigtig

– Vi spørger tit den pårørende, som ringer ind: ”Hvad er det værste, der kan ske, hvis du fortæller ham, hvordan du har det?”, fortæller Hanne Balle, som oplever, at helt konkrete redskaber og praktiske øvelser kan være en hjælp for den pårørende.

– Det handler dels om at afgive noget af ansvaret igen. For ansvaret slider og tærer på den pårørende, og der er det vigtigt at forstå, at det ikke er den pårørendes ansvar, at den hjertesyge fx spiser sundere eller kvitter cigaretterne. Her plejer vi at sige, at man som pårørende kan hjælpe sin ægtefælle og give ham sunde muligheder, men at man ikke kan bestemme over ham. En anden konkret opfordring er at passe på sig selv og skabe et frirum, hvor man eventuelt sammen med andre pårørende kan få luft for sine tanker og bekymringer uden at være bange for, hvordan den syge måtte reagere.

– Jeg oplever, at pårørende siger mange flere ting, når de er sammen med andre pårørende uden deres syge partner. De har et stort behov for at tale og få luft, siger Marlene Højmark, der også opfordrer de pårørende til at holde fast i drømmene og sørge for at se venner, komme i teatret eller til et foredrag.

– Jeg plejer at sammenligne det med iltmasken om bord på et fly, hvor vi altid får at vide, at vi selv skal tage iltmasken på først, før vi hjælper andre med at få den på. Hvis den pårørende får luft og energi til sig selv, så er der også mere overskud til den syge.

 

 

 

 

 

 

 

Artiklen har været offentliggjort i Hjertenyt nr. 2, 2017