Siden oktober sidste år har Lene Pedersens mand befundet sig dels i behandling for en blodprop i hjertet, dels i udredning for en bindevævssygdom. Forløbet har været – og er stadig – opslidende, men styrken til at stå det igennem og håbe på det bedste får de fra hinanden

af Louise Sjöström
d. 26. juli 2017

2. juledag 2016 blev Lene Pedersens mand, Allan, ramt af en blodprop i hjertet. Forud var gået måneder med diffuse smerter flere steder i kroppen og en vedvarende smerte i brystet. Kontroller, blodprøver, biopsier, undersøgelser. Ingen klare svar. Stor bekymring. Allan fik det værre op til jul, og efter en telefonsamtale med sin bror 2. juledag lagde han røret på en måde, så Lene kunne se, at den var helt gal.

– Han blev virkelig dårlig, så jeg sagde, at jeg ikke længere ville tage ansvaret for det og ringede 1-1-2. Han røg direkte på operationsbordet på Rigshospitalet. Og så blev benene sparket væk under mig, fortæller 55-årige Lene Pedersen.

Operationen varede halvanden time, og undervejs blev Lene hele tiden informeret om, hvordan det skred  frem, hvor langt de var nået i operationen, og hvordan Allan havde det. Personalet var med hendes ord
fantastisk til at tage hånd om hende. Selv kunne hun ingenting.

– Det var værre end slemt. Det var det værste, jeg nogensinde har prøvet.

 

Positive af natur

Heldigvis gik operationen og de følgende dage først på Rigshospitalet og siden på Glostrup Hospital godt, og Allan, der er et år ældre end Lene, blev udskrevet efter blot en uge, nu med tre stenter i én blodåre
rigere. Men smerterne i brystet fortsatte, og den følgende halvanden måned var han indlagt seks gange. Efter tredje eller fjerde indlæggelse tog en overlæge selv fat i parret og anbefalede psykologhjælp.

– På det tidspunkt var vi begge sygemeldt, fortæller Lene om den opslidende periode, der føltes som ren overlevelse. Hun havde selv tænkt, at hun havde brug for hjælp men kunne ikke finde kræfterne til at handle.

– Jeg gjorde bare, hvad jeg fik besked på og kunne ikke selv magte at tage initiativ til noget.

Allan har det efter omstændighederne godt i dag. Hans hjerte er der styr på – han bliver fulgt tæt, får hjertemedicin og er til hyppige kontroller. Bindevævssygdommen bliver han stadig udredt for.

– Vi er optimistiske og positive. Det er vi af natur. Vi ser muligheder i stedet for begrænsninger.

Lene Pedersen siger rigtig meget “vi”.

– Det gør jeg, fordi jeg mener det. Vi går til psykolog sammen. Vi gør tingene sammen – er til alle undersøgelser sammen. Og vi taler åbent om alt. Det betyder rigtig meget at være med. Og det betyder meget
for Allan, at jeg er med. Det er en støtte begge veje.

Støtte fra venner og familie

Hun oplever også, at de berømte “fire ører” er bedre end to, når Allan er til undersøgelser og kontroller, og parret får ofte positive kommentarer fra læger og behandlere, når de begge møder op.

– Vi får altid at vide, at det er godt, at vi er to. Og det oplever jeg også selv, at det er. Vi prioriterer det meget højt. Lene og Allans liv har ændret sig meget i løbet af det seneste halve år. Fra at begge havde fuldtidsarbejde og som regel en fyldt kalender, er der nu ikke mere energi tilbage efter endt arbejdsdag. Der er p.t. meget ro på, siger Lene. Der skal tankes kræfter. Parret er omgivet af deres familie, som er en fantastisk støtte og hjælp, og Lene har gode veninder, som hun taler med – både om det opslidende forløb i vinter, hvor Allan røg ind og ud af hospitalet – og om den usikkerhed, som følger, når man er
midt i et udredningsforløb.

– Det har virkelig været en hård periode, men med støtte fra familie og venner og ikke mindst hinanden er vi kommet til, hvor vi er nu. Og lige nu går det fremad. Det giver mig energi, når jeg kan se, at Allan har det bedre. Det smitter af på mig. Og når han får det dårligt, så dykker jeg sammen med ham. Sådan er vi.

 

Artiklen har været offentliggjort i Hjertenyt nr. 2, 2017