Midt om natten vågnede Suzanne Larsen ved, at hendes mand var blevet ramt af hjertestop. Hendes indsats reddede hans liv, men siden har hun ikke kunnet sove eller være i et andet rum end ham. For hvad nu, hvis det sker igen, og hun ikke er i nærheden?

af Louise Sjöström
d. 12. juli 2017

Faktisk ville Suzannes mand godt have været foruden, at hun reddede ham. Reddede hans liv efter det hjertestop, der ramte ham om natten 3. november sidste år. Hun kæmpede med ham i 13 minutter, inden ambulancen kom, og i de efterfølgende dage på intensiv var hun blevet forberedt på, at hun skulle sige farvel til ham. Men efter halvandet døgn i respirator på intensiv vågnede han op, og efter blot to uger blev han udskrevet. Tilbage i hverdagen kørte de følgende måneder på autopilot. Suzanne var i chok. Men så knækkede filmen.

– Det har været svært og hårdt for mig efterfølgende, og det ville han gerne have været foruden. Han bryder sig ikke om, at jeg skulle det igennem, siger Suzanne i dag. Selv er hun ”superglad for, at jeg gjorde noget”, som hun siger, og hun ville gøre det igen.

– Men det er også et stort ansvar at stå med.

I de første måneder fyldte praktiske gøremål dagene op – bl.a.  har Suzanne nødt til at fungere som chauffør for sin mand, mens han lærte livet med ICD at kende. Der var ikke tid til at tænke så meget, og alle sagde, at ”hun bare klarede det så flot”.

– Men jeg tænkte, at så godt gik det faktisk ikke. Jeg havde fået 10 timer hos en psykolog, men gik der kun to  gange og syntes egentlig, at jeg fik det hele talt godt igennem. Men da min mand så startede på arbejde igen på fuld tid i januar, gik jeg fuldstændig ned.

 

Enormt heldig

Suzanne syntes ikke, at han tog det, han havde gennemlevet, alvorligt nok. Han passede ikke godt nok på sig  selv.

– Han døde jo faktisk herhjemme i sengen. Helt død. Han har været enormt heldig, så jeg synes jo, at han skulle tage den mere med ro.

Tage den med ro, og trappe langsomt op med få timers arbejde et par dage om ugen. Sådan som det blev anbefalet.  I stedet startede han på fuld kraft. Og så reagerede Suzanne.

– Jeg blev vred, bange og ked af det. Jeg turde ikke sove, for hvad nu, hvis det skete igen, og jeg denne gang ikke vågnede og kunne hjælpe ham? Jeg kan stadig ikke sove. Jeg tør ikke sætte mig i stuen nedenunder,
når han er oppe på første sal. For hvad nu, hvis …

 

Vil tilbage til et normalt liv

I dag er Suzanne sygemeldt, og hun tager sovepiller for at finde hvile. Suzannes mand husker ikke noget fra hjertestoppet eller fra den følgende uge, men han forstår godt, at Suzanne er bekymret og siger, at han nok ville reagere lige sådan, hvis det var hende, der havde overlevet et hjertestop. Men han har svært ved Suzannes bebrejdelser over, at han ikke passer godt nok på sig selv og hendes konstante bekymring for, at der sker ham noget.

– Han siger, at han bliver stresset af at skulle skynde sig hjem fra arbejde, fordi han ved, at jeg ellers er bange for, at der er sket noget, fortæller Suzanne. Hun og hendes mand taler og har altid talt godt og åbent
med hinanden, og Suzanne ved godt, at hun bliver nødt til at handle, hvis hun – og de – skal få det bedre. Hun vil tilbage på arbejdsmarkedet, hun vil slippe sovepillerne, hun vil tilbage til et normalt liv.

– Jeg bliver nødt til at slippe ham og slippe angsten. Jeg må have tillid til, at han selv kan styre det. Han skal selv styre det.

Suzanne har besluttet sig for at tage imod de resterende otte timers psykologsamtale for at få redskaber til at komme videre og til netop at lære at give slip – slip på ansvaret for sin mands liv. Hun vil gerne ”glo på sig selv”, som hun siger, og arbejde med sig selv. For det bliver hun nødt til, hvis hun skal komme videre. Og videre vil hun.

– Jeg er blevet en erfaring rigere, og der er nogle ting, der har forandret sig for altid. Livet er så skrøbeligt. Men jeg er stærkere, end jeg troede.

 

 

Artiklen har været offentliggjort i Hjertenyt nr. 2 2017