– Jeg husker ganske tydeligt den dag mit hjerte for første gang begyndte at opføre sig mærkeligt. Jeg var på job og havde igennem længere tid presset mig selv og energiniveauet var efterhånden i bund.

Sådan lyder starten på en tankevækkende historie fra Nick Leschly Pedersen, der er gift med Nete Maj Højgaard. Sammen er de blevet landskendte efter at have været på nationalt fjernsyn i DR’s programserie ”Jagten på det gode liv”. Reportageserien følger fire børnefamilier, som alle på hver deres måde ændrer afgørende på den hverdag, de kender.

– Vi har fået friheden til at kunne jagte nogle af de betydningsfulde ting her i livet. Det er blevet en permanent livsstil for os, ikke bare en tiltrængt pause

Vendt normalt liv ryggen

Nete Maj Højgaard og Nick Leschly Pedersen har – som dr.dk beskriver det – vendt livet med økonomisk tryghed og veldefineret karrierevej ryggen. En rullende vegetarisk café, skabt i en ombygget campingvogn, som de kører ud med på markeder og torvedage, skal give dem smør på brødet, lyder det på dr.dk og beskriver, at de fleste af os nok vil kalde familiens omstilling for utryg og angstprovokerende. Men Nick og Nete kalder det frihed. De har skåret ned på alle udgifter, så de kan bruge tiden på deres lille søn og hinanden frem for at arbejde.

– Vi har fået friheden til at kunne jagte nogle af de betydningsfulde ting her i livet. Det er blevet en permanent livsstil for os, ikke bare en tiltrængt pause, fortæller Nete til dr.dk.

– Der går også sport i at blive ved med at leve sådan, så vi får mere frihed til at gå i den retning, vi ønsker. Caféen er et visuelt billede på, at drømmen er mulig, og at man er nødt til at satse for at opnå noget af det, man gerne vil have.

Udbrændt og med hjerteproblemer

Frem til for få år siden så livet og hverdagen anderledes ud for familien, der boede i Odense, hvor Nick var kok og brugte al sin energi og tid på at arbejde 14 timer om dagen. Nick blev dog udbrændt, syg og fik problemer med hjertet.

– Denne dag var jeg simpelthen på grænsen til at falde i søvn. Jeg stod og studerede mit ansigt og kan huske, at jeg tænkte, at jeg på meget kort tid var endt med at ligne en, som var 10 år ældre – sådan følte jeg det i al fald.

– Ud over dette var jeg presset på søvn, da vores søn, Neo, var kommet til verden et par måneder forinden. Jeg stod på toilettet og øste koldt vand i ansigtet og var umådelig træt og fuldstændig energiforladt.

Nick havde på grund af travlhed på jobbet arbejdet non-stop de sidste tre måneder.

– Denne dag var jeg simpelthen på grænsen til at falde i søvn. Jeg stod og studerede mit ansigt og kan huske, at jeg tænkte, at jeg på meget kort tid var endt med at ligne en, som var 10 år ældre – sådan følte jeg det i al fald. Pludselig og helt uden varsel begyndte mit hjerte at slå helt ukontrolleret og hoppe slag over. Det føltes som om, jeg ikke kunne få luft, og det gav et sug i hele kroppen, når der – i stedet for et forventet pulsslag – kun var tomhed. Det var ekstremt ubehageligt, og jeg husker, at jeg tænkte, at det føltes en smule, som jeg ville forvente, det vil føles, når man skal dø. Som om jeg mistede kontakten med min krop og på en måde var på vej væk for derefter igen at blive kickstartet med et hjerteslag.

Hele mit indre vendte og drejede

Nick forsøgte med mere koldt vand i hovedet.

– Jeg forsøgte at trække vejret ekstra dybt, mens hele mit indre fortsat vendte og drejede sig. Mine tanker kredsede, og jeg prøvede det bedste, jeg havde lært at være rationel.

Efter et par minutter gik Nick ud i køkkenet til hans kolleger og fortalte, at han var bange for, at ”der var noget ravruskende galt”.

– Jeg forklarede, hvordan jeg havde det, og at jeg følte, det bedste nok ville være at tage hjem og måske svinge ind forbi en læge på vejen. Vi havde meget travlt den dag, og de andre kunne dårligt undvære mig, og hele situationen blev hurtigt fejet under gulvtæppet med min manglende søvn som forklaring på min tilstand. Jeg kunne få en fridag næste uge, hvis det var. Jeg havde en tårnhøj arbejdsmoral og en stilling med meget ansvar og prøvede at leve op til det ansvar, jeg burde udvise, så jeg blev selvfølgelig hængende, forklarer Nick til hjerteforeningen.dk.

– Jeg kunne vågne om natten, badet i sved, med en puls, som drønede derudad, eller sidde og slappe af med en god bog, hvor pludselige hjertekramper helt kunne tage pusten fra mig

I tiden som fulgte blev det oftere og oftere, at Nick mærkede ”noget til sit hjerte”, som den i dag 31-årige og nu tidligere kok forklarer det.

– Jeg kunne vågne om natten, badet i sved, med en puls, som drønede derudad, eller sidde og slappe af med en god bog, hvor pludselige hjertekramper helt kunne tage pusten fra mig. I min alder forventer man ikke at mærke noget til sit hjerte, og tanken om min egen dødelighed kom meget nær. På trods af dette gik der egentlig relativt længe, inden jeg søgte læge, men da jeg først gjorde dette, gik det ret stærkt.

Henvist til lægen

Nick blev til sidst henvist til en skanning af hjertet.

– Det viste sig, at der intet galt var med mit hjerte og ud fra min egen udredning om min livsstil, konkluderede lægen, at jeg var ved at rage en seriøs omgang stress til mig. Han sendte mig hjem med besked på virkelig at overveje, hvad der var vigtigt i mit liv. For sådan som min krop reagerede nu, ville han stærkt fraråde mig at fortsætte ud af samme tangent.

Den dag og mange dage efter den havde Nick og Nete talrige samtaler om deres livsførelse.

– Min egen dødelighed blev pludselig smurt ud i ansigtet på mig, og jeg tog det ganske alvorligt. For mig var det en gave at få stress. Ikke til at begynde med. Til at begynde med følte jeg mig svag og kunne blive sur på mig selv og min krop, fordi jeg ikke syntes, at det hele levede op til de forventninger, jeg havde om mig selv. Men senere i forløbet genopfandt jeg mig selv og mine værdier. Jeg blev presset ud i at indse, at din værdi som menneske ikke måles i samfundsmæssig status, men i dine handlinger generelt. I kærlighed, venlighed og i den positive afsmittende effekt et liv levet med glæde kan have på omverdenen.

– Frygten for at dø er reel, især hvis man er syg. Vi skal alle dø, og med det in mente er det uhyre vigtigt at tænke over, hvad man ønsker sig af sit liv.

Frygten for at dø er reel

Tankerne omkring sin egen periode med stress har givet Nick flere refleksioner om livet.

– Frygten for at dø er reel, især hvis man er syg. Vi skal alle dø, og med det in mente er det uhyre vigtigt at tænke over, hvad man ønsker sig af sit liv. Det forløb, som jeg har været igennem, åbnede mine øjne for en anden måde at være i livet på. Før var jeg styret af tanken om en potentiel statusbetonet fremtid. Nu styrer spontaniteten, glæden og familiens kærlighed min verden, og jeg er ligeglad med status. Status er et mærkat, samfundet har skabt, men er det virkelig et mærkat, der er værd at slide sig selv ihjel for? Ikke i min optik – ikke længere, siger Nick.

Det bliver en vane at tænke på sit helbred

Nick har forsøgt at ændre sine dårlige vaner.

– Mit hjerte fejler heldigvis intet, selvom jeg stadig mærker lidt til det af og til, når jeg er presset. Jeg løber og dyrker yoga, spiser vegetarisk, ryger ikke og drikker meget sjældent. Sundhed er en meget tilfredsstillende livsstil, og når først det bliver en vane at tænke på sit helbred, bider det sig fast. Jeg tror på en holistisk tilgang til det at være et menneske i al sin kompleksitet. Velvære opnås med balance. Det være sig i sit professionelle arbejdsliv og i privaten. Balance er nøgleordet.

– Verdens vidundere er talrige, og mit allerstørste råd, om man er syg eller ej, er at gøre sig det bevidst, at livet er et mirakel og en fantastisk gave, som vi har fået tildelt på ubestemt tid.

Rådet er derfor klart til andre mennesker og hjertepatienter fra Nick:

– Verdens vidundere er talrige, og mit allerstørste råd, om man er syg eller ej, er at gøre sig det bevidst, at livet er et mirakel og en fantastisk gave, som vi har fået tildelt på ubestemt tid. Nyd det, pas på det og lad være med at løbe stærkere, end at du kan nå at se, hvad der befinder sig lige foran dine øjne.

– Jeg blev rigtig bange og fik tanker om at miste ham

Nicks kone, Nete, var som pårørende involveret direkte i husbondens stressforløb. Frygt og nervøsitet fyldte, men beslutningen om at lægge livet om virker i dag som den helt rigtige

– I lang tid op til havde han været irritabel og tydeligt presset og ophængt af sit arbejde. Jeg husker dog en nat, hvor han pludselig satte sig op i sengen og var vågnet af, at hans hjerte havde sprunget nogle slag over. Jeg blev rigtig bange og fik tanker om at miste ham, og at han skulle være alvorlig syg, og om ikke længere at skulle leve et liv, hvor han var en del af det, fór igennem mit hoved.

– Det var virkelig uhyggeligt pludselig at blive konfronteret med livets skrøbelighed på den måde og at tænke tanker som disse om den mand, som jeg regnede med at dele mit liv med, og som jeg var død-forelsket i

Sådan forklarer Nete Maj Højgaard, der i dag er en glad kvinde og kone til Nick, som hun sammen med besluttede at omlægge sit liv efter lange perioder med stress og jag.

– Det var virkelig uhyggeligt pludselig at blive konfronteret med livets skrøbelighed på den måde og at tænke tanker som disse om den mand, som jeg regnede med at dele mit liv med, og som jeg var død-forelsket i, siger Nete.

– I tiden, hvor Nick gik til undersøgelser med sit hjerte og helbred generelt, var jeg nervøs over, om han fejlede noget alvorligt.

Forsøgte at tale fornuft

Nete prøvede ind imellem at tale fornuft med Nick omkring hans arbejdssituation, men vidste inderst inde at det var ham selv, der skulle komme frem til en løsning og frem til konklusionen omkring, at det ikke kunne fortsætte på denne måde.

Det eneste, jeg kunne gøre som pårørende, var at være støttende og gribe de små lommer af modløshed og råb på hjælp, der indimellem kom fra Nick, og bruge dem konstruktivt til at komme med et lille råd om at sætte foden i over for chefen, at holde fri uden tændt mobil.

– Det var ikke mit bord, og det ville have været umuligt at presse ned over hovedet på ham, om jeg så ønskede det. Han er for stædig, for ambitiøs og seriøs og var derudover ikke mulig at snakke fornuft til, når det kom til hans arbejdsliv og ønskede karriere. Det eneste, jeg kunne gøre som pårørende, var at være støttende og gribe de små lommer af modløshed og råb på hjælp, der indimellem kom fra Nick, og bruge dem konstruktivt til at komme med et lille råd om at sætte foden i over for chefen, at holde fri uden tændt mobil. Og at sørge for at få løbet en tur og derved give hovedet en smule ro og kroppen et skud god energi. Eller at tage en tur i svømmehallen og svømme baner efterfulgt af en afslappende tur i spaen eller saunaen, fortæller Nete.

Eget perspektiv på tingene

I starten prøvede Nete ofte at komme med sit perspektiv på tingene. Det samme gjorde familie og venner, for alle kunne se og fornemme, at arbejdet havde taget overhånd, og at Nick havde meget fart på.

– Men der var, som sagt, ikke hul igennem, og det var ikke mit eller andres anliggende at pådutte Nick den selvindsigt, som kun Nick kunne få selv, og som skulle til for at ændre tingenes gang. Det eneste, jeg kunne gøre, var at være støttende, forstående og som sagt at komme med mine input, når døren til hans frustration blev åbnet på klem, oplevede Nete.

– Hele vejen igennem insisterede jeg dog på, at han skulle søge lægehjælp og få hjertet undersøgt, hvilket tog sin tid at få ham overbevist om. I hele processen følte jeg mig umådelig hjælpeløs. Alt jeg ville var, at Nick skulle have det godt, at vi skulle leve det liv sammen, som vi havde planlagt, men tingene var ude af mine hænder, og jeg kunne kun håbe på, at han ville komme til fornuft. Hvilket han da heldigvis gjorde, inden det var for sent. Men skræmmende var det, at det skulle helt derud, hvor man snakker dødelighed og hjertesvigt.

Stoppede arbejde

– Rejsen blev et springbræt til at ændre kurs i vores liv.

Da Nick tog beslutningen om at stoppe på sit arbejde, og familien derefter rejste sammen afsted til Mauritius for at drosle ned og finde hinanden som familie, begyndte en ny epoke i deres liv. Sønnen var på daværende tidspunkt otte måneder, og Nick havde stort set ikke været hjemme siden fødslen.
– Rejsen blev et springbræt til at ændre kurs i vores liv. Gennem samtale efter samtale, og gennem dét at give plads og tid til at mærke sig selv og hinanden, påbegyndte vi langsomt en livsstilsændring, der skulle vise sig at føre meget godt med sig. Ambitionerne lev ændret og gik fra at være ’udefrastyret’ til at være ’indadstyret’.

Det blev pludselig de følelsesmæssige værdier og dét at opleve og nyde det liv, som vi er blevet skænket, der kom i fokus frem for karriereræs og økonomisk velstand. Barren blev sænket, og pludselig gik der sport i, hvor lidt man egentlig har brug for, for at være lykkelig. Konklusionen på dette er igennem årene blevet, at der skal utrolig lidt til, så længe vi blot har hinanden og står sammen, for at vi kan have det godt.

Omstillingen til det bedre liv

Familien bor nu i et lille hyggeligt hus på Langeland.

Jeg elsker mit liv. Jeg elsker vores liv.

– Huset fejler intet og er i vores optik den helt perfekte ramme for vores familie. Prisen gør det fortsat muligt at rejse flere måneder om året. Vi køber sjældent tøj til os selv, og til børnene er alt købt brugt eller er noget, som vi har arvet. Vi lever sparsommeligt, holder madbudgettet nede ved at spise vegetarisk – på grænsen til det veganske, men føler på alle måder, at vi lever et rigt og indholdsrigt liv. Siden Nick sagde op, og vi sammen startede en ny livsstil, har jeg aldrig haft det bedre. Jeg elsker mit liv. Jeg elsker vores liv. Jeg skænker det sjældent en tanke nu, at Nick var så syg dengang. Jeg ser på ham og ser en glad, stærk mand med overskud til mig, børnene og livet. En mand, der sætter de indre værdier højest, og som stræber efter at leve sundt og lytte til sig selv. Jeg kan slet ikke genkende ham, som den, han engang var, og det giver en utrolig ro indeni at vide, at han var i stand til at stoppe op og turde tage fat i problemerne, og at han nu tager vare på sig selv og tør sætte sig selv og os højere end noget udefrakommende, siger en glad Nete.

I dag er madvognen solgt til et socialt projekt i København, men Nete og Nick har skrevet en filosofisk fortælling for voksne om livsstil. Bogen hedder ”Ildfluer i natten”.