Maya My på 12 år fortæller om at have en lillebror med en medfødt hjertefejl Hvordan er det for dig at have en hjertesyg lillebror?

af Monica C. Madsen
d. 26. juni 2017

Artiklen er udgivet den 16. marts 2017 på www.hjerteforeningen.dk/soeskende, der er en hjemmeside specielt til dig, der har en bror eller søster med hjerte-kar-sygdom
Læs mange flere historier som denne her

 

– Det starter, da jeg er 7 år, og min lillebror er 5 år. Da han bliver født, tror lægerne, at han har noget med sit hjerte, men de kan ikke finde ud af, hvad det er, så de ender med at sige, at der så åbenbart ikke er noget alligevel. Men da han bliver 5 år, skal han så ind til en undersøgelse, hvor hans højre arm har for højt blodtryk, og de bliver ved med at måle på venstre og på højre arm i ret lang tid, og så finder de ud af, at der er et eller andet galt med hans hjerte eller hans lunger. Og så bliver han indlagt på Rigshospitalet, hvor han skal ligge i lang tid.

Hvad sker der med dig imens?

– Imens bliver jeg rigtig ked af det, og jeg bliver også nervøs og bange, så jeg går for mig selv og er ikke sammen med så mange venner.

Og hvordan er det hjemme hos dig?

– Hjemme har jeg det i den periode meget med, at når jeg var blevet lagt i seng, så skulle jeg lige liste op og se, hvad far og mor lavede. Og når jeg så kikkede igennem nøglehullet, kunne jeg se, at de sad og græd og var nervøse. Når vi var sammen som familie, gik de også tit deres vej begge to, og når vi spurgte: “Hvad skal I?”, så sagde de: “Vi skal bare lige snakke sammen”. Senere har jeg så fundet ud af, at det var om min bror sygdom.

Du gik ikke ind til dem, når du så ind ad nøglehullet, at de sad og græd?

– Nej, for det første måtte jeg jo ikke være oppe, og for det andet vidste jeg ikke helt, hvad jeg skal skulle stille op med det, for det var ikke normalt, at min mor og far græd.

Hvad gjorde du så istedet for?

– Så gik jeg bare tilbage i min seng og lå og tænkte: “Hvad nu hvis han dør? Hvad nu hvis der sker ham noget alvorligt? Kommer han nogensinde til at blive rask igen eller skal han sidde i kørestol eller hvordan?”. Da jeg var et halvt år, døde min storebror, fordi han blev kørt ned, og jeg havde mange tanker om, om min lillebror nu også skulle dø, for det ville jeg bare slet ikke kunne holde ud.

Snakkede du med nogen om alt det, du lå og tænkte?

– Ja, jeg prøvede at snakke med mine venner om det, men det hjalp ikke så meget. For de har aldrig rigtig prøvet at have en bror eller søster, der har en hjertefejl, så de kan overhovedet ikke forstå det. Selvfølgelig kan de godt sige “Nej hvor er det synd for dig”, og hjælpe så godt de kan, men det hjælper bare ikke rigtigt: Man har jo brug for nogen, der ligesom kan fortælle en, hvad man skal gøre – nogen som har prøvet at være i den samme situation.

Hvordan havde du det i skolen?

– I klassen var det også ret svært at tale med om det. Men i dag har jeg talt ret mange gange med de andre om det, og de forstår mig.

Nu går det også godt med min lillebror, han er blevet opereret to gange og har nu fået en stent, som kan vokse inden i ham. Så i dag har jeg det okay med det, men hver gang han skal opereres eller sådan noget, får jeg lov til at holde fri fra skole og komme  med ind til København, mens han er på hospitalet.

Hvad er dit råd til andre søskende, der kommer i den situation, du var i?

– Jeg synes, de skulle tage at snakke med deres forældre om det. Og med hele familien og med vennerne. Jeg havde jo ikke selv lyst til at snakke om det med mine forældre, fordi jeg var bange for, at han skulle dø. Men jeg synes altså, at man skal gøre det alligevel. Det har jeg fundet ud af bagefter.

Hvis nu du møder en pige på 7 år, der har det ligesom du havde det, da du var 7 år, hvad er dit råd så til hende?

– Jeg vil sige: “Jeg synes du skal snakke med dine forældre om det, og ja, selvom at de godt kan blive endnu mere kede af det, og du godt kan blive rigtig ked af det, så synes jeg, at du skal gøre det alligevel!”

Er der andre ting, der er svære for dig ved at være søskende til et hjertebarn?

– Dengang var jeg også rigtig misundelig på min lillebror, fordi han fik al mine forældres opmærksomhed, syntes jeg – jeg følte, at de bedre kunne lide ham end mig, og det blev jeg også rigtig ked af. Jeg vidste godt, at det ikke passede, men sådan følte jeg det alligevel.

Sagde du det til din far og mor?

– Ja, nogle gange blev jeg sådan: “Hvorfor skal I altid kikke på ham?”, og begyndte at græde. Så snakkede vi så om det, og de sagde “Jamen Maya, du ved jo godt, at vi kan lide dig ligeså meget som vi kan lide lillebror!”.